At blive skilt fra en forælder lyder måske mærkeligt, men det er formentlig mere almindeligt, end man skulle tro. Især for døtre, der skilles fra fædre, som ikke kan eller vil evne at løfte ansvaret for de børn, de har sat i verden. Min far er en af dem.
Kære far, du har formået at svigte ikke kun mig, men også mine søskende, og du har ikke turde stå ved det. Du har fået ni børn med fire forskellige kvinder, der alle er endt med at blive viklet ind i dit spindelvæv og har skullet kæmpe sig hårdhændet ud af det. Jeg har inderst inde virkelig ondt af dem alle.
I starten af mit liv var min far bare en weekendfar. Han hentede mig i børnehaven, vi tog toget sammen hjem til ham, og han fulgte mig tilbage i børnehaven om mandagen. Simpelt. Han opfyldte minimumskravet for, hvad en far skulle kunne.
Årene gik, og her opdagede han nok, at det begyndte at kræve lidt mere at være far. Jeg savnede hans omsorg og hans nærvær, som jeg jagtede i mange år uden held. Og den drøm bristede også med tiden. Et kram og et klap på ryggen var, hvad jeg kunne forvente på en weekend, hvis han ikke aflyste i sidste øjeblik.
Misundelsen kunne spire i mig over andre børn, der havde fædre, som krammede dem, trøstede dem og drillede dem kærligt. Min far ringede ikke på min fødselsdag, jeg fik aldrig gaver af ham, og jeg måtte og turde ikke græde foran ham. Det var noget pjat at græde.
Jeg husker dog, at vi en enkelt gang eller to var i biografen sammen alene. Han sad ved siden af mig, men snakkede næsten ikke til mig hverken før eller efter filmen på vejen hjem. Det virkede lidt som om, at han befandt dig i en anden verden.
Var der noget galt med mig? Gad han ikke tale med mig? Var jeg ikke god nok til at blive elsket af min far?
Store tanker for et barn på 10 år. Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvorfor han var så fraværende. Jeg er stadigvæk forvirret.
Skilsmisse efter 21 år
Da jeg sad her på samme tidspunkt for et års tid siden med rystende hænder, tårer i øjnene og et hjerte, der bankede af skræk, fordi jeg skulle til at udgive et læserbrev om ham, var det for mig en afslutning på et langt, turbulent og usundt forhold, der havde varet i 21 år.
Det hjalp mig til at komme videre. Jeg blev endelig skilt, selvom det tog mig mange år at nå frem til den beslutning, og den kærlige side af mig gerne vil give ham endnu en chance, fordi jeg nok savner ideen om ham. Men jeg havde brug for et endelig opgør for at komme videre med mit egen liv.
For et år siden sagde han til mig at: ”Jeg forstår dine frustrationer. Dem udstiller du jo så fint i dine artikler, men sikke en omgang substansløst vås. Jeg kommer i tanke om Carsten Jensens roman ’Vi, de druknede’. Jeg er fortælleren Albert”.
Albert er en af hovedpersonerne i romanen, der leder efter sin forsvundne far, men i stedet kommer han hjem med et skrumpehoved. Det kan være, at hans egen far var inkompetent.
I hans reference til romanen, som i øvrigt handler om en flok mænd, der er helt fjerne fra koner og børn, som vokser op uden en nærværende faderfigur og lever i deres egen lille mandsdominerede verden, forstår jeg nu også lidt, hvordan hans verden hænger sammen.
Alligevel sjovt, at han så nævner den, når fædrene i romanen svigter og giver afkald på familielivet.
Ligesom ham.
Daddy issues
Udtrykket ’daddy issues’ er opstået af en årsag. Især for en pige er relationen til hendes far enorm vigtig, når hun engang skal finde en mand eller kæreste. Psykologundersøgelser viser, at en ung pige, der har haft et dårligt forhold til sin, far ofte vil føle, at hun ubevidst ikke kan forvente noget særligt i forhold til at blive værdsat af manden. Hun vil søge at opveje de mangler, hun havde i forholdet til sin far og derfor stille færre krav. Måske er det derfor, at en del kvinder lever i voldelige og usunde forhold.
Men jeg kan vel ikke komme uden om, at jeg har en far, selvom at jeg engang imellem godt kan føle mig som et donorbarn med en anonym donor, der ikke vil have noget med sit afkom at gøre.
Han vil altid være min far og at kalde ham noget andet ville være underligt for mig. Måske vil jeg en dag bare kalde ham ved navn. Trods alt har han formået at skabe mig og otte andre væsener, som jeg aldrig ville kunne undvære i mit liv.
Heldigvis har fars dag har fået en anden betydning for mig i år, fordi jeg kan glæde mig til at se min egen datter, som min far nok aldrig får at se, vokse op med en kærlig far.
En ny generation af fædre er i mellemtiden opstået, og forhåbentlig klarer de det langt bedre end min far. Ligestillingskampen har også heldigvis skubbet til, at fædre har ændret holdning til faderskabet og alt det, der følger med.
Snart skal jeg selv have en datter. Og hun har heldigvis en far. Der er altid håb.
