Nu må det fandme være nok! Det er tredje gang i denne uge, at der ikke er en ledig vaskemaskine. En følelse af afmagt og frustration vokser i min krop, mens jeg traver ud af vaskerummet og tilbage op på mit kollegieværelse. Vasketøjet, som for længst er nået over kanterne på kurven, flyder ud over betongulvet, som snart er helt dækket af sure underbukser og t-shirts med kaffepletter. På dørkarmen har jeg hængt mit våde håndklæde, som jeg var så heldig at få med i naboens vask. Jeg fik også mit lagen med, som jeg i et febrilsk forsøg har prøvet at hænge ud over altanen. Jeg ser nu, at det var en dårlig ide og kigger ned på lagnet, som er fløjet over altanen og fem meter længere nede ligger i en mudderpøl.
Vaskerummet i min bygning har udviklet sig til en krigszone, hvor kun de stærkeste og hurtigste får vasket deres tøj. Det minder mest af alt om spillet ‘Capture the flag’, hvor vaskemaskinen er flaget, og dine samboer er fjenden. Skyd eller bliv skudt, sådan er tankegangen. Forleden tog jeg mig selv i, på snedigste vis at sætte alarmen, så den passede perfekt med den igangsatte vask’ sluttid. Da alarmen ringede, styrtede jeg ned i vaskerummet, flåede den fremmede persons tøj ud, lagde det i en våd bunke oven på vaskemaskinen og kylede mit eget ind.
Og her er der ingen tid at spille. I køkkenet hænger spillepladen, det er her ugens strategiske slag skal slås. Et skema over alle vasketider er tegnet op for den kommende uge. Når en vask starter, har du 2 timer til at smide alt dit tøj ind, få det vasket og ud igen inden fjenden kommer. Det betyder også, at alle tider mellem 8-17 er udelukkede, for der er jeg i felten. Det kan de tilbageblevne krigere, som er syge eller på anden vis hjemme nyde godt af.
Når jeg endelig, efter længere tids planlægning og kamp mod fjenden, har overtaget “flaget”, er næste mål at få tørret tøjet. Hvis jeg er heldig, er fjenden væk, og jeg kan dermed bruge en af de fire sjældne tørretumblere. Mere sandsynligt er det, at jeg må i kamp igen for at få overtaget noget af fjendens territorium. Der er nemlig ikke plads til at tørre alt tøjet på mit eget værelse, så jeg skal ud og erobre.
Når erobringen er gennemført, og overboens værelse er dynget ind i mit tøj, kan jeg for en kort stund slappe af. Men kun for en stund, for når fjenden atter vender hjem, bryder krigen ud igen.
Men stop lige en halv. Fortæller denne ugentlige kamp i vaskerummet mere om os, end som så? Handler det om mere end en konkurrence om vaskemaskiner og tørretumblere. Jeg tror, det er en venlig påmindelse om vores menneskelige natur, vores evne til at miste empati og handle egoistisk, når vi føler os pressede.
Svend Brinkmann, argumenterer i sin bog ‘Stå fast’, at vores moderne samfund ofte fremmer selvcentreret adfærd og selvforbedring for enhver pris. Den konstante jagt på individuel succes kan føre til en form for egoisme og isolation. Det er som om, vi har glemt værdien af samarbejde og medfølelse i vores stræben efter at sikre os rent vasketøj.
Jeg medgiver gerne, at det at komme ud ad døren og pludselig opsnappe en sur duft, fordi ens t-shirt var våd for længe, før den kunne tørres, er en helt ubeskrivelig forfærdelig følelse. Min sure t-shirt og de problemer den medfører, blegner dog ret hurtigt i sammenligning med de virkelige konflikter og lidelser, der finder sted derude, på den anden side af døren til kollegiet.
Vores kamp i vaskerummet bør minde os om vigtigheden af at udvise tålmodighed og medfølelse over for vores naboskab, selv når vi føler os trængt og sure i bogstaveligste forstand. Lad os stræbe efter at skabe et samfund, hvor deling og samarbejde prioriteres højere end individualitet og konkurrence. Dette kan begynde i vaskerummet i din opgang, men dets indvirkning kan nå ud over matriklen og ud i samfundet.
