Lyset bliver slukket, og hænderne finder vej først under dynen og dernæst også under tøjet ind til huden og ned mellem benene. Imens farer hede fantasier gennem hovedet. Det er noget af det mest private og mest hemmelige for os alle sammen, og for flere af os følges det med skam. Men hvorfor er det sådan, og hvad kan vi gøre ved det?
Det var den slags spørgsmål, som fik Julie Ralund til at gå i gang med at skrive en bog med fortællinger om, hvordan kvinder onanerer, og hvad de tænker om det, med det passende navn: ’Håndbogen’. Her er et eksempel på en af historierne:
”Det er oftest om natten (efter byture red.), at jeg går efter den mørke porno. Jeg har for eksempel en buttplug, som jeg aldrig bruger i ædru tilstand. Når jeg vågner næste morgen med tømmermænd og tænker tilbage på natten, kan jeg blive virkelig flov over vildskaben. Det er som om, der er en dark web indeni mig.” (Andrea 27 år)
Eksemplet ovenfor er blandt de 18 anonyme kvindeportrætter, som Julie Ralund (tv-producer, forfatter og medstifter af DR3) har med i sin bog. Den slags lyssky fortællinger bliver sjældent delt, de er akavede, og vi skammer os over dem.
”Der er den der dybe liderlighed, som ingen af os rigtig vil være ved. Vi er pinlige over at vise den dybe urkraft, hvor vi bare er ude af kontrol. Der ligger en opfattelse af, at vi skal være i kontrol på en eller anden måde, som er virkelig interessant,” siger Julie Ralund og fortsætter:
”Der er jo først ligestilling den dag, at man vil kunne sidde og sige åbent ”Jamen, jeg tænder på tanken om at blive voldtaget”, uden at der så er nogen, der tænker, jamen, så er du selv ude om det. Men det kan vi ikke sige højt, fordi det er skamfuldt at være til det. Det viste sig dog, at rigtig mange af kvindernes fantasier handlede om at blive frataget kontrol og voldtægt. Og én lesbisk fortalte, at hun skammede sig over til tider at tænde på en tissemand. Jamen, helt ærligt. Vi kan da ikke alle sammen ligge og skamme os over et eller andet. Nu må det stoppe!”
Mange af os går tilsyneladende rundt og skammer os. Og skam kan føre til stress og en følelse af at være forkert, og så bruger vi tid på igen at komme i balance. Mantraet om, at vi skal elske os selv, yde selvomsorg og tage tid til me–time lyder ofte fra livsstilsterapeuter og diverse medier. Det er et samfundssymptom. Så nogle vinterbader, andre går til terapi, og generelt bruger mange af os formuer på at mærke os selv. Julie Ralund indrømmer, at hun gør det lige så meget som alle andre, men konstaterer alligevel:
”Er der noget, jeg bliver træt af, så er det den her fluffyness med bare at være glad for sig selv. Tænk, hvis nu, at vi har fået alle redskaberne. Tænk, hvis nu, at vi ikke behøver søge ud for at komme ind? Vi har fået en knap, både til mere nydelse – eller til tider bare afkobling. Den snakker vi bare ikke om, for det er forbundet med sex.”
Og netop, fordi det er forbundet med sex, så er det forbundet med skam. Den kobling ligger dybt inkarneret i vores samfund, vores kultur og i os selv. Uanset, om vi er mænd eller kvinder. Vi er fra gamle dage opdraget til, at sex er noget, man har med sin partner for at reproducere og ikke for nydelsens skyld. Derfor bliver det så meget mere skamfyldt at gøre det med sig selv, for så står nydelsen alene.
”Måske et af svarene ligger i, at vi kvinder ikke er særlig gode til at bare lægge os ned og nyde. Vi tager os ikke tiden. Og derigennem tror jeg også, at svaret på orgasmekløften ligger. Fordi det er jo klart, at vi ikke kan guide nogen, når vi ikke selv synes, at det er okay, det vi gør. Når vi skammer os.” siger Julie Ralund.
Men hvornår gik det egentlig galt for kvinders seksualitet? Hvor kommer al den skam fra? Og hvorfor er det mere skamfyldt for kvinder at tale om onani, end det er for mænd?
”Der er ikke mange svar i den bog, men jeg kan sige så meget, at Luther gjorde ikke noget godt for klitoris. Der blev født en skyld og en skam, som det kommer til at tage nogle århundreder at ryste af os, fordi vi har fået at vide, at kvinder skal holdes nede på en eller anden måde.”
Religion og politiske regimer har til alle tider holdt mennesker nede på den ene eller den anden måde. Og en af årsagerne har givetvis været at få folk til at få børn og ikke spilde frugtbar sæd på jorden, som det hedder i den bibelske fortælling om Onan, der har givet navn til ordet onani. Julie undrer sig faktisk heller ikke over behovet for styring:
”Der ligger en absurd urkraft i vores seksualitet, som jeg egentlig godt kan forstå, at man har haft behov for at holde nede. Og det er jo ikke anderledes for mænd, de har fået fortalt den samme historie – men måske har vi i højere grad accepteret deres drift, end vi har med kvinder.”
Dertil kommer hele seksualundervisningens betydning for vores opfattelse af os selv.
Udover Luthers formodede negative indflydelse, så har seksualundervisningen også en finger med i spillet, når det handler om skammen og fremmedgørelsen over nydelsen ved egen krop. Julie Ralund fortæller, at hun i arbejdet med bogen har læst seksualundervisningsmaterialet til folkeskolen, og at det handler meget om samtykke og køn, som man underviser i.
”Og det er jo helt vildt fint. Det er bare pudsigt, at vi ikke underviser i nydelse.”
