”Hvad er det allerfineste ved dig?”
Sådan indledte Master Fatman ofte sine radiointerviews. Og på en måde sagde det alt om ham: For Master Fatman, eller som han hed bag sit alias, Morten Lindberg, var sød som få, kærlig, mild og inkluderende og ønskede det bedste for sine medmennesker.
Et ekstremt levemenneske, varm, nysgerrig, rodet, passioneret. Men nu har Master Fatman forladt os. Det er et ufatteligt tab.
Morten Lindberg var en københavnerpersonage som Marquis de Sade, Mads Holger, Maria Gerhardt og Martin Kongstad. Dem, som man ser overalt og glædes over, indtil de pludselig ikke er der mere en dag, og vi står tilbage og undrer os over, hvordan byen dog skal fortsætte uden. Master Fatman dukkede op i kredsen omkring Magasin Schäfer i 1994, lavede film, var på alle festflyers med sit tidstypisk ironiske 90-alterego, der var en hyldest til entertaineren Liberace. Han blev berømt for at drikke ren piskefløde og have bakkenbarter, Elvis-tøj og skøre briller. Det var kitsch, men alterego’et blev siden både voksent, fik tyngde og udsyn.
Der var ikke noget, han IKKE interesserede sig for, hvilket var tydeligt søndag efter søndag i hans stemningsfulde søndags-matiné på Radio 24Syv, ’Croque Monsieur’, tre timers fransk morgenradio – i åndelig silkekimono. Intet var for småt til at blive spurgt ind til, altid med denne overrumplende og mærkbare sødme.
Han var udansk, i udtrykkets mest ægte betydning, globalt orienteret og inkluderende. Feministisk, humanistisk, hedonistisk. Hans venner kaldte ham Tykke, og det var kærligt ment. Alt var okay med ham, han havde så utrolig en ro midt i al sin passion, rund og blød.
Han var ligeglad med prestige og penge, og han søgte nydelsen, friheden, glæden og rummeligheden i alt, hvad han gjorde. Han var multitalentet og det voksne Steinerbarn.
Nøglebarnet
En af mine yndlingsanekdoter om ham er, at der altid boede alle mulige hjemme hos ham i lejligheden på Nørrebro: gennemrejsende, hel- og halvhjemløse, nyskilte venner, og at hans ellers helt vildt rummelige afrikanske kone en dag fik ham til at love, at han ikke ville lave flere kopier af deres nøgle, fordi nøglen til deres hoveddør var spredt udover hele København.
Denne ekstreme generøsitet og hjertevarme gennemsyrede alt, hvad Master Fatman har bedrevet i sit alt for korte liv. Om det var yoga på Roskilde Festival eller de mange hundrede gratis spillejobs, som han har stillet op for for en god sag som hjertevarm dj med en kasse fuld af mærkværdige LP’er, fundet på en rejse til Brasilien og omegn eller at forsøge at lære fransk i radioen til stor underholdning for lytterne.
Noget af det, der karakteriserede hele hans virke med musik, om det var dj-jobs, hans jazzprogram på P8, hans jazzskole for børn, Black Distortion (der kun spillede afrikansk musik), deltagelse i det danske Melodi Grand Prix (bl.a. med sangen ’Jordisk Kærlighed’), ’kosmisk 1. maj’ eller hans deltagelse i ’Vild med Dans’, var, at han var gennemsyret af en usnobbet kærlighed til musik. For ham var det hverken genren eller placering på en chart eller hvem der var smarte eller hvilken lyd der var inde, der var vigtigt. På den måde mindede han en del om den også afdøde dj Kjeld Tolstrup. Det var kun glæden ved musik og ikke mindst glæden ved at dele den med andre, det handlede om. Stemning og passion og at dele gavmildt ud.
Master Fatman delte ud af sig selv og sin kærlighed, og det er ubærligt, at han allerede skulle herfra i en alder af 53. Han efterlader sig fire små børn, en voksen søn og sin kone Herminia Mabunda.
Så hvad var det allerfineste ved dig, Morten? Det var din kærlighed. Til det hele. Hvil i fred, Tykmester.
PR-foto
