Nogle gange er idéer brandsjove på tankeplan, men knap så sjove i virkeligheden. Det her er en af dem. For da jeg står i en bikini, hvor elastikken har set bedre dage, og skal vise min krop frem for en af Los Angeles’ førende plastikkirurger, fortryder jeg ærlig talt lidt. Mit projekt om at lade kirurgens falkeblik fare over min krop for at komme med sit bud på, hvordan han ville forbedre den, hvis jeg nu skulle matche Hollywood-standarder og Oscar-gallakjoler, virker tåbeligt. Ikke kun fordi jeg fortryder at stå der alt for afklædt, men også fordi jeg med lidt forsinket forståelse, kan blive bekymret for, at hvad der var tænkt som en gakket gimmick, pludselig bliver en del af syndfloden om kropsfiksering.
Nuvel. Det er bare for sjov, forsikrer jeg mig selv og forsøger at være afslappet omkring den noget tilrettelagte situation, jeg har plantet mig selv i.
Dr. Rogers holder til i en enorm penthouse-klinik få meter fra Rodeo Drive, og med coffee table-bøger, et strømlinet møblement og en farveafstemt indretning ligner hans venteværelse mest af alt en eksklusiv hotelfoyer eller indgangen til en high-end spa.
Min 44-årige krop kommer med et par fødsler, en mindre operation i forbindelse med brystkræft og nåja, så er der også den stofskiftesygdom, der i ureguleret tilstand kan få min vægt til at suse op og ned, bare jeg tænker på en flødeskumskage.
Men med mine 54 kilo er jeg for tiden ret slank, med den rigtige BH kan jeg også hive brystpartiet nogenlunde op, og til dagligt er jeg spændt ind i jeans med stretch, der skjuler de genstridige småbuler, der har bosat sig på mine lår.
Alt i alt er jeg egentlig godt tilfreds med min krop. Bevares, den bevæger sig sjældent, udover hvad den må og skal for at fragte mig rundt i det daglige, men når jeg hverken cykler eller træner, giver det sig selv, at den trods min lave vægt ikke er helt stram i betrækket og buler lidt hist og pist.
Og som jeg står der under afslørende lysstofrør, hvor alt kan ses – som i ALT – daler kropskærligheden et par grader. Hvert et lille appelsinhuds-smilehul og hvert et lille strækmærke er fuldkommen blottet i det skarpe lys, mens Dr. Rogers ser undersøgende på mig og begynder fra toppen. Bogstavelig talt.
1. Ansigt
Han fastslår indledningsvist, at jeg ikke er kandidat til en ansigtsløftning, men at der er brug for både Botox og fillers, hvis jeg skal glattes ud og være klar til at kunne klare imaginære, nærgående kameraer i HD-kvalitet.
Den havde jeg nok ventet. Smilerynkerne omkring øjnene, panderynkerne, der trækker konstante streger og den lille dybe bekymrings-satan mellem øjnene. No surprise.
Jeg kan få filler i linierne, der løber fra mine næsebor til mine mundvige for at give mig et blødere og yngre look. Men min hage trænger åbenbart også til stik for at skjule en tværgående kløft og tendens til appelsinhuds-huller, når jeg smiler. Yes, jeg har simpelthen appelsinhud på hagen. Congrats.
Forventet pris for denne indsats: Mnimum 5.000 kroner
2. Hud
Min hud er derudover ujævn og solskadet, og vil jeg have porcelænshud som Nicole Kidman, kunne jeg have godt af en dybdegående laser, der vil få al hud til at skalle af og være minimum 10 dage om at hele op.
Pris: 14.000 kroner
3. Hals
Huden på min hals er nogenlunde OK, alt taget i betragtning, siger Dr. Rogers. Men jeg bør begynde at få såkaldte non-invasive behandlinger som laser og microneedling for at undgå kalkunhage, rynker og pergamenthudsfolder. Det lyder dyrt, men det er tydeligt, at den slags vedligeholdelsesudgifter ikke er noget Dr. Rogers’ standard-klientel stiller spørgsmålstegn ved.
Vil jeg gå endnu dybere og dyrere til værks, kan jeg vælge en heftigere laser, men den vil betyde, at huden er adskillige uger om at hele op. Og det er no-go, når man er travl stjerne.
”Downtime” er nemlig afgørende, når man har travlt med fotoshoots, prisuddelinger og filmoptagelser, forklarer Dr. Rogers. Derfor tilrettelægger han gerne større indgreb og behandlinger på sine kendis-kunder, så ar og syninger kan hele op, når kalenderen giver mulighed for tilpas lang restituering. Ingen vil jo fanges i en paparazzistorm, før alle tegn på operationen er fuldkommen forsvundet.
Pris: 23.000 kroner
4. Bryster
Dommen over mine bryster er klar. De er ikke lige store og hænger ikke lige lavt.
“Enten kan du få lavet et løft, så de bliver mere symmetriske, du kan få taget fedt fra kroppen sprøjtet ind for fylde, eller du kan få implantater. Implantater vil efterlade færre ar hos dig, så det er nok min anbefaling, siger kropsskulptøren.
Pris: 50-100.000 kroner afhængigt af implantat- og operationsmodel
5. Armhuler
Dr. Rogers bevæger blikket ned over mine arme, og fører sin finger henover folden ved armhulen.
“Arme er generelt noget af det skuespillere og andre, som arbejder foran et kamera klager over, og den her fold er årsag til, at mange ikke vil vise sig frem i noget uden ærmer.”
Jeg ved udmærket, hvad den fold bliver kaldt. Armpit vagina. De folder, der helt naturligt kommer ved armhulerne, hvis man tillader sig at holde armene ind til kroppen. Folder, der med lidt fri fantasi kan minde om en glatbarberet vagina.
Efter sigende stammer betegnelsen fra den unge, amerikanske skuespillerinde Jennifer Lawrence, der i 2014 stod åleslank i en selvsiddende, ankellang, glitrende Dior-model, imens hun fastslog , at hun var ok med både armhulefedt og arm pit vaginas.
Begrebet vakte også postyr i Danmark ved sidste års Oscar-uddeling, da modemanden Uffe Buchard kækt kommenterede, at Serena Williams gallakjole udstillede hendes vagina armpits. Lad os bare slå fast, at han fik ørene i mediemaskinen for den bemærkning.
Anyway, måske vil Uffe Buchard blive glad for at høre, at det frygteligt naturlige fænomen kan afværges med noget avanceret radiobølge-behandling eller microneedling, som er bittesmå nåle, der perforerer huden og booster helingsprocessen.
Pris: fra 2.000 kroner og opefter per behandling
6. Overarme
Men der er mere at komme efter, når det gælder mine arme lemmer, hvis de skal være klar til at blive vist frem på den røde løber.
“Du har gode overarme, men skulle du have en opstramning her, kunne det være det, vi kalder Renuvion, lyder det fra Dr. Rogers, mens han hiver ned i min hud, så jeg får en budding-vibrerende mormor-skanke, jeg ikke anede, jeg havde.
Med Renuvion vil en slange blive ført ind fra albuen, og så er det noget med noget plasma og nogle radiobølger, jeg ikke helt forstår, men vævet under huden vil efter sigende skrumpe og blive mindre. Til den pris vil jeg nu også forvente mirakler.
Pris: 65.0000 kroner
7. Mave
Dr. Rogers beder mig bøje mig forover, som skulle jeg udføre et hovedspring. Den position er ved Gud ikke noget, der gør noget godt for mine bryster, der får en pludselig dejagtig konsistens, som de hænger der i frit fald og nærmest er ved at falde ud af bikinioverdelen.
Imens kører han en hånd henover mit maveskind.
“Du har en overraskende god elasticitet taget i betragtning af to graviditeter. Du har kun ganske lidt løs hud og en helt ubetydelig topmave, siger han, inden han studser over, om mærkerne på mine hofter er strækmærker eller skyldes mine stramme jeans. Vi studerer områderne i fællesskab og bliver enige om, at det er en god blanding. Så her kunne laser og microneedling også hjælpe
Pris: fra 2.000 kroner og opefter per behandling
8. Hofter
Mine hofter og lår er mine egne svage punkter, og inden jeg bliver slagtet for obskur forfængelighed – jo, man må gerne have komplekser, selvom man måske virker slank i andres øjne. Et lavt BMI er ikke lig med evig tyndheds-lykke og kropsglæde, skulle jeg hilse og sige.
Med lidt fedtsugning kan Dr. Rogers gøre lårene tyndere både på yder- og inderside, men hvis det skal være glamourøst og mere defineret såkaldt countouring, foreslår han en efterbehandling med noget af det magiske plasmatrylleri.
Pris: Fra 16.000 kroner per område til 65.000 kroner
9. Bagdel
Dr. Rogers går ind for genbrug, så min bagdel kan hejses op med det overskydende fedt fra mine yder-og inderlår og de små love handles, han kan gribe fat i henover lænden (endnu minimum 16.000 kroner for den lille bramme). På den måde får jeg også en mere defineret talje.
Selv med mine 54 kilo har jeg rigeligt med fedt til at få formet min numse. Jeg kan godt nok ikke få the full blown Kardashian-look, men Dr. Rogers lover, at jeg sagtens kan få en såkaldt ‘Brazilian Butt’, der vil give bagdelen mere strut-form og en understreget timeglasfigur
Pris: Omkring 50.000 kroner
10.Hele kroppen
Min egen kommende Hollywood-krop er jo bare noget, jeg leger, og Dr. Rogers leger med. Og for at yde den gode plastikdoktor fuld retfærdighed, skal det tilføjes, at hans personlige overbevisning er, at jeg kan klare en potentiel Oscar-kjole med en god push-up bh med lidt ekstra fylde til det formindskede bryst, mens en såkaldt Spandex-model i spændstig lycra kan hjælpe mig med at stramme lår og bagdel henholdsvis ind og op.
Med andre ord er de mange behandlinger ikke noget, han partout synes, jeg har brug for – men behandlinger, han ville foreslå, hvis jeg var en reel kunde med ønsker om en poleret krop. Det har jeg ikke, og det er nu meget godt, for jeg har heller ikke den vedligeholdelseskonto, transformationen kræver.
For, hvis jeg havde, ville den samlede minimum totalpris nemlig ifølge min lommeregner ende i den sekscifrede ende.
Pris: 301.000 kroner
Tænk sig, hvor meget man kan gøre og gå igennem for at få formet sin krop – helt uden at røre sig. Når jeg natten til mandag sidder og labber Oscar-showet i mig sammen med millioner af andre film-og glitterglade fans, vil jeg tænke lidt ekstra over al den planlægning, al den tid og alle de penge, der er gået forud for manipulere virkeligheden.