En varm torsdag aften spiste jeg en hel plade Marabou og onanerede i min nye sofa. Og lige der midt i en orgastisk lykkerus, besluttede jeg mig for at gøre flere dejlige ting. Rejse mere. Tage på eventyr. Opleve mere. Og fokusere mere på mig selv og alt det, der gør mig glad. Kærligheden til mig selv. En slags onani for sjælen.
For tiden har jeg det godt, dårligt, lykkeligt, skønt, vidunderligt, smukt, mærkeligt, sjovt, melankolsk, magisk, ængsteligt og euforisk. Følelsernes svingninger kan godt give lidt søsyge. Men de minder mig også om, hvor åbent livet føles i tyverne.
Nu sidder jeg i en natbus på vej til Berlin på et sæde, hvor der heldigvis er plads til knæskaller. Turen er ret spontan. Jeg skal bo på Zur Schinke Hostel. Et værelse, ti senge. Der er noget yndigt over at rejse skraldet. Verden føles mere rå og autentisk, når man ikke er pakket ind i luksus. Måske har jeg bare ekstra meget brug for at mærke noget for tiden og flygte fra den tyverkrise, der prøver at flytte med ind i min nye lejlighed på Amager. Mange rejser ud i verden, når de er forvirrede eller sjælen skal plastres. Det virkede for Julia Roberts i en af mine yndlingsfilm, og derfor håber jeg nu på et tysk eat-pray-love-quick-fix.
Klokken 07.18 stopper bussen i curry wurstens hovedstad. Fem minutter fra mit hostel finder jeg en lille nuttet kaffebar, hvor man kan bestille en cortado gennem vinduet af en, der hedder Vladimir. Jeg skal ikke betale for kaffen. Det er en lokal velkomstgave. Han er en ældre herre med den slags charme, der nok har mange knuste hjerter på samvittigheden.
Mit hjerte har også været skilt ad og samlet et par gange. Men modsat puslespil bliver det ikke nemmere at samle, bare fordi man har prøvet det før. For tiden er døren til mit hjerte på ukontrolleret autopilot. En dag står den på klem. En dag lukket. En dag helt åben. En dag låst.
Aftenen i Berlin bliver lun og lyserød. Jeg spiser med to piger fra Danmark, et par gutter fra Israel og en fra Skotland. Efter fire Erdinger Weißbier bliver der stillet et spørgsmål. “So what is your heartbreak story?” De er alle rejst solo ud i verden for at polere ridser i hjertet. Forskellige ridser. Nogle nye. Nogle gamle. Uforløste. Kompliceret.
Vi ender i en skjult betonopgang, hvor der gemmer sig en dør til en lille klub. Jeg forestiller mig, at vi skal ind og danse til hård teknomusik blandt store pupiller til lugten af kultiveret liderlighed i et polyamorøst mekka, men bag døren svæver folk lykkeligt rundt til argentinsk funk og blød tekno.
Der danses. Snakkes. Går på rygerterrassen, så danser vi mere. Mest med ham den ene. Glemmer. Griner. Udveksler Instagram. Han vil have mig til at besøge ham i Israel. Han er smuk og spændende, men jeg vil hellere gemme dette øjeblik som et lille glitrende minde om en perifær romance, der ånder et sted i verden. Tænke lidt på hinanden en gang imellem og sende hinanden dejlig energi.
Morgenen efter klubben er virkelig varm, så jeg ligger mig i en park, skriver dagbog, drikker Fanta med citronsmag, dyrker yoga, tænker på livet. På tyverne. Jeg er egentlig et dejligt sted. Jeg har en lejlighed for mig selv, hvor jeg kan ligge nøgen på mit køkkengulv, der altid er lunt, fordi solen bager på det hele dagen, og betragte hvordan osten smelter på min lasagne, mens Julio Iglesias er skruet lidt for højt op på min halvdårlige højtaler, der kostede 50 kroner i Normal. Jeg har vidunderlige venner, der danser med mig på stjerneklare nætter, krammer mig på kolde morgener og griner med mig, når livet er godt eller dårligt.
Alligevel kan jeg godt føle, at der mangler noget. Føle mig lidt fortabt. Og mens jeg ligger der på det tyske græs og roterer min forvirringsfilosofering, skriver ham fra Nørrebro. Vi spiste kartofler med brunet smør i sidste uge i en baggård, der lignede noget fra et italiensk postkort med smukke blåregn voksende op ad en støvet stenmur. Han var ret dragende. Fotograf. Designer. Model. Grineren. Dyb. Flot. Alligevel mærkede jeg ikke rigtig noget. Måske var den der bare ikke. Måske er jeg ikke klar. Måske er jeg bange.
Men lige i dette øjeblik midt i parken, har det ændret sig lidt. Jeg ved ikke, hvad det er. Måske solens stråler. Måske den syrlige smag fra min Fanta. Måske blodet der bobler lidt ekstra i min krop efter fem minutter i downward facing dog. Måske de to gamle mennesker, jeg så dele en croissant på vej herhen. Lige nu føles mit hjerte en lille smule åbent. I hvert fald i dette øjeblik. Jeg skifter nok mening i morgen. Men jeg siger ja til en tur i hans Christianiacykel, når jeg er hjemme fra Berlin.
Det med kærlighed er ret svært og så alligevel virkelig nemt. Det kan nok ikke undgås, at hjerteklapperne låser sig lidt fast en gang imellem, fordi de ved, hvor ondt det gør, hvis en forelskelse bliver slået omkuld og den lyserøde sky med et bliver til tusinde små partikler, der svæver retningsløst rundt i luften og er umulige at indsamle. Når livet leves, kan det ikke undgås, at det kommer til at gøre ondt nogle gange. Men det er det hele værd. Det prøver jeg i hvert fald at overbevise mig selv om.
De næste par dage trisser jeg rundt i Berlin med sådan et smil, der starter helt nede i maven, når de der små glædesbobler pludselig kilder, og man smiler så meget, at det næsten bliver til et smil med lyd. Jeg møder folk. Snakker med dem. Tager måske et billede, fordi øjeblikket føles så fint. Spiser döner og danser med kokken, fordi vi begge to åbenbart er gode til mavedans. Køber pænt tøj i genbrugsbutikker. Tager det på og føler mig sej.
Jeg er ret lykkelig, da jeg sidder i bussen på vej hjem tilbage til København. Jeg har allerede bestilt en ny rejse til næste måned. Det er en lidt fjollet kliché, men det der med at rejse gør noget godt. Måske holder min lykkerus resten af dagen. Måske flere dage. Måske en hel uge. Måske mere. Måske vågner jeg og er ked af det i morgen. Men sådan er tyverne. I hvert fald for mig. Og jeg prøver at være rolig i, at mine følelser svæver lidt til alle retninger.
