Der var gearet op til de helt store forventninger til Michelle Obama. Den tidligere førstedame har ikke alene været mere populær end hendes gemal; hun er blevet et ikon, en rollemodel og en kvinde, der med empati, nærvær og medfølelse har sat dagsordener, der er gået rent ind hos millioner af mennesker verden over. Hun er så stort et navn, at hendes selvbiografi, ’Becoming Michelle Obama’, er blevet en af verdens mest solgte biografier med et imponerende salg på 10 mio. eksemplarer på bare fem måneder.
Nu fejrer Michelle Obama så den massive succes med en global tour, der på bedste Oprah-vis skal sprede sammenhold, håb og udbrede empati verden over. Problemet er bare, at det gør den ikke. I hvert fald ikke i København. I stedet var det en opvisning i husmorhygge, ligegyldigheder og lommefilosofi, kun med momentvise glimt af de livsindsigter, Obama trods alt har gjort sig. Hvorfor? Svaret ligger hos en tv-kok.
Obama var nemlig ikke alene. Nej, showet var en dybt koreograferet samtale med den amerikanske tv-kok, entreprenør og forfatter Rachael Rae. Det virkede, som om de fleste fremmødte i Royal Arena ikke var videre bekendte med hende, men jeg har elsket (at hade) hende i årevis. Konstant smilende på den helt enerverende måde er hun kendt for at lave italienske retter (tænk chicken parmigiana og andre ting med masser af ost) og i stedet for at sige Extra Virgin Olive Oil, siger hun altid E-V-O-O. Hver gang. ’Lemme just grab some of that deliiiiicious E-V-O-O,” er en standardsætning. Helt forfærdeligt.
Nå, men Rae skulle interviewe verdensstjernen Michelle Obama. Og havde tydeligvis ikke fanget, at den berømthed tv-kokken muligvis nyder i USA er ganske tabt på det danske folk. Vi er simpelthen rasende ligeglade med hende, hendes løbende betragtninger fra eget liv (”Oh, I miss my mom SO much!”) og hendes fjantede grin og afbrydelser af Obamas talestrøm. Det resulterede i, at hovednavnet konsekvent måtte skære hende af og vende sig med siden til, væk fra intervieweren og ud mod publikum. For Obama vidste godt, at vi var kommet for at høre hende.
Forestil dig, at HKH Kronprinsesse Mary skulle på interview-turne i hele verden, kendt og elsket for hendes filantropiske arbejde og hendes store personlighed og så skulle interviewes af hele Danmarks yndlings-tv-kok Anne Hjernø. Den ville heller ikke gå, vel? Slet ikke med spørgsmål, der kredsede om hygge (åh gud), hvornår hun sidst havde oplevet ironi (who cares?) og om hun selv lavede mad (gæt selv…).
Selve eventet var en opvisning i amerikansk hype-kultur; op til selve showet kørte videoklip af førstedamen, barndomsbilleder, sejrsbilleder fra Det Hvide Hus, Twitter-posts fra forventningsfulde danske fans og minsandten om vi ikke også skulle have videoer, hvor stjerner som Beyoncé og Missy Elliott skulle fortælle, hvem de var ved at udvikle sig til… Alt sammen skulle hype os op til virkelig at glæde os til at se den tidligere førstedame betræde scenen (selvfølgelig klædt i dansk design; sart rosa jakkesæt med masser af glitter, en heldigere placering kunne Stine Goya nok ikke have håbet på.)
Den tidligere førstedame er dygtig. Rasende dygtig. Hun taler medrivende, medfølende og indlevende og har en hel del humor. Man fornemmer, at man kommer en smule ind på livet af hende – på den der amerikanske måde, hvor man faktisk ikke får noget som helst at vide, selvom man føler, hun deler alt om hende og gemalens parforhold.
Momentvis gav hun råd, der fik salen til at bryde ud i både latter og klapsalver; om at vælge familie til, om at prioritere nærhed og samvær og ordentlighed og respekt. Altid at udvise empati, at kæmpe sig op fra bunden og altid, altid være en god rollemodel for sine allernærmeste. Det var fine, Ekchart Tolle-agtige livsråd, som går rent ind hos husmorstanden, men som også virker underligt forsimplede, når man sidder 11.000 mennesker samlet i en kæmpe hal på Amager. Var det virkelig bare det? At vi skal være søde ved hinanden? Det er svært at være uenig, men alligevel føltes det som om, hun ikke rigtig fik solgt varen. Måske fordi amerikanskhed bare ikke kan oversættes direkte i en dansk kontekst; det blev tydeligt på mange af de amerikanske samfund- og kulturreferencer der løbende blev nævnt, som gik totalt tabt på publikum.
Eller måske handler det om, at vi har det lidt sværere med idoldyrkelse eller i hvert fald forventer mere af vores idoler, end at de bare tager pænt tøj på og åbner munden. Når et menneske har så meget at byde på som Michelle Obama, stiller det store krav. Og med sin perfekte koreografi stak det umanerligt meget ud, at Rachael Rae skulle sidde der og være helt malplaceret. Nogen må straks udskifte hende med en dygtig journalist. Ellers ender Michelle Obama med fuldstændig at udslette sig selv i hygge-historier om mørkeblå barndomsværelser. Og det ville i den grad være synd.
