I krydset mellem Fælledparken og Jagtvej lyser det rødmurede Egmont Kollegium weekenderne op, når der sendes farverige disko-prismer ud ad køkkenvinduerne.
Der er ofte fest. Torsdag. Fredag. Lørdag.
Søndag er der stille, men mandag… så sker der noget igen.
Et hold kollegievenner stimler sammen for at synge. 16 unge mænd for at være helt præcis. De kalder sig Rød Aalboys, og så øver de sig på noget, de kalder snapseviser. Noget, de er ret så gode til. Faktisk har de spillet for hele Danmarks Daisy to gange og kan skrive et hav af firmafester, kirkekoncerter og kollegieevents i cv’et. De har skabt sig en niche, som går rent ind hos folket.
I midten af foretagendet finder man brødreparret Jonathan og August Vincents.
Til daglig er de begge fuldtidsstuderende og så deler de bopæl på Egmont Kollegiet. Jonathan er korets dirigent. August er tenor og har som sin storebror været med fra korets spæde start, som startede op for halvandet år siden, efter Jonathan havde været på udveksling i Trondheim.
”Her sang jeg i et mandskor, og når vi var færdige, samledes vi i en lille hybel, hvor det ikke var tilladt at have et anlæg, men der var til gengæld et klaver. Så mens vi sad derinde, blev der en gang imellem slået på klaveret og råbt, ”Det synges for lite!” og så var det ellers bare med at stemme i på den sang, der blev valgt. Det var tit snapseviser,” fortæller Jonathan.
Men hvad er en snapsevise egentlig?
Faktisk er traditionen primært svensk, men den har tidligere været ganske udbredt som bordunderholdning i hele Skandinavien. Visen fortæller typisk en lille humoristisk historie på flere vers om at drikke snaps. Og så kommer der ofte flere viser i flæng som del af et længere ritual. En af de helt populære er ‘Helan Går’, som lyder sådan her:
“Helan går
Sjung hopp faderallan lallan lej
Helan går
Sjung hopp faderallan lej
Och den som inte helan tar*
Han heller inte halvan får
Helan går
(Drink)
Sjung hopp faderallan lej”
Startede for sjov
Det var en åben-scene tradition på Egmont Kollegiet tilbage 2022, som lagde grunden til Rød Aalboys, fordi Jonathan for sjov samlede et lille, firstemmigt kor. Men her halvandet år senere er koret blevet tredoblet og repertoiret byder på mere traditionelle snapseviser.
Loftet til deres faste mandagsøver er også blevet en del højere, idet den nu foregår i nabokirken kun en spytklat fra kollegiet. Her har et venskab med præsten skabt dem en ret lukrativ aftale.
”Jeg dukkede op til en gudstjeneste med spisning en aften, hvor jeg bevidst kom i snak med præsten og spurgte, om vi måtte øve derovre til gengæld for en koncert, mens jeg trak lidt på kirkens tilslutningsproblemer. Det gik præsten med til. De har aldrig haft så mange i kirken, som de havde til den koncert. Vi har beholdt en ekstranøgle siden.”
Selvom Røde Aalboys godt nok synger om snaps, holder de sig fra at drikke alkohol, mens de øver i kirken.
”Vi har en pause i midten, hvor vi rent faktisk bare drikker te. Og spiser en bastognekiks,” siger Jonathan.
Bas-kasser og røde seler
Måske gør Rød Aalboys sig meget klogt i at holde hovedet klart. Der er i hvert fald smæk på koncertkalenderen. De har sunget til alt fra julefrokoster til virksomhedsselskaber, ligesom de selvsagt også er efterspurgte på kollegiet.
”Vores kor er nok et lidt spændende alternativ til det de ellers får ud, hvor vi kan give lidt nyt liv på den måde,” siger August.
Som regel starter koret allerede opvarmningen på deres cykler, for snapsekoret cykler for det meste, når de skal ud at optræde. Ølkasserne, som basserne skal stå på for at blive set, har de med på bagagebæreret. De såkaldte ’bas-kasser’.
”Min taske tillader, at der er hele to mælkekasser på den som et stort skildpaddeskjold. Og så cykler vi syngende som en samlet formation ud til koncerten,” siger Jonathan.
Mælkekasse-æstetikken får dog også modspil af en mere forventelig kormundering, fortæller August:
”Vi har altid hvide korskjorter på til koncerterne. Og så har vi fået røde seler, hvilket der er delte meninger om. Det er jo ikke sådan nogen score-seler, man ser smart ud i. Men det giver en samhørighedsfølelse.”
En sang for Daisy
For Rød Aalboys gjorde det stort indtryk, da de i 2022 optrådte for den nu abdicerede Dronning Margrethe, der som uddannet arkæolog deltog til Det Kongelige Danske Geografiske Juleselskab.
