Foto: Rita Kuhlmann

Det vælter frem med mænd, der græder: Det er godt, men der er også et men

Vi er ikke vant til at se mænd, der viser deres sårbarhed offentligt på den måde, vi har oplevet på det seneste. Men midt i hæderen af de maskuline foregangsmænd, der gør op den klassiske mand, må vi ikke begå den fejl at undertvinge mænd et nyt ideal.

Først var der Claus Meyer. Han stod og så en historisk tenniskamp og blev så følelsesmæssigt påvirket, at han begyndte at græde, hvilket han så filmede og smed på Instagram. Så var der radiovært Kasper Kirkegaard, som under et afsnit af TV2’s ‘Korpset’ brød sammen i tårer efter et par dages umenneskelig militærtræning.  

Så var der Tobias Rahim, dansk popmusiks store stjerne og ophavsmand til sangen ‘Når Mænd Græder’, som meldte fra til P3 Guld på grund af angst. Så Prins Joachim, som nærmest græd på gaden i Paris. Og ovre i England begyndte den intellektuelle megastjerne og feminisme-kritiker, Jordan B. Peterson, for nylig at græde under et tv-interview.

Her på det seneste er det væltet frem med mænd, der græder.

Rundt omkring på internettet og i medierne er de generelt blevet hyldet. Mange er glade for, at mænd som dem er med til at bane vejen for et nyt og mere følsomt maskulinitetsideal, selvom især den ene fik på puklen af tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, for at være en “tudeprins”. 

Dét skabte selvfølgelig også en del palaver, fordi netop det ord afspejler en usund kultur, hvor vi lærer drenge ikke at græde ved for eksempel at give dem øgenavne, hvis de gør. Det er svært at være uenig i den kritik, selvom ordet i semantisk forstand formentlig aldrig været mere præcist dækkende end lige dér. 

Dybest set er vi bare ikke vant til at se mænd vise følelser på den måde, som vi har set på det seneste. Vi har opdraget generationer af drenge og mænd til ikke at udtrykke deres sårbarhed, til at tage sig sammen og være hårdhudede. At mænd er sårbare er imidlertid ikke noget nyt, det er et menneskeligt vilkår, men der er forskel på, hvordan vi som køn lærer at takle sårbarheden. 

Historisk set har det været nødvendigt for mænd at gemme følelserne væk og fortrænge, fordi de havde hårde fysiske jobs, nogle gange langt væk hjemmefra, hvor det ville være uhensigtsmæssigt at tænke for meget over tingene, hvis man skulle få noget fra hånden og livet til at fungere.

Sådan er det stadig for mange – stilladsarbejdere, asfaltører og sømænd er, ja, fortrinsvis mænd – men for Claus Meyer og prinser er det anderledes. De er priviligerede mænd med plads og overskud til at udfordre det klassiske maskulinitetsideal. Det lyder måske provokerende, men at filme sig selv, som Meyer gjorde, er, uanset hvordan man vender og drejer det, en ekstrem selviscenesættelse af ‘den grædende mand’. 

Nu er han ganske vist heller ikke blevet hædret som sådan, de fleste har nok mest af alt bare været lidt overraskede. Til gengæld har Tobias Rahims måde at håndtere en personlig krise med stort psykisk pres aftvunget respekt, ligesom at Kasper Kirkegaard efter sigende skulle være blevet bombarderet med omsorg efter, at han trodsede sin internaliserede skam over som homoseksuel ikke at være mand nok og græd for rullende kamera.

Tobias Rahim
Tobias Rahim. Foto: Rita Kuhlmann

Vigtigt at støtte

Det er vigtigt, at vi som samfund bliver ved med at acceptere og støtte mænd, der græder, for selvfølgelig har mænd også brug for at græde sommetider. Og som en af populærkulturens big shots er det kun positivt, at Tobias Rahim er åben om sine problemer, fordi han lige nu står i midten af den kulturelle arena, musikken, hvor samfundets maskuline tendenser altid har knopskudt og cementeret sig.  

De traditionelle kønsnormer og maskuline forventninger til mænd, som hersker andre steder i samfundet, er utvivlsomt stadig problematiske, navnlig for de mænd, der føler sig forkerte og psykisk pressede, fordi de ikke rigtig passer ind. 

Nu kommer der så et men. For inden vi kommer for godt i gang med at bifalde gråd og nye maskulinitetsidealer, skal vi også passe på, at vi ikke kommer til at begå netop den fejl, vi forsøger at rette op på. Nemlig at udstikke et nyt ideal for, hvordan mænd skal være.

For nogle mænd græder, og nogle mænd græder ikke.

