Der er sket en mindre publicistisk revolution på de danske bladhylder. Helt uden guillotine og brændende fakler endda. For hvor de danske dameblade siden 90’erne primært har beskæftiget sig med fifty shades of neglelak, boligindretning, sæsonens modefarver og interviews med modeller, stylister og de ekstremt få almindelige kvinder, der lever op til modebranchens skønhedsidealer, hvor man helst skal ligne en model, selv når man ikke er det, så myldrer det pludselig ind på de glittede sider med kloge koner, folk i alle kropstyper, rynkede ansigter og forskellige hudfarver. Hurra!
Vi er nok mange kvinder, som har haft et had-kærlighedsforhold til dameblade som ALT for damerne, Femina, Eurowoman og IN gennem årene. Fordi bladene er dejlige at købe, for eksempel til en tur i sommerhus eller en dag på langs, som en slags selvforkælelse. Men når magasinet så over 100 sider først fortæller dig, at du er god nok, som du er, for så at fortælle, hvordan du bør optimere dit udseende og især din krop og slutter af med lidt kageopskrifter og en af tidens populære slankekure, føles det lidt som at få en flad og så lidt nus på skift over 100 sider. Et sært venskab med andre ord.
Det er selvfølgelig ment i grove træk, for #NotAllDameblade og ikke hver uge. Men debatten om at damebladene burde være mere som Euroman og have mindre fokus på kvinders udseende og mere fokus på det, kvinder gør, er ikke ny og bestemt ikke en kritik, jeg har gået alene rundt med.
Jeg har selv været i krig med damebladene i to årtier og tilmed været engageret i en aktivisk kamp for at skabe et såkaldt intelligent dameblad herhjemme. Men måske har vi allerede det blad. Eller de blade. Noget tyder på det. For denne måned har jeg læst Magasinet IN, jeg har læst Eurowoman, jeg har læst ALT for damerne, jeg har læst Femina. Og det har været forbundet med lyst og inspiration – ikke den sædvanlige irritation eller søgen gennem siderne efter et begavet menneske at læse om. Og jeg tør godt melde ud, at der overordnet set blæser nye vinde på magasinernes redaktioner.
Vi kan jo begynde med den mest overfladiske betragtning: Forsiden.
Månedsmagasinet Eurowoman har plus size-modellen Ceval Imar på forsiden. Eller faktisk har Eurowomans marts-nummer fire forsider, så man selv vælger sin forside i bladkiosken, hvilket er et sjovt greb. De andre forsider er med kropsaktivist Amalie Have, en papir-vulva af kunstneren Marianne Eriksen eller et kunstnerisk topløst foto af ballroom-danseren Maji Claire.
Ugebladet Femina havde kampdagstema med sangerinderne Hanne Boel og Iris Gold.
Månedsmagasinet Costume med kropskunstneren Maja Malou Lyse i bar numse på forsiden.
Månedsmagasinet IN har et decideret scoop med den excentriske livskunstner Fran Lebowitz på 70 år fra New York på forsiden (pt. aktuel med Netflix-serien ’Pretend It’s a City’ af Martin Scorsese).
Og ugebladet ALT for damerne har haft den 79-årige tidligere politiker Ritt Bjerregaard på deres forside.
I denne sammenligning virker månedsmodemagasinet ELLE som the odd one out – de har nemlig en helt almindelig model på forsiden, den 24-årige Ishi Okenmor, men lederen handler til gengæld om Folketingets lovforslag om mærkning af retoucherede billeder.
ELLE er det eneste blad i stakken, der er et købe-format fra udlandet, som derfor skal ligne ELLE i Frankrig eller ELLE UK, så måske ikke så sært, at de har forandret sig mindst. De har dog en artikel om modebranchens ændrede skønhedsidealer.
Den største magasinrevolution, vil jeg vurdere, er sket hos Femina og ALT for damerne – to ældgamle, danske bladformater, der udkommer ugentligt. Femina er gået forrest med en mere aktivistisk og politisk linje i deres blad. De har rystet strikkeopskrift- og slankemad-imaget af sig og har blandt andet sat fokus på fødende kvinders vilkår og på voldtægt- og samtykkedebatten, og deres nye reklamefilm og billboard-kampagne har både menstruationsblod og onani som en naturlig del af et kvindeliv af i dag.
De sætter desuden fokus på modsatte ender af et kvindeligt seksualliv – nydelsesfuldt sextøj og ødelæggende seksuelle krænkelser. Og det var også Femina, der for nylig kunne køre en breaking, da sundhedsminister Magnus Heunicke (S) lovede dem, at fødende kvinder fremover skulle have ret til at blive to nætter på hospitalet efter en fødsel.
Det er især køn og feminisme, som Femina har skruet op for, og de er blevet mere til stede i det digitale rum. Det lader også til at være ALT for damernes strategi. Også her er der skruet op for ligestillingspolitik og køn, temaer om vold mod kvinder og debat om det komplicerede moderskab. ALT for damerne har også skruet op for interviews med det, man bredt kunne kalde eksistens som tema – den gode skilsmisse, hvad psykisk vold er, voksen kærlighed, karriere og tro.
