De fleste af os kender den lykke-lignende rus, det kan give at finde den der helt særlige ting. Sat ned. Med 30, 40, 50 eller 60 pct. og hov, så kunne den lige ryge i indkøbskurven med det samme. Især på rejser har jeg fundet vilde tilbud, der har betydet, at jeg kunne købe f.eks. luksusvarer, jeg ellers aldrig ville have været i nærheden af at kunne betale for – som da jeg fandt en jakke fra den amerikanske designer Thom Browne sat ned med 75 pct! Den havde vist nok kostet omkring 10.000 kroner. Jeg fik den for langt mindre. Og var lykkelig.
Måske især fordi jeg dengang udmærket godt var klar over, at jeg aldrig nogensinde ville have råd til at give 10.000 kroner for en jakke, om så den var nedarvet fra Kongen af Saba og besat med de fineste diamanter.
Deri ligger måske det helt grundlæggende problem: At vi ikke længere har noget som helst begreb om værdi. At vi med udsalg, lagersalg, VIP-salg, kø-salg, Black Friday-salg, slutsspurtsudsalg, mid season sale, sample sale, julesalg og hvad ved jeg er blevet vænnet til, at alting kan, og skal, blive billigere.
Masser af mennesker har ment både for og imod, når det kom til Black Friday. At det er elitært at være modstander, fordi alle skal have råd til at shoppe. At det er et amerikansk markedsføringstrick, der skal få os til at forbruge mere. At vi får stoppet produkter i halsen, som vi ikke har brug for. At nogen køber nødvendige ting til en billigere penge, og at det da må være win-win.
Tøjdesigneren Mads Nørgaard valgte at lukke sin webshop og offentligt kommunikere, at Black Friday er et skingert og unødvendigt koncept. Wood Woods grundlægger Karl Oskar Olsen tog til genmæle på Twitter og pointerede, at det er et hult argument, når man samtidig holder lagersalg og udsalg og hele baduljen.
De er i og for sig alle sammen rigtige, argumenterne, og de står faktisk ikke i modsætning til hinanden, selvom beskyldningerne fyger på kryds og tværs af udsalgskøen. For helt overordnet misser alle de her argumenter noget helt centralt: Nemlig at der er noget rivravruskende galt med den grundlæggende præmis for vores forbrug.
At varerne, til at starte med, er værdisat så højt, at butikkerne stadig kan tjene penge på, at sætte dem ned med 30 pct. At der nu er kommet så mange udsalg, at butikkerne lidt tisser i bukserne for at holde varmen hver gang. De sælger nok masser af produkter, men tjener de nok penge på dem til at kunne overleve på sigt? Forstår vi, hvorfor noget skal koste mere end noget andet? Hvorfor skal der overhovedet sættes så mange produkter i verden, at det er nødvendigt at sætte dem på udsalg eller leje kæmpe haller for at kyle dem i nakken på os på lagersalg, som om det pludselig ikke længere har værdi et par måneder efter lanceringen af et produkt?
Men hvorfor er det et problem, spørger du måske? Fordi vi er ved at smadre vores klode af forbrug. Modebranchen er en af de mest forurenende brancher i verden, og der er stort set ikke nogen herhjemme, der reelt set har brug for særlig meget mere. Ikke nogen af os. Vi kunne leve med vores klæder og møbler i årevis alle sammen og bytte børnetøj internt. Alligevel shopper vi løs.
Men vi forstår ikke, hvad det er, vi køber. Vi ved, at vi altid kan få noget nyt til en god pris, og at der står et nyt udsalg og venter rundt om hjørnet og derfor passer vi ikke længere særlig godt nok på de ting, som vi nu engang har.
Jeg gør heller ikke selv, så jeg skal næppe være hellig. Jeg slider mit tøj til ukendelighed, men gider ikke få det repareret. Bukser ligger i et år uden at blive brugt, fordi de mangler en knap, og jeg ikke får taget mig sammen til at gøre noget ved det. De kostede alligevel ikke noget. Rensetøj kan ligge i 10 måneder i vasketøjskurven uden at blive fixet. Det samme med uld.
Jeg er nu i gang med at omstille hele min garderobe. Det tager tid. Men jeg prøver at tage helt andre valg end tidligere. Fordi det er nødvendigt, og fordi jeg ikke længere kan byde mig selv andet.
Dette år blev Black Friday-salget mindre end forventet. Der blev ikke sat ny shoppe-rekord – for første gang i fire år. Der blev kun (!) solgt for 1,94 mia kroner via dankort. Muligvis er det ikke ny rekord, men det er stadig helt vanvittigt mange penge at sælge for på en mærkedag, der slet ikke eksisterede for bare 5 år siden. Netop fordi der lige pludselig kommer flere dage, hvor vi vil købe mere for færre penge, så ender vi faktisk med at skrue forventninger op. Forventningerne til hvor mange styks af en t-shirt der skal sættes til salg, hvis der både skal være til at hænge i butikken på fuld pris og pumpe ud til det ene og det andet udsalg. Og så er det, at det bliver cirklen uden ende, at vi aldrig kommer videre og ikke lærer noget.
Svaret? At vi kigger indad. At designerne i stedet for alfahan-diskussioner om, hvem der har mest ret starter en samtale om, om vi kan finde fælles fodslag i en anden retning og – sammen med forbrugerne – kan ændre et system, der er løbet løbsk.
Både for vores, vores produkters og vores fremtids skyld. Fremtiden kan trods alt ikke sættes på udsalg.
