Æg øko æggebakke
Foto: Søren Breiting/Ritzau Scanpix

De danske økoæg er truet: Æggeproduktionen er i krise

Snart bliver det dyrt at spise æg som proteinkilde, for nu rammer de stigende fødevarepriser vores morgenæg.

Omkring 30 procent af de æg, vi spiser i Danmark, er fra økologisk landbrug. Det betyder blandt andet, at hønsene skal have mulighed for at gå ude hele året og have plads omkring sig.

Men lige nu står æggebranchen i en historisk krise. Landmændene er presset både af stigende foderpriser grundet krigen i Ukraine, af et meget omtalt forskningsprojekt fra Københavns Universitet, der viste, at 85 procent af alle æglæggende høns, også de økologiske, lever med smertefulde brud på brystbenet og så tilsat det største og værste udbrud af fugleinfluenza både herhjemme og i udlandet.

“Vi er ekstremt hårdt ramt – og vi er det både på økonomien og på økologien,” siger økologisk æg-producent og formand for æg- og fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening Lars Bredahl til LandbrugsAvisen.

Samtidig melder æggeproducenterne, at æg fremover, både økologiske og ikke-økologiske, vil blive en del dyrere, måske seks til syv kroner pr æg, skriver DR. I dag er det meget normalt at betale omkring tre kroner for et økologisk æg, og cirka to kroner for et ikke-økologisk æg. Men de stigende priser på foder, energi og andre råvarer presser æggeproducenterne.

Også i USA og Frankrig stiger prisen på æg helt vildt, fordi der er store fugleinfluenza-udbrud. I Frankrig er prisen på et æg nu 69 procent højere end sidste år, skriver Reuters. Samtidig var Ukraine før krigen den største leverandør af æg til EU, og den handel er gået helt i stå med krigen.

Footer graphics