Trine Dyrholm er ikke bange for at spille kontroversielle kvindeskikkelser. I ‘Pigen med nålen’ var hun barnemordersken Dagmar Overby, og i det nye dokudrama ‘Faderhuset’, instrueret af det erfarne trekløver Andreas Koefoed, Eva Mulvad og Adam Nielsen, spiller hun Ruth Evensen.
Hun er leder af den kontroversielle religiøse kult Faderhuset, der kom på alles læber, da de nytårsmorgen 2001 overtog Ungdomshuset i København med det formål at “uddrive ondskaben”.
Senere kom det frem, at ondskaben også trivedes ganske godt i Faderhuset selv, hvor manipulation, indoktrinering og vold var hverdagskost.
Da anklagerne blev for mange, blandt andet om mishandling af de børn, der voksede op i sekten, flyttede Ruth Evensen først menigheden til Bandholm på Lolland og siden, i nattens mulm og mørke, til Tjekkiet.

Hele det forløb er blevet beskrevet i Third Ears podcast ‘Ruths hus’ fra 2024, hvor flere tidligere medlemmer af Faderhuset stillede op og fortalte deres rystende historier om at blive fanget i Faderhusets net.
Mennesker med det tilfælles, at de kom fra utrygge baggrunde og blev fanget ind af kirkens løfter om fællesskab og rummelighed. Kun for at opdage, at rummeligheden stoppede brat, hvis man ikke længere fulgte Ruth Evensens anvisninger for korrekt opførsel.
Forankret i virkeligheden
En af de medvirkende i podcasten var Camilla Johnson, der også er med i den nye film ‘Faderhuset’, sammen med to andre modige tidligere medlemmer, der alle var højt placeret i sekten, inden de fandt modet til at bryde ud.
‘Faderhuset’ benytter sig, ligesom Jesper Dalgaards ‘Mors drenge’, af det fortællermæssige virkemiddel at lade de virkelige personer overvære optagelser med skuespillerne, der rekonstruerer de hændelser, de har oplevet i deres tid i Faderhuset.
Scener, som vi ser dem reagere på med sorg, skam, smerte, erkendelse, men også reflektere over og rette. Et effektivt virkemiddel, der hægter spillescenerne fast i den virkelighed, de formidler.

Og det er nødvendigt. For historien om Faderhuset er så vild, at man kunne fristes til at tro, at instruktørerne overdrev en smule, hvis altså ikke man havde et øjenvidne, lige der i rummet. Som flere gange ligefrem bekræfter, at det, vi som tilskuere synes er ekstremt, faktisk slet ikke nærmer sig virkeligheden.
Igen og igen lander kommentarer som “Du skal være meget mere vred”, “Jeg var meget mere ondskabsfuld” og “Du må gerne skrue op”.
Efter en meget voldsom scene, hvor Laura Kronborg Kjær, der spiller Camilla, bliver “født” af Trine Dyrholms Ruth Evensen, klemt fast under et sengetæppe, mens hendes nye “mor” simulerer en ægte fødsel, skal både Camilla og skuespillerne lige sunde sig.
“Hold da op, det var intenst,” lyder det. Inden Camilla kan sætte trumf på ved at fortælle, at hele hændelsen i virkeligheden tog fire timer. Et overgreb på fire timer i kærlighedens og Guds navn.
BEHOVET FOR FÆLLESSKAB
Og det er ikke engang den mest voldsomme scene i filmen, der ikke alene er en vellykket skildring af Faderhuset og deres metoder, men også på et mere overordnet plan en beskrivelse af, hvad der gør, at mennesker bliver fanget i skadelige fællesskaber, indoktrineret til at tro, at de er på de godes side. Trænet i at overhøre alle de advarselslamper, der bimler og bamler hos os ude i biografmørket.

Man sidder virkelig tilbage med en følelse af at forstå og at have fået et unikt indblik i en uhyggelig historie og kult, men først og fremmest det utroligt store behov, vi mennesker har for at finde et fællesskab, som undertiden trumfer både forstand og fornuft.
At vi bliver engagerede i fortællingen, der egentlig kun fortælles i løsrevne brudstykker, skyldes selvfølgelig i høj grad de dygtige skuespillere, der ud over Trine Dyrholm og Laura Kronborg Kjær blandt andet tæller David Dencik som den tidligere bønneleder Jerry og Emma Sehested Høeg som Ruth Evensens niece Kristina Djarling.
Sidstnævnte er stadig er del af menigheden, men hverken hun eller Ruth Evensen har ønsket at lade sig interviewe til filmen.

Det er stærkt, vildt spil, og det er rørende at opleve den åbenhed, skuespillerne møder de tidligere medlemmer med.
De stiller sig virkelig til rådighed for deres oplevelser og stiller undervejs alle de spørgsmål, vi også selv sidder med ude i biografmørket. Hvad tænkte du? Hvad følte du? Hvorfor gik du med til det?
Og så sidder man selvfølgelig også tilbage med en stor respekt for de mennesker, der ikke alene er sluppet ud af Faderhusets kløer, men også vover at genbesøge deres dybeste traumer, for at vi allesammen kan blive lidt klogere sammen med dem.
Klogere på Faderhuset, sårbare mennesker og manipulation – måske ligefrem også på ondskabens væsen.
Men i virkeligheden også på os selv.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