Vaginalorgasmen er den fine ogasme
Apropos nydelse, så har den historiske forståelse af sex været med til at undertrykke netop nydelsen. Da sex primært er blevet set og formidlet, som et reproduktionsredskab har det været med til at skabe et hierarkisk billede af orgasmetyper. Penetrationssex og sex med en partner er derfor anerkendt som det rigtige:
”Undersøgelser viser, at 80 procent af os ikke får vaginalorgasmer. Alligevel jagter vi den der vaginalorgasme, fordi det er den fine af dem, ikke? For det første er det klitoris, der styrer dit g-punkt, som giver vaginalorgasme. Klitoris er det kvindelige omdrejningspunkt for nydelse. Men at stimulere klitoris bliver kaldt forspil. It’s not the real deal. Men det er det jo. Det er da lige så meget sex. Retorisk taler vi fejlagtigt om at få hende til at komme først eller bagefter eller imellem, fordi hun kan ikke det, som anerkendes som den egentlige sexakt.”
I ’Håndbogen’ kan man sammen med de 18 anonyme onanihistorier også få råd og fakta. Der er for eksempel den, for sikkert mange, overraskende historie om, at klitoris historisk og biologisk set har været overset. Det er faktisk så sent som i 1998, at den australske læge og urolog Helen O’Connell udgav forskning, der viste, hvor stor en betydning, klitoris egentlig har for den kvindelige seksualitet.
“Vi er på sådan et baby-stadie i forhold til, hvad den der maskine dernede kan. Enten har vi vidst det engang, eller også har vi aldrig vidst det, og hvis vi har vidst det, så har vi pakket det væk. ”
Historiske fund tyder dog på, at klitoris ikke altid har været gemt væk. Julie Ralund fortæller, at hun i forbindelse med en podcast er blevet præsenteret for det, der sandsynligvis er historiens første gengivelse af en klitoris. Den er afbildet på et stort bronzekar fra år 450. f.kr. Det faktum, at der er brugt tid og energi på at vise klitoris, tyder på, at klitoris har haft en betydning i samlejet mellem mænd og kvinder. Hvis det er rigtigt, så er det dog, som bekendt en betydning denne erogene kropsdel på kvinder senere har mistet.
En samtalestarter
På mit forudindtagede spørgsmål om, hvad forfatteren håber, at ’Håndbogen’ vil kunne gøre for kvinder, svarer hun hurtigt, at den sikkert kan blive lige så populær hos mænd.
”Mændene kan også lære noget. De vil jo så gerne. Men fordi vi, kvinder, ikke har noget sprog for det her, så kan vi heller ikke fortælle om det.”
I forordet til ’Håndbogen’ skriver Julie Ralund, hvordan de interviews, hun har samlet i bogen, er blevet til fortællinger, som aldrig før er blevet fortalt, noget, og at det kunne mærkes på, hvor rørte kvinderne blev i deres samtale med forfatteren, da de for første gang delte det, som er deres allerhelligste, hemmeligste eller mest skamfulde.
”Vi har et helt parallelt liv ved siden af det, som vi deler med vores veninder. Og det liv har vi kørt med os selv. Vi har aldrig fortalt det til nogen, og aldrig sat det ind i en kontekst. Vi bliver ved med at insistere på, at den ikke har nogen betydning for et andet liv, men den har virkelig absurd stor betydning.”
Det parallelle liv, vi har levet, har været i den skamfulde skygge, som vi knap selv har turdet kigge på. Men med ’Håndbogen’ håber Julie Ralund, at læserne kan genkende sig selv i historierne og tænke ”Gud, det er jo ligesom mig. Sådan har jeg også haft det.”
”Det er ikke sådan, at jeg har en ambition om, at vi skal sidde og tale om, hvordan vi onanerer ved aftenbordet. Det må gerne være en privat sag. Det skal bare være en mindre skamfuld privat sag. Det skal være en privat sag, vi alle sammen anerkender, vi har.”
Drop de to tørre fingre
Udover at kunne fungere som samtalestarter, så er det også forfatterens ønske, at bogen kan bidrage med oplysning:
”Noget af det, jeg synes, vi skal have udraderet, det er, at det at få finger i 2023 åbenbart stadigvæk betyder, at to kolde, tørre fingre bliver stukket op i skeden. Og så ligger pigen der og tænker, at det burde være rart og føler sig forkert, ergo må jeg lade som om, det er rart.”
Misforståelser og misopfattelser af, hvad kvindelig nydelse består i, er netop, hvad Petra på 18 år fortæller om i bogen:
”Jeg drømmer virkelig om at blive lærevikar en dag og lave seksualundervisningen, som jeg synes, den skulle have været. Så ville jeg komme ind med ”rolig venner, nu er jeg her”-attitude, vise dem klitten og sige: ”Det er den her, der er vigtig!” (Petra 18 år, ’Håndbogen’)
Som Petra fortæller i sit interview, så har hun oplevet en forfejlet seksualundervisning, som en stor del af befolkningen desværre har. Og den manglende viden og de manglende historier er hverken mændenes eller kvindernes skyld, understreger Julie Ralund :
”Det er ikke en anti-mand bog. Det er ikke mændenes skyld, at man har et problem. Det er alt muligt, os selv, og Luther, som selvfølgelig var en mand. Men der er mange ting, og jeg skal ikke klantre nogen. Nej, for hvor fanden skulle de vide det fra? De har jo også kun fået en seksualundervisning, som handler om: ”Sådan her ruller du et kondom på”, og ”sådan her undgår du det”, og ”sådan foregår penetrationssex.” Vi lærer jo faktisk kun om penetrationssex.”