At vise sin sårbarhed overfor andre må aldrig blive et påbud, det må ikke blive ophøjet som et nyt maskulinitetsideal. Ikke at det er blevet formuleret så direkte af nogen, for selvom vi taler meget om toksisk maskulinitet og det forbandede patriarkat, er vi stadig forsigtige med hensyn til at sætte ord og retning på, hvor fremtidens mand skal hen. 

Men det er næppe nogen fejlanalyse af zeitgeisten i kønsdebatten, at der ligger en kritik af den hårde mand i enhver eksplicit hæder af den bløde mand.  

Efter min mening er det dog ikke et problem, at visse mænd ikke græder. Maskulinitet er som sådan ikke farligt eller forkert, selvom det ofte kan fremstå sådan i debatten, at maskulinitet som sådan er toksisk. Omvendt er der masser af gode maskuline træk og dyder, som vi for altid bør opfostre vores børn til at udvikle og udvise. Her tænker jeg for eksempel på mod, risikovillighed, styrke, initiativ, åbenmundethed, stoisk ro, at bide tænderne sammen og stræben. Det er altsammen positive og brugbare karaktertræk i livet, hvad end man er mand eller kvinde eller noget andet. 

På samme måde er det, at man ikke viser sine følelser åbent, ikke per se problematisk eller et udtryk for personlige komplekser. Ikke alle mænd undlader at udvise sårbarhed, fordi det er et tabu, men simpelthen bare, fordi det er det, de har det bedst med. Kald dem knudemænd eller træmænd, men dem skal vi selvfølgelig også rumme – og ikke undertvinge et nyt imperativ om at tale om alting.

Kønsnormer og maskuline forventninger kan være en mental spændetrøje, men det kan også være en ramme for mænds identitet, som de elsker og forstår og derfor befinder sig godt i. Ordknappe eller ej. 

Sindet er ikke en trykkoger

Tidligere på året udgav Zetland et interessant interview med Pia Callesen, der er forfatter og psykolog med speciale i metakognitiv terapi. Hun mener, at løsningen på mange psykiske problemer og bekymringer er at tale mindre om dem. At gruble over og diskutere sine følelser kan nemlig (især for unge) være med til at forstørre problemerne, siger hun, og hun dementerer samtidig den ellers udbredte opfattelse af sindet som en trykkoger, hvor tingene hober sig op, hvis man ikke taler om dem. Men problemer reguleres faktisk af sig selv i sindet. Medmindre de selvfølgelig er så store og traumatiserende, at de hæmmer ens daglige trivsel.

Det er et interessant perspektiv, når vi diskuterer maskulinitet, og det bør vi tage højde for, inden vi brænder den traditionelle idé om maskulinitet på bålet med formaninger om, at fortrængning af følelser altid er noget dårligt. Psykologisk er det altså fuldstændig afgørende for vores evne til at fungere, at vi er i stand til at fortrænge visse dele af livet.

Jeg er med på, at det er en dårlig idé at bede mænd, der græder, om at mande sig op. Det er et ærgerligt og uhensigtsmæssigt udtryk, og med hensyn til de grædende mænd nævnt her i artiklen er jeg lutter opbakkende, fordi vi stadig har brug for følsomme mænd at spejle os i.  

Men jeg vil mene, at det, som udtrykket betyder, afspejler en vigtig egenskab i livet, nemlig at kunne tage sig sammen i visse situationer. Det skal vi fortsat lære vores børn, fra de er helt små, samtidig med at vi skal gribe dem og lytte, når det er det, de har brug for. Men det er værd at have den nuance på plads, inden vi harcelerer over hinandens måder at udtrykke netop den holdning på. Lige når det handler om køn og maskulinintet (og femininitet for den sags skyld) bør vi lade intentionerne fylde mere i samtalerne, før vi anklager hinanden for at formulere os forkert.   

Og mens mange er optaget af at tale om mænd, der græder lige nu, mig selv inklusive, er det samtidig værd at minde hinanden om, at der altså er langt større problemer for mændene i vores samfund, end deres evne til at græde eller mangel på samme. Man kan ikke græde sig ud af underklassen, ud af overrepræsentationer i selvmordsraterne eller sundhedskriser.

Jeg siger ikke, at det er privilegeret kunne græde som Claus Meyer, Jordan B. Peterson, Tobias Rahim, Kasper Kirkegaard eller prins Joachim, men det er tydeligvis stadig et privilegium at kunne leve op til idealet om at udvise følsomhed i 2022. Mange mænd er slet ikke der endnu. Og det er måske – for nu at sige det lidt jysk – ikke så ringe endda. 

Find mere om
Footer graphics