Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Mand dømt for at overfalde muslimsk kvinde på parkeringsplads: I retten brød hun grædende sammen

En dansk mand er idømt 50 dages fængsel for at have overfaldet en muslimsk kvinde på en parkeringsplads ved højlys dag. Alligevel er offeret “dybt ulykkelig”.

I tre måneder har en muslimsk kvinde i 30’erne kigget sig over skulderen.

Frygten for at møde sin overfaldsmand igen har fyldt alt for kvinden, siden hun i februar blev overfaldet på en parkeringsplads i Søborg. Her blev kvinden holdt fast og truet med en ratlås af en mand i 60’erne, der råbte, at hun var en ”perkerluder”, som skulle ”skride hjem”. 

I sidste uge sad offer og overfaldsmand få meter fra hinanden i retten i Glostrup, og i dag, 19. maj, er manden blevet kendt skyldig i at have overfaldet kvinden, som han tildelte flere slag, spyttede i hovedet og truede.

Det oplyser retten i Glostrup.

Manden er idømt 50 dages fængsel, som er gjort betinget, da manden ikke er tidligere straffet. I stedet skal han udføre 60 timers samfundstjeneste.

Og det undrer offeret, der med egne ord sidder “dybt ulykkelig” tilbage. Kvinden ønsker ikke sit navn frem, men oplyser til Heartbeats, at hun håber, at anklagemyndigheden vil anke sagen til landsretten.

“Jeg tænker, at jeg skal dø”

Sagen har fået meget opmærksomhed i Danmark, fordi politiet fra start afviste, at der var tale om en hadforbrydelse. Sagen førte også til, at justitsminister Nick Hækkerup (S) blev kaldt i samråd.

Når offeret i dag er “ulykkelig”, skyldes det, at retten ikke har fundet det bevist, at overfaldet var hverken delvist eller helt racistisk motiveret.

Og det undrer kvindens bistandsadvokat, Tyge Trier, der mener, at manden er “sluppet billigt”.

“Det positive er, at den tiltalte bliver dømt for grov vold og trusler, men vi er meget overraskede over, at det ikke skulle være delvist racistisk motiveret. Og det oplever jeg også, at min klient er meget ked af,” siger Tyge Trier og tilføjer:

“Det er svært at få nogen dømt for en hadforbrydelse, hvis det ikke er nok, at den tiltalte selv erkender det i retten”.

I retten var det en tydeligt påvirket kvinde, der i sidste uge tog plads i vidneskranken. 

”Jeg tænker, at jeg skal dø nu, fordi han slår alt, hvad han kan,” nåede kvinden at sige på flydende dansk, inden stemmen knækkede over, og hun brød sammen. 

Kvinden fortalte, at hun har fået angst efter overfaldet, og at det tog hende flere uger at forlade sin lejlighed, fordi hun var så bange for at støde ind i overfaldsmanden igen. Også sit faste arbejde som social- og sundhedsassistent har kvinden været nødt til at sige op.

Pressede sin arm mod halsen

Det var en kold formiddag den 13. februar, da den muslimske kvinde drejede ind på parkeringspladsen for at hente nogle click-and-collect-varer i Harald Nyborg i Søborg. Det skulle have været hurtigt overstået, men i stedet for at køre hjem til sin familie bagefter satte kvinden kurs mod skadestuen og politistationen. 

Hvad der gik forud for overfaldet, er der forskellige udlægninger af. Den muslimske kvinde mener, at en ældre kvinde, der holdt parkeret i boksen ved siden af, med vilje bankede sin bildør ind i hendes bil. Det afviste den ældre kvinde, der var tiltalt i sagen, men blev frikendt. Hun mener kun at have ramt bilen med sin krop, selvom en mekaniker efterfølgende konstaterede, at der var ridser i bilen, som ville koste 4000-5000 kroner at udbedre.

Optrinnet eskalerede, da den ældre kvindes mand kom ud på parkeringspladsen efter at have hentet sine varer. Adspurgt, hvad der foregik, svarede den muslimske kvinde, at hans kone havde banket døren ind i hendes bil.

Manden satte sine varer fra sig og råbte:

”Prøv at høre, din perkerkælling, hvis du er utilfreds med det, kan du tage dine ting og skrubbe hjem, hvor du kommer fra”.

Det fortalte både manden og offeret i retten. 

Herefter tog manden fat i kvinden og holdt hende fast med begge hænder, mens han pressede hende op mod bilen, så hun ikke kunne gøre modstand. Herefter pressede han sin ene arm mod kvindens hals og spyttede hende i hovedet. 

”Jeg holdt hende fast mod bilen med mine hænder, så jeg havde lidt styr på hende. Hun virkede meget aggressiv,” fortalte manden i retten. 

Manden, der gik på pension i november, var i retten iført en blå pullover og jeans. Fra sin plads i retten lænede manden sig tilbage og samlede begge hænder bag hovedet, mens han grinte og rystede på hovedet. 

Truede med anholdelse

En pensioneret betjent, der tilfældigvis befandt sig på parkeringspladsen og havde overværet episoden, brød pludselig ind og stillede sig mellem de to. 

”Jeg ser, at tiltalte går fuldstændig grasat. Sådan “en perkerkælling skal kraftedeme smides hjem,” og “nu skal du fandeme have,” råber han. På det tidspunkt har tiltalte med venstre hånd taget fat i kraven på kvinden og presser hende ind over bilen og hæver højre hånd over hovedet. Det er godt nok for meget at se på, så jeg går over og siger, “hvad fanden har du gang i?” og tager fat i tiltalte og river fat i forudrettede og siger, at jeg er tidligere betjent, og at jeg vil foretage en civil anholdelse, hvis han ikke stopper,” fortalte vidnet. 

Det bekræftede gerningsmanden: 

”I min tilstand af min ophidselse går jeg ind og tager en ratlås og truer hende med den. Jeg siger nok noget med, at hun skal have nogle prygl,” huskede gerningsmanden. 

Truslen om at blive anholdt fik manden til at slippe grebet om både kvinden og ratlåsen og sætte sig tilbage i sin bil, hvorefter han kørte væk sammen med sin kone.

“Og så fik jeg mit livs skideballe, da jeg kom ind i bilen igen,” fortalte han. 

Fatter ikke en meter

I retten erkendte manden at have råbt ”noget racistisk” til kvinden, men afviste at være racist og begrundede det med, at han i 21 år har været gift med en udenlandsk kvinde. 

”Jeg er gift med en (udenlandsk kvinde red.), så jeg kan i hvert fald ikke tillade mig at være racist. Jeg bor et sted, hvor størstedelen er indvandrere. Hvis jeg var racist, ville jeg satme have travlt,” lød det. 

Han begrundede overfaldet med, at han havde udviklet en mindre vinterdepression efter at have været i coronaisolation i flere måneder. 

”Jeg kan overhovedet ikke kende mig selv. Det passer slet ikke på den, jeg er. Jeg fatter ikke en meter af, hvorfor jeg er endt her i dag,” sagde den 66-årige mand i retten. 

Hans hustru gennem 21 år er oprindeligt fra Indien, men flyttede til Danmark for 17 år siden. Hun talte ikke dansk og måtte derfor have en tolk under retssagen. 

Hun var tiltalt for at have råbt “she is just a fucking muslim”, men afviste anklagerne som det pure opspind og gentog flere gange “I’m innocent”. 

Ligesom sin mand fnøs hun og rystede på hovedet, mens den muslimske kvinde afgav forklaring. 

Det er uvist, hvordan parret forholder sig til dommen.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics