I lyset af Googles brutale afpresnings-magtdemonstration med nedlukning af al dansk musik på YouTube har jeg fået flere henvendelser fra folk, som spørger, hvordan de bedst støtter os musikere. De fleste aner ikke, hvordan det egentlig står til og bliver chokerede over, hvor ekstremt lidt vi musikere generelt tjener på streaming af vores musik.
Så meget får sangskriveren:
– Spotify: 8,8 kr pr. 1.000 afspilninger
– Spotify Free: 0,9 kr pr. 1.000 afspilninger
– Apple Music: 26,6 kr pr. 1.000 afspilninger
– Tidal: 14,6 kr pr. 1.000 afspilninger
– TDC Play: 17,4 kr pr. 1.000 afspilninger
– YouTube: 2 kr pr. 1.000 afspilninger (tallet er før de 70 %, som de nu ønsker at nedsætte med)
Derudover får artisten også en andel, men det kan variere en del.
Kilde: Koda
Ikke just imponerede. Som udøvende musiker vil jeg derfor komme med et par konstruktive tips til, hvordan du bedst støtter din lokale musiker. Here we go:
1. Download musikken og køb musik i form af vinyler, cd’er og merchandise.
2. Gå til koncerter! Du støtter kunstneren, OG du beriger dit eget liv med store kunstneriske oplevelser. Giv eventuelt koncertbilletter som fødselsdags, jule-, konfirmations- og bryllupsgaver – det er tilmed klimavenligt.
3. Stream, stream, stream ny musik! Streaming er den nye Gud i musikbranchen. Og du hjælper en kunstner meget ved at streame hendes/ hans/ deres musik.
4. Del, del, del ny musik! Omtale i stories, deling af streaminglink, musikvideo eller andet content på de sociale medier. Eller del billeder fra koncerter, optagelse af din bilradio der spiller yndlingskunstneren, festen der danser til nummeret, barnet der synger med etc.
5. Følg kunstneren på Apple/ Spotify/Tidal og tilføj kunstnerens sange på dine playlister, så sangene bliver streamet igen og igen.
6. Følg kunstneren på Facebook, Instagram, Twitter og del/ like/ kommentér på opslag. Algoritmerne læser det og laver mere larm for kunstneren.
7. Fortæl alle dine venner, når der er noget musik, du synes er fedt og væk deres musikalske nysgerrighed.