Sådan hjælper du bedst din alvorligt syge ven
Radio & podcast
menu-close

Her er mine 8 bedste råd: Sådan hjælper du bedst din alvorligt syge ven

7. november 2018 |

Det er hjerteskærende, når en ven bliver væltet omkuld af en livstruende diagnose, og som alle andre i venneflokken vil jeg gøre ALT for at hjælpe. Hvilket kan indebære at acceptere, når det ikke er mig, der er brug for.

Journalist der helst skriver om det i livet, vi husker bedst, når vi skal dø. Om hvorfor vi elsker, eller hvorfor vi holder op. Om at miste fodfæstet og måske også sine nærmeste. Det har hun bl.a. gjort til medier som Jyllands-Posten, ALT.dk og Zetland.dk.

Foto: Danielle Dolson/Unsplash

I sidste uge brugte jeg en formiddag på at skure en kær venindes badeværelse. Det skulle selvfølgelig foregå med eddike af hensyn til det særlige armatur. Hun ville støvsuge soveværelset imens, men det blev aldrig rigtig til noget. I stedet stak hun nu og da hovedet ind med en oplysning, en tanke eller et spørgsmål. For eksempel, om ikke bare hun skulle begynde at bruge af deres bryllupsopsparing? Eller at hun er begyndt at indsamle billeder fra sit liv, så hendes syv måneder gamle datter vil kunne se, hvem hendes mor var. I fald det bliver sådan, hendes kræftforløb udvikler sig.

Hun er netop begyndt i et kemoforløb efter at have fået konstateret en sjælden leverkræft. Hun og hendes lille familie har derfor akut brug for hjælp. Men hun har også brug for tid til at gøre ting selv og til at være alene. Ligesom hun har brug for selskab og nogen at tale med. Om sygdommen, om hvad lægerne sagde, medicinen og dens bivirkninger. Hun har brug for det hele og nogle gange ingenting. Men hun kan ikke altid selv overskue hvad og hvornår, selv om hun til dato er en af de hårdeste hunde i planlægning og detailstyring, jeg nogensinde har mødt. Hendes hoved er ligesom sandet til.

Som nær ven til en, der er ramt af en alvorlig eller livstruende sygdom, er det fuldstændigt indiskutabelt, at jeg er parat til at smide alt, hvad jeg har i hænderne for at hjælpe. Men jeg har tidligere været på sidelinjen i et kræftforløb, og derfor ved jeg, at det er en virkelig svær rolle at udfylde: Den hjælpende ven.

Alle venskaber og mennesker er forskellige, det samme er deres sygdomsforløb og deres behov. Derfor er der ingen facitliste. Men en ting har jeg lært, og det er, at jeg er nødt til at hive mig selv og mine egne behov fuldstændig ud af ligningen. Er det her for min egen eller for min syge vens skyld? Det er svært, det gør ondt, det giver frustrationer. For det er ikke altid let at acceptere, når det for eksempel indebærer, at der en tid ikke er brug for eller plads til dig, og det du kan tilbyde.

Følgende liste har jeg derfor skrevet som støttehjul til mig selv, men også til dig, som gerne vil hjælpe et menneske, du holder af. At det på et tidspunkt bliver din tur til at stå på sidelinjen, når en vens liv braser sammen, er desværre næsten uundgåeligt.


1. Byd ind med konkrete opgaver

“Sig til, hvis du har brug for hjælp.” Den slags sms’er har jeg nok sendt de første hundrede af i tidens løb til venner, som har været ramt af det, som livet nu har kastet i hovedet på dem. For selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe. Med hvad som helst. Bare sig til, jeg er din ven i nøden! Men det kan en, som har fået en alvorlig sygdom ikke. Heller ikke, hvis sygdommen gælder partneren eller et barn. Din ven er helt klar over, at hun eller han har brug for hjælp. Men kan sandsynligvis slet, slet ikke overskue hvilken. Min erfaring er, at den bedste hjælp er at tilbyde helt konkrete ting. Som at komme og gøre rent. Købe ind, hente og passe børn, tage med til lægeaftaler. Det er meget nemmere at løfte blikket og konstatere, ja, her trænger til at blive gjort rent, jatak. Eller nejtak.

LÆS OGSÅ: Vi kan ikke være bekendt at sende børn for tidligt i skole


2. Tag ikke afslag personligt

Lad os tage den allerede her. Får du nej tak til dit tilbud om hjælp, så lad være med at tage det personligt. Heller ikke, hvis der ikke kommer svar. Din ven har enten ikke brug for din hjælp eller kan ikke overskue at svare. Ligegyldigt hvad, så har det sikkert ikke noget med dig at gøre. Husk, din ven har måske smerter, eller er bange og i sorg over en diagnose, som pludselig ændrer alt i hendes og familiens liv og fremtidsplaner. Bliv ved med at byde ind, hvor du tænker, du kan være til nytte. Min erfaring er, at lige pludselig rammer du et behov eller tidspunkt, hvor du kan få lov til at give den hjælp og støtte, du har sådan brug for at give en, du holder af. Der er ikke noget galt i selv at have et behov i forhold til den syge, du skal bare være bevidst om det og sætte det efter din vens. Og lade være med at blive fornærmet over manglende respons, eller at andre venner får lov at hjælpe. Glæd dig over, at din ven finder hjælp og støtte, selvom det ikke er dig, der giver den. Gu’ kan det være svært og smerteligt, men accepter det. For din vens skyld.


