Vi er socialiseret rent sprogligt til, at det er mænd, der begår forbrydelser. Bare se på sproget: DrabsMAND, voldsMAND, voldtægtsMAND, gerningsMAND, bagMAND, tyveKNÆGT, uagtsomt MANDdrab og så videre.
Det er der selvfølgelig noget historik og statistik knyttet til. Der er flere mænd end kvinder, der er kriminelle og voldelige: Faktisk begår mænd fem gange så meget kriminalitet som kvinder. Derudover begår mænd oftere den tunge, fængselskrævende kriminalitet, hvilket gør, at kun hver 20. indsatte i de danske fængsler er en kvinde.
Da det kom frem, at der højst sandsynligt var tale om en kvindelig mastermind og gerningsperson, nemlig den 64-årige Britta Nielsen, i en af vor tids store svindelsager, var der mange, der udtrykte lettelse over, at kvinder også kan være forbrydere.
Men faktisk har vi herhjemme haft en hel perlerække af store kvindelige skurke gennem årene. Her kommer et lille udpluk indenfor ret blandede genrer af kriminalitet, med tiltagende alvor gennem listen:
1. Anna Castberg – verdensdamen med det flotte CV
Den aristokratisk udseende, men totalt ukendte verdensdame fra London, der blev direktør for det kommende museum Arken i Ishøj fra 1993 og frem til Arken åbnede i 1996 som en del af Kulturby96-projektet. Museet var blevet så imponeret over Anna Castbergs meritter og pragende CV, at de glemte at tjekke, om hun nu også havde en magistergrad i kunsthistorie og æstetik fra Paris og en doktorgrad fra London samt erhvervserfaring fra internationale auktionshuse som Sotheby’s.
Rod i bogholderiet og nærgående journalister fik kort efter åbningen af Arken Castberg til at fratræde sin stilling og gå i landflygtighed. Hun har eftersigende arbejdet som psykoterapeut i England siden da og er i år fyldt 70 år.
2. Milena Penkowa – rotteskandalen
Hjerneforskeren der blev centrum i Danmarks største nutidige forskningsskandale. Den unge forsker skabte sig en lynkarriere på Københavns Universitet og blev professor, optog patenter, sprøjtede videnskabelige artikler ud og modtog millioner til sin forskning. I 2010 blev Milena Penkowa indklaget for videnskabelig uredelighed, herunder dokumentforfalskning, fusk med forskningsresultater og underslæb med forskningsmidler. Især var det stjerneforskerens mange forsøg med rotter, der viste sig at være løgn, og da taburetten vaklede under Penkowa, fik hun også løjet sin mor og søster døde for at dække over rodet. I dag skriver Penkowa en del om sundhed, cancer og kost i den populærvidenskabelige genre. Hun driver en medlemsklub med kurser og foredrag og er gået ind i en anden sundhedsdebat med fut i – HPV-vaccinerede piger med bivirkninger. Hun er desuden en begejstret hundeejer.
3. Amanda Jacobsen – gate gourmet-sagen
En af nyere tids største kvindelige svindlere kom ifølge bogen, ’Operation Mermaid’, til Danmark som flygtning fra krigen mellem Iran og Irak i 1984. Mange år senere blev hun hovedperson i en spektakulær svindelsag, hvor hun som direktør i det internationale lufthavns-cateringselskabet Gate Gourmet stjal 138 millioner kroner fra sin arbejdsgiver, uden at nogen opdagede noget, før hun selv brød sammen og tilstod det hele. Hun blev dømt for bedrageri og dokumentforfalskning og havde desuden også snydt med sit CV. I dag er hun igen på fri fod og arbejder efter sigende som kirketjener.
4. Elisabeth Wæver – elskerinden fra helvede
I 1996 blev den ambitiøse og succesfulde børnelæge Elisabeth Wæver idømt fængsel på livstid, efter at hun i et anfald af jalousi havde dræbt en mor og hendes to børn. Kvinden var gift med den mand, som Wæver havde en længerevarende affære med, men elskeren ville ikke forlade sin familie og sluttede forholdet til Wæver. I 1995 tog Elisabeth Wæver under falsk navn et fly til Bornholm, hvor familien boede og bedøvede konen med morfin, som hun havde stjålet på sin arbejdsplads Rigshospitalet, og brændte så huset ned. Hun havde blokeret udgangene, så børnene på 4 og 8 år ikke kunne komme ud af det brændende hus. Derefter flygtede den tredobbelte morder fra gerningsstedet tilbage til København, hvor hun dagen efter blev anholdt, da hun netop havde været en tur til frisøren for at få klippet de afbrændte hårspidser af! ’Dødslægen’, som hun blev kaldt i aviserne, har afsonet sin straf for mordbrand på Anstalten ved Herstedvester, sammen med landets farligste forbrydere. Hun blev i 2003 gift en anden barnemorder, som hun havde mødt i fængslet, og de to bor vist nok sammen i Sønderjylland nu. Hyggeligt!
LYT TIL:
5. Dagmar Overbye – barnemordersken
Her har vi en skurk i den helt tunge ende. Hun er kendt som Danmarkshistoriens største seriemorder, der menes at have dræbt mere end 25 børn i årene 1913-1920! Hun fødte desuden selv flere børn, sådan hun er også serieMODER, men børnene døde under mystiske omstændigheder. En periode drev hun noget så uskyldigt som en slikbutik i Holmbladsgade, og Dagmar Overbyes metode til at komme i kontakt med desperate mødre var avisannoncer, hvorefter hun adopterede og dræbte deres børn ved kvælning eller drukning. Hun blev afsløret, da en mor kom for at hente sit barn, men liget lå i kakkelovnen. Overbye tilstod i retten at have dræbt 16 børn og blev i 1921 dømt til døden, men hendes straf blev senere reduceret til fængsel på livstid. Det lykkedes aldrig at få et motiv ud af hende, andet end at hun var påvirket af bl.a. æter og desuden ikke brød sig om børn. Hun døde i Vestre fængsel i 1929.