Der er ikke noget, der hedder agurketid mere, og de kommer aldrig igen. For hver sommer fra nu af vil vores klima eskalere og få det værre og varmere. Og der bliver masser at lave vigtig journalistik om.
Lige nu er det Sydeuropa, der brænder op, og England har også været slemt ramt. Over 45 grader flere steder i Frankrig, hvor der køres Tour de France. Det er varmetemperaturer, som er sundhedsskadelige for mennesker og dyr, og jo mere vi sveder, jo mere installerer vi aircondition og skruer op – og forværrer egentlig bare problemet.
Gletsjere kollapser, der er tørke, afgrøder tørrer ind, sneen forsvinder, ekstremt vejr og skovbrande hærger. Det er sådan, et klimakollaps ser ud, og vi har brug for et nyt sprog for det, der sker omkring os. Det er ikke klimaforandringer som noget spekulativt ude i fremtiden, det er klimakonsekvens, og det sker lige nu. Alligevel fylder det ikke rigtig i nyhedsdækningen, som har travlt med SAS, hvor piloterne skal gå fra 100.000 i månedsløn til 75.000 for at redde et flyselskab, der må og skal blive ved med at flyve mennesker verden rundt og brænde verden af …
Jo, der er masser af tv-indslag om varmerekorderne, men intet om hvorfor, og hvad vi skal gøre ved det. For det er jo så kedeligt at høre om klimaproblemerne – igen og igen. I vejrudsigten står en smilende ung kvinde og melder, at vi danskere kan glæde os til 35-36 grader, fordi et lavtryk og et højtryk og en korridor af varme fra Sydeuropa, og jubii, hvor er vi heldige. Men vi er ikke heldige, og det er ikke en god nyhed med 30+ grader i et nordligt land som Danmark.
Vidst det siden 90’erne
Forskere, eksperter og folk med magt har vidst, at det her var på vej siden starten af 90’erne, og den brede offentlighed har vidst det minimum siden tiden omkring Al Gores banebrydende film, ’An Inconvenient Truth’ fra 2006, som havde til formål at advare os om, hvad der stod foran os.
Men magthaverne har ikke handlet, og der bliver ved med at være en større bekymring for økonomien end for kloden. Det politiske svar til klimakollapset er, at vi endelig ikke må ødelægge væksten. Men hvem er det, der har sagt, at der for evigt skal være vækst i vores samfund? Planeten fortæller os meget entydigt nu, at vi er for mange mennesker, der vækster og forbruger og æder og bygger og rejser for meget til, at kloden kan holde til det.
Det er tid til at tænke på vores børn og børnebørn og menneskehedens fremtid. Og jeg kan næsten ikke holde ud, hvis den kommende folketingsvalgkamp ikke kommer til at handle om klima, men mest om populisten Inger Støjberg og hendes kamp mellem land og by. Helt ærligt, i et land på størrelse med en prut, hvor størstedelen af hovedstadens indbyggere alligevel er tilflyttere fra provinsen …
Lad os i stedet kræve, at vores brændende klode bliver det altoverskyggende tema i den politiske debat. Der er ikke noget, der er vigtigere. Så findes der mon voksne i Folketinget, der kan tænke længere end fire år frem i tiden?
Findes der et kommende regeringssamarbejde, som vil træffe upopulære, kollektive beslutninger angående byggeriet, landbruget og luftfartstrafikken? Som vil styrke togrejser, elbiler og kollektiv trafik og gøre det billigere at spise plantebaseret og grønt og dyrere at indtage kød, komælk og andre animalske fødevarer?
Kan nogen kigge på modebranchen og andre brancher, der sviner for meget og lever i den gamle verden, hvor man shoppede, når man kedede sig uden omtanke eller ansvar? Findes der politikere, som tør anerkende de unge klimaaktivister, der kæmper for deres fremtid i stedet for at udskamme dem for at prøve at råbe de voksne op?
Og når nu alle møgrekorder bliver slået denne sommer for vores kriseramte klima, så kunne det være rart, hvis vores magthavere havde en holdning til det. Jeg ved godt, at de har sommerferie, men de har jo ikke for travlt til en folkelig update om en ufarlig sportspræstation. Det er med til at styrke fornemmelsen af ikke at høre om klimakollapset.
Derfor kunne det også være rart med færre glade miner i vejrudsigten over årets varmerekorder. Det er vel ikke for meget at forlange, at dem der arbejder med vejr og formidling sætter lidt flere ord på, end at det bliver dejligt isvejr i dag, og at vi slår en varmerekord fra 1975. Det burde være en public service-forpligtelse – at dele de dårlige nyheder.