Dén koncert var et kvantespring i korets dengang ret korte historie. Men det skete faktisk ved lidt af en tilfældighed. Og lidt klassisk networking, hvilket de har bevist, de er gode til.
”Underholdningen havde meldt fra, hvilket nogen i koret så og derfor skrev direkte til arrangøren. De var ret tilbageholdende med sådan et snapsevisekor. Men arrangøren kom så ud og hørte en af vores koncerter og sagde gerne måtte komme og synge,” fortæller August.
”Det var sjovt at synge for dronningen. Jeg tror, det var min personlige high. Jeg skulle sige lidt undervejs, som jeg slet ikke kunne huske, selvom jeg havde øvet det til punkt og prikke. Men jeg havde så skrevet det på min hånd, som jeg kiggede ned i imens. Det har nok set lidt kikset ud. Jeg er ikke den store royalist, men da hun sad der, føltes det stort,” siger Jonathan.
Sidste år gentog de så succesen til selvsamme juleselskab. ”Nu kan man jo sige, at vi er officielle kongelige hofleverandører,” siger Jonathan.
En anden type mandefællesskab
Korets medlemmer kommer med mange forskellige musikalske baggrunde. Nogle er på konservatorie-niveau, andre er grønskollinger, men de er fælles om lysten til musikken og fællesskabet.
Og så er de allesammen mænd. Hvilket man nu ikke skal lægge for meget i, mener August:
”Det udspringer sig helt praktisk af, at det er musik, der er skrevet til herrestemmer. Så det er udelukkende en musikalsk overvejelse. Og et herrekor kan bare noget andet musikalsk, ligesom et kvindekor kan.”
”Man kunne måske være bange for, at det skulle blive sådan en brovten højlydt stemning. Men der er meget lidt mandehørm over det,” siger Jonathan.
De er enige om, at koret tilbyder et alternativ til de kønsstereotype mandefællesskaber, som de ellers færdes i.
”Det er et mere følsomt fællesskab, hvilket har været vigtigt for mig. Jeg havde astma som barn og var ikke så god til fodbold, så jeg blev råbt meget ad. Her trak musikken mere. Her i koret synes jeg, vi som fællesskab snakker mere med hinanden og spørger ind til hinanden. Og så er det ikke særlig højlydt, hvilket der godt kan være på kollegiet, hvor man ofte skal holde sig til for at få sagt noget,” siger Jonathan.
”Korfællesskabet er jo udelukkende et tilvalg. Kollegiekøkkenet er selvfølgelig også et fællesskab, men til en vis grad et tvunget et. Selvom man kan have vildt gode relationer, er det jo ikke alle, man har tilvalgt på et køkken. I koret kommer du ikke, hvis du ikke synes, at det bare er for fedt,” siger August.
Korfællesskabet omkring snapseviserne udgør ironisk nok også et modstykke til den alkoholkultur, der fremhersker både indenfor og udenfor kollegieverdenen. Således var den seneste herretur i sommerhus også lidt anderledes, end man måske kunne tro.
”Nogle lavede krydsord, samtidig med at der var nogen, der sang og drak snaps. I andre fællesskaber kan man godt nogle gange opleve, at nogen siger ”Hvorfor drikker du ikke snaps nu?” Sådan var det ikke her. Det var meget afslappende, selvom vi var 14 mennesker sammen i et meget lille hus,” siger August.
”Vi blev jo heller ikke sådan superfulde. Det er lidt en gimmick, det der med at drikke snaps. Det har en naturlig regulering, fordi det ikke smager så godt,” siger Jonathan.
Når de så alligevel smækker snapsen på bordet, som det alligevel sker fra tid til anden, er det dog ikke Rød Aalborg, der går som all time-favoritten.
”Det burde det jo være, men det er det for de færreste. Vi er faktisk blevet gode venner med det danske Spirituskompagni, som giver os flasker en gang imellem. Til årets Egmont Festival gav de os 42 flasker i sponsorat. Det var for mange. Og dem, der ikke blev drukket, var i høj grad Rød Aalborg,” siger Jonathan.
Fremtiden for Rød Aalboys kommer forhåbentlig til at byde på endnu flere koncerter. Og gerne udenfor landets grænser.
”Vi vil rigtig gerne på turné. Vi kommer jo til at have nogle penge i kassen nu, men vil også søge nogle fonde. Helst til Sverige eller Norge, hvor viserne kommer fra. Så kan vi alliere os med et damekor og turnere rundt mellem de skandinaviske lande og byer. En masse lange busture med sange hele vejen,” slutter Jonathan.
