“Jeg bliver bare ved og ved og ved og ved”: Vera om kunsten at lave et hit

“Da jeg begyndte at producere musik, ville jeg have, at mine venner syntes, det var dårligt. Jeg ville ud af det der kogeren musikermiljø, hvor man sad og drak kaffe og røg smøger og ventede på inspirationen skulle komme. Jeg ville være professionel og have det som et rigtigt job.

Det var så skønt pludselig at lave musik, hvor det ikke handlede om nogens ego. Det handlede kun om den gode sang. Det kan også nogle gange være lidt hårdt, fordi det jo også kan blive en kynisk måde at arbejde på.

Jeg tror på, at man altid kan arbejde sig hen til noget. Jeg sætter mig tit og arbejder, uden at der er noget at starte med. Men hvis jeg arbejder og arbejder og arbejder, så dukker der pludselig et eller andet op. Tit bliver jeg bare ved og ved og ved og ved med at gøre tingene bedre i musikken.

Jeg har perioder, hvor jeg tænker for meget på endemålet, når jeg laver musik. Jeg tænker på, hvordan jeg kan optimere en sang, så den kommunikerer klarest til flest muligt. Men på den måde mister jeg dømmekraften og troen på min egen smag. Jeg bliver nødt til at gå efter det, der tænder mig.

Jeg kan huske, da ‘Paris’ kom ud, at jeg begyndte at dyrke sange, der skulle fungere for sig selv som en enkelt single. Jeg kan huske, at mine venner lavede albums og jeg tænkte, det giver jo ingen mening, for det er jo bare de dårlige sange og så de gode indimellem. 

Da mit pladeselskab havde ‘Paris’ med til radioen, sagde de, at det var et vildt mærkeligt nummer. Det var for 80’er-rock, og Lord Siva sang pludselig på engelsk og lød som Sting. Da nummeret pludselig begyndte at stige på hitlisterne, sagde chefen fra mit pladeselskab, at han ville sige op, hvis den gik nummer 1. Der var ingen, der troede, det ville blive et hit. For mig er det dér, det bliver sjovest, nemlig, når det ikke giver mening, det, man laver.

Rick Rubin (amerikansk producer red.) har engang sagt, at vi ikke er kloge nok til at regne ud, hvad folk gerne vil have. Det eneste, vi kan, er at lave noget, vi selv tror på. Vi er slet ikke i stand til at regne et hit ud, før det findes.

Hvis man bare finder fire gode akkorder og laver et omkvæd, så bliver sangen aldrig større end det, vi forestiller os. Men jeg tror, de største hits, er skabt på en anden måde. Fordi der netop er sket noget uventet ved en fejl eller en tilfældighed.

Jeg har selv nogle simple metoder, jeg bruger, når jeg skriver musik. For eksempel at verset ikke må variere for meget. Jeg vil heller ikke have noget, der forstyrrer vokalen, fordi den skal have så meget plads som muligt. Det er vildt vigtigt i den slags musik, jeg laver.

Max Martin har lavet mange hits, som er så gode. De er ligesom en Coca Cola, hvor så snart man hører dem, tænker hele ens krop bare ‘yes’. Men dem, jeg personligt holder mest af, er one hit wonders, hvor sangen er større end artisten, og de kommer ud af det blå. For eksempel ‘Young Folks’ med Peter, Björn and John og Junior Seniors ‘Move Your Feet’ eller Gotyes ‘Somebody I Used To Know’, hvor omkvædet først kommer efter lang tid. Men jeg tænker også på Lukas Grahams ‘Seven Years’, som jo ikke har noget omkvæd, men bare er én lang salmestruktur. Dén havde Max Martin aldrig købt, han havde insisteret på et omkvæd. 

I foråret fik jeg den idé, at jeg ville lave den vildeste demo cd nogensinde. Men hvad er en demo egentlig? En demo er en sang, man ikke deler med nogen. Når man deler den, er den ikke en demo længere. Kanye Wests seneste fem plader og Frank Oceans ‘Blond’ er jo egentlig bare en demo-plade, men serveret som en rigtig plade. Æstetisk føles de som demoer, fordi de er så autentiske og abrupte. Og den der upolerede energi kan jeg virkelig godt lide. Så det er det, jeg selv har prøvet at gøre på ‘Studio Update 1’. 

Jeg sørger altid for at arbejde sammen med folk for at holde den kreative proces åben hele tiden. Når jeg skal skabe noget, er det vigtigt, at der er andre mennesker i rummet. Hvis jeg sidder selv, kommer jeg hurtigt til vide, hvad jeg vil. 

Mange af mine sange består også af stumper af musik, jeg har lavet sammen med andre i alle mulige forskellige sammenhænge. Det kræver, at man ikke er for sentimental omkring det, man laver. Ellers kan man ikke få sig til at ødelægge det hele tiden og samle stumperne.

Jeg har selv en smule OCD, når jeg arbejder. Jeg vil gerne holde tingene rene, stramme og simple. Hvis der er en rolle, som fungerer i verset, men ikke i omkvædet, så er der noget i vejen med den, tænker jeg. Den skal kunne fungere begge steder, selvom den ender med kun at være der i omkvædet. På en måde skal der være så lidt som muligt tilbage af sangen, mens sangen stadigvæk eksisterer. 

Hvis du gerne vil tjene penge, så er den her branche den forkerte. Du kan sælge sko, hvis du har det sådan. Verden er blevet så fucked med TikTok og virale hits. Det er så tilfældigt, hvad der bliver hits i dag, og det virker til, at mange på pladeselskaberne har en følelse af, at deres dømmekraft er sat ud af spil. For fem år siden ville min A&R på pladeselskabet aldrig have gået med til, at jeg udgav tre numre på én gang, fordi det dengang skulle være pletvis, så hver sang fik opmærksomhed nok, men i dag er alle regler sat ud af spil, og en branchetype som min A&R for eksempel synes bare, alt er fedt, fordi han nok er en smule desillusioneret. Men for pladeselskaberne giver mange sange mange Lotto-kuponer i markedet i dag. På den ene side er det skræmmende, men på den anden side skaber det også nogle spændende nye måder at udgive musik på.”