Du kigger ned, mens dine kinder bliver flammende røde. Du venter bare på, at det er overstået. Din familie, dine venner, dit hold eller dine kolleger har givet sig til at synge fødselsdagssang for dig. Sødt af dem, men ikke nok med, at du ikke ved, hvad du skal gøre af dig selv i de minutter, scenen med dig i centrum udspiller sig, så skal du også trækkes med, at fødselsdagssangen bare er virkelig, virkelig dårlig.
Det gik for alvor op for mig, da jeg havde fødselsdag i sidste uge. Min familie vækkede mig pligtskyldigt med flag og rabalder, og jeg blev ægte glad i hjertet. Men den sang der… den er jo alvorligt talt frygtelig. Melodien er sådan set fin nok. Glad og nogenlunde fuld af pep. Men kompositionen, selve teksten og dens skrækkelige forsøg på enderim. Av. Det er en ren sproglig pinsel på fire vers. Og det er egentlig utroligt, at vi finder os i det, når man tænker på, at fødselsdagssangen i gennemsnit bliver sunget 16.000 gange hver dag.
Sangens salme-inspirerede omvendte ordstilling kan få enhver med bare en minimal forkærlighed for sprog til at græde. Tag nu for eksempel linjen: “Hun sikkert sig en gave får, som hun har ønsket sig i år.” Det er decideret kreativ dovenskab at begynde at lave sætninger med omvendt ordstilling – som vitterligt ikke giver mening – bare for at få lortet til at rime. Selv mit tekstprogram sætter skeptiske blå linjer under sætningen, når jeg skriver den her.
Jeg kender ingen, der ikke har studset over sætningen: “Hun sikkert sig en gave får.” Og det er jo slet og ret, fordi det er en sætning, man aldrig nogensinde ville sige. Som barn fattede jeg det slet ikke og sang noget á la: “hun sikker saj en gave får…” Den nordjyske singersongwriter, Allan Olsen himself, giver også fødselsdagssangen en tur med grovfilen i en af sine erindringsromanerne. Som barn troede han, at de sang om ‘et gave-får’, og hvad i alverden er det?
Nå, men efter første vers går det også altid helt i kludder. Der er ingen, der kan huske, hvad der kommer hvornår, og versene bliver blandet sammen i en skønsom pærevælling. Og så er der det med, ‘for hjemme venter mor og far’. Den sætning virker fuldstændig malplaceret, hver gang du synger sangen for en, der har passeret 15 år, hvorfor der må derfor digtes, og ord må strækkes. “Men denne dag er også rar, for hjemme venter hendes kaaaat.” Det samme med: “og når hun hjem fra skole går, hurra, hurra, hurra,” som altid skal laves om til dagpleje, børnehave eller arbejde. Og hvad gør man egentlig her med pensionisterne, og alle de andre der for det meste bare er derhjemme?
Verset: “Hvor smiler hun, hvor er hun glad, hurra, hurra, hurra, men denne dag er også rar,” må imidlertid være den mest uforståelige af dem alle. Hvorfor det ’men’? Der er ikke noget modsætningsforhold, det kan læne sig op ad. Igen virker det, som om det bare er kastet ind for at få et antal ord til at stemme.
Fødselsdagssangen, som vi kender den, så dagens lys i 1913. Vi har altså sunget den i mere end 110 år. Det var den københavnske skolelærer Otto Mikkelsen, der både skrev og komponerede sangen i sin tid. Hvorfor den tog danskerne med storm, har jeg svært ved at finde ud af, men Otto Mikkelsen gjorde ikke desto mindre karriere som komponist resten af sine dage.
Gennem tiden har flere gjort et ihærdigt forsøg på at lave en ny, for eksempel den danske nationalskjalds-digter, Benny Andersen. Den er der imidlertid ingen, der kender. Og så har vi ‘den med instrumenterne’, men ens ører giver sig jo til at bløde, når en forsamling af voksne og børn prøver at lyde som en elguitar på samme tid, og det synes jeg virkelig ikke, at der er nogen grund til at gøre mod hverken sig selv eller nogen andre fødselarer.
For mig er fødselsdagssangen ren og skær sludder, og jeg kan mærke, at den irriterer mig mere og mere for hver gang, jeg er tvunget til enten at synge med på den eller tage imod den. Derfor har jeg tænkt mig at holde mig til den bombastiske svenske version fra nu af, som er en hyldest til fødselarens forhåbentligt lange liv. “Ja, må hon leva!” Ja, må hon leva uti hundrade år!” Ja tak.