Både Femina og ALT for damerne har flere debatskabende og SoMe-venlige interviews og bringer jævnligt bidder af interviews fra magasinerne online med de mest klikvenlige sekvenser og samkører i øvrigt med andre magasiner fra samme koncern. Begge ugeblade har desuden skruet op for nyheder og tempo på deres online-platforme og hopper med på eller starter aktuelle dagsordener, lige nu f.eks. med debatten om kvinder der er utrygge ved at gå alene på gaden om natten.
Identitetspolitik og krænkelser
Overordnet er bladenes udvikling spændende at følge, men også meget i tråd med resten af mediebilledet, der dækker identitetspolitik, køn og krænkelser tæt. Et forsigtigt ønske herfra skulle være at sætte mere fokus på den kæmpe styrke, der ligger i det kvindelige og i det at være en dansk kvinde i 2021, som modpol til overgreb og undertrykkelse, der fylder meget. Ikke at de debatter ikke skal tages, men vægten tipper lidt med det negative fokus.
Mest kalorier for magasin-budgettet får man i månedsmagasinerne Eurowoman og IN, som nu er blevet magasiner, jeg som kritisk læser har lyst til at vende tilbage til og læse videre i over mange læsninger. De er selvfølgelig også magasiner med lidt flere sider og dyrene end uge-udgivelserne, men det virker som om, der er færre pligtformater og mere fri lystskrivning.
For eksempel har IN hyret juraprofessor og modekender, Ditlev Tamm, til at skrive om, hvad det betyder, når kvinder går med slips. Og journalist Freja Bech-Jessen skriver det, jeg vil kalde et parforholdsinterview med Daniel Dencik og Sofie Linsaa Dencik om at skabe en lidt bredere definition af det at være en børnefamilie. Sara Maria Glanowski skriver fra et nedlukket New York, og IN har hyret videnskabsjournalist fra Weekendavisen, Lone Frank, som ny klummeskribent. Frank skal lige i gang, for det er en ret kedelig klumme, men jeg vil gerne anerkende redaktionens mod til at tage chancer og skrue op for det, som damebladene især har savnet: Gode skribenter og originale ideer.
Også i Eurowoman er man begyndt at invitere nye skribenter ind, herunder mig selv, så det er svært at forholde mig superkritisk til… Det er dog bemærkelsesværdigt, at så mange af magasinerne har fokus på krop og sex og sexlegetøj til kvinder. Costume er for eksempel stadig et ret traditionelt modemagasin, men et stort interview med Maja Malou Lyse, en artikel om sexlegetøjets indtog i wellness- og skønhedsverdenen og en artikel om opgør med mainstreamporno og skønhedsidealer lyser op mellem klassiske forbrugsartikler og modetendenser. Dog kunne det være fedt, hvis fokus rykkede sig lidt fra kvinden som krop over til intellekt og skabervirke.
Frem med Dankortet?
Endelig kommer så det helt store 100 kroners spørgsmål: Følger læserne med til de ”nye” gamle dameblade, altså den nye linje i forhold til temaer, skribenter og udseende, som i hvert fald Femina og IN har redesignet? Det er en gammelkendt magasin-forretningshemmelighed, at det er svært at sælge annoncer, målrettet kvindelige forbrugere i hvert fald, på det frie reklamemarked, hvis man bliver alt for kradsbørstig og politisk redaktionelt.
Dior og deres lækre læbestifter vil groft sagt helst ikke forbindes med voldtægt eller gener ved overgangsalder eller andre uskønne dele af det kvindelige erfaringsrum. Så måske skal der en anden forretningsmodel til, opstøves nye annoncører eller også må annoncørerne bare adapte til en ny magasinvirkelighed?
Jeg talte 17 annoncer i Costume, 12 annoncer i Eurowoman, 9 annoncer i IN, 8 annoncer i ELLE, 6 annoncer i ALT for damerne og 5 i Femina (fraregnet de mange egenannoncer for egne koncernmagasiner), så umiddelbart ser det i dette øjebliksbillede af magasinpressen og annoncerne ud til, at de mest glossede magasiner er dem, der får flest annoncer. Den nye kurs afhænger naturligvis af køberne.
Alle de år, hvor kvinder som jeg har efterspurgt et magasin mere som Euroman eller Dossier til kvinder – altså med fokus på hvad kvinder gør, og mindre hvordan de ser ud – skal forløses nu. Nu skal vi købe dameblade og de mere “kloge” magasiner, hvis vi vil bakke op om den nye redaktionelle linje. Personligt har jeg tænkt mig at gøre netop det. Jeg vil nok ikke købe fire-fem magasiner månedligt. Men dem med den mest blærede dame på forsiden kommer til at vinde!
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
