992 danske kroner. Det er prisen på en heftigt kritiseret adventskalender fra Kim Kardashians brand Skims.
Kalenderen bedyrede ellers, at indholdet ville give deres kunder “12 dage med sjove overraskelser”, men dén fortælling er allerede gået helt i stykker.
Folk er ikke glade. Selvom vi endnu ikke har krydset 1. søndag i advent, har masser af folk tilsyneladende allerede taget forskud på glæderne og pakket kalenderen ud. Men skuffelsen har været fæl.
Indholdet? Et par hårelastikker, små hårspænder og et par nøgleringe og en squishy-ting – blandt andet.
– Det ligner noget katten har slæbt ind, lyder det fra en bruger på TikTok. En anden sammenligner indholdet med noget, Kim Kardashian har tømt fra sit natbord.
– Det her må være satire, skriver en bruger på YouTube.
Flere videoer florerer nu også, hvor folk rengør deres sofa og driller med, at de har fundet Skims’ kalender.
Tilbyder refunderinger
Reaktionerne på de sociale medier har nu fået Skims til at reagere, og firmaet tilbyder nu ifølge BBC at refundere kundernes køb.
– For nogen har kalenderen ikke levet op til deres forventninger, siger en talsmand, der også forklarer, at man har kontaktet alle kunderne personligt for at tilbyde refundering eller mulighed for at købe andre produkter for prisen.
Skims blev grundlagt af Kim Kardashian i 2019 og har især vundet udbredelse på grund af deres shapewear, som opstrammer kroppens former. Brandet har i øvrigt en imponerende historik med at skabe røre omkring deres produkter – blandt andet for deres bh’er med falske brystvorter og trusser med falsk kønsbehåring.
Kim Kardashian har ikke selv kommenteret miseren.