3. Hold ved

I starten vælter folk rundt i hinanden for at hjælpe og komme med kærlighedserklæringer. ”Den syge får tilsendt vældig mange emojis”, som Maria Gerhardt skrev i bogen ’Transfervindue’ om hendes kræft. kontakten stilner dog af, især hvis den ramte ikke giver lyd fra sig. Her er kunsten at blive ved. Med at skrive sms’er, tilbyde sig og vise, at man er der. Forløbet kan stå på i flere år, og ens væren der skal ikke mindskes, selv om vi kører på andet år. Du kan eventuelt afslutte dine sms’er med: ”Du behøver ikke at svare”. På den måde viser du, at du er der, men ingenting forventer.


4. Og hold ud

Er du en af dem, som er helt tæt på, er du sikkert også den, der får rigtig meget lort tilbage i hovedet som tak. Til det er der ikke andet at sige end suck it up. Det er urimeligt og frustrerende, ja. Og under normale omstændigheder selvfølgelig ikke i orden. Men det her er ikke normalt. Det er krise. Og din ven står midt i lorten hver eneste dag. Hvert eneste minut. Til halsen eller over. Spark til din cykel, når du kommer ud, læs af på din partner eller andre venner. Forsøg at rumme din vens vrede, angst, frustrationer og til en vis grad også urimeligheder, så længe det ikke overskrider dine egne grænser. Det kan være pænt anstrengende og måske endda sårende, men kan du rumme det, er det også en måde at give din ven et frirum på.

LÆS OGSÅ: Seks gode råd til at tale med et menneske i sorg


5. Hjemmelavet mad er en livgivende kærlighedserklæring

Den her hverdagshjælp får sit eget afsnit. For der findes næsten ingen større kærlighedserklæring end at fylde et køleskab og en fryser med god, hjemmelavet mad. Det er livgivende på flere måder. Tænk på dit eget liv, når du er stresset. Hvad ryger først? Det gode hjemmelavede måltid. Og selv om ungerne elsker at tygge sig igennem pizza, forårsruller, shawarma, og hvad der ellers ligger i dit hood, så kan man godt få craving efter noget sundt, robust brændstof til kroppen. Sådan har din syge ven det sikkert også. Er han/hun selv for syg til at have lyst til mad, så er der stadig en sulten familie og en partner, som vil elske at slippe for madtjansen.


6. Husk resten af familien

Du hjælper også din ven ved at hjælpe resten af familien. Aflast, hvor du kan. At partneren holder sig på benene er tvingende nødvendigt, og netop han eller hun dobbeltjobber med at holde sammen på det hele. Så husk, at partneren også er ramt og derfor kan have lige så svært ved at overskue noget. Igen: Vær konkret i dit hjælpetilbud, tag for dig af de praktiske opgaver, sæt en kulørtvask over. Understøt muligheden for rart samvær mellem den syge og resten af familien. Kender du børnene, kan du også tilbyde at hente dem eller at lave noget hyggeligt med dem en eftermiddag/weekend. Men vær opmærksom på den syges grænser, netop børnene er sårbart farvand med mange følelser.


7. Byg et stillads omkring den syge

I tilfældet med min syge veninde, har hun heldigvis en barndomsveninde, der er lige så tjekket, som hun selv er under normale omstændigheder. Som noget af det første efter diagnosen, gik hun i gang med at organisere et skema over, hvornår der var brug for hjælp. Og hvem der kunne hjælpe. Vi kan alle noget forskelligt. Sygeplejerskerne tager med til lægemøder. Skriver ned. Taler møder igennem og fungerer som støttehjul i hospitalssammenhæng. Andre laver mad, passer og triller barn, bygger i børneværelset eller kommer og er hyggeligt selskab lørdag aften. Tal sammen i vennekredsen, fordel opgaver, opdatér og hjælp hinanden med at have øje for, hvor det vil være godt med hjælp. Aflast hinanden! Det kan desværre blive et langt forløb. Vi har alle sammen vores egne liv med arbejde, familier og forpligtelser. De skal også passes. Hvis du brænder sammen i din hjælpe-iver, er du til nul hjælp.

LÆS OGSÅ: Pas nu på. Det er selve velfærdsstaten, der vakler

8. Tud af derhjemme

Forhold dig til sygdommen, og hvad den kan have af konsekvenser, når du er sammen med den syge. HVIS det er der, din ven er. Hvilket du selvfølgelig må tage på gefühl. “Man kan aldrig spørge for meget”, går vi og siger. Men gu’ fanden kan man så. Det kan være en kæmpe belastning for den syge at skulle svare på eller tage stilling til noget, som hun ikke er klar på. Hav antennerne ude og vis, at du tør forholde dig til fakta, hvis der opstår rum for det. Her kan I selvfølgelig komme til at græde. Hvilket er helt ok. Hvad din ven nok ikke orker er at skulle trøste dig. Kommer du til at græde, kommer du til at græde. Hvilket er helt fint. Min pointe er bare, at din ven sikkert tuder så rigeligt i forvejen og kæmper med at rumme sin egen, partners og børns sorg og smerte. At skulle rumme din angst også er for meget forlangt. Læs af andetsteds og prøv at græde lidt af hjemmefra.

 

Tea Sletved

Journalist der helst skriver om det i livet, vi husker bedst, når vi skal dø. Om hvorfor vi elsker, eller hvorfor vi holder op. Om at miste fodfæstet og måske også sine nærmeste. Det har hun bl.a. gjort til medier som Jyllands-Posten, ALT.dk og Zetland.dk.