Langt mere plantebaseret mad, meget mindre madspild og endnu mere økologi er hovedingredienserne i en helt ny aftale, som 14 af verdens storbyer har forpligtiget sig til at føre ud i livet i kampen mod klimaforandringerne.
Det er uundgåeligt at tale om borgernes madforbrug, når der diskuteres løsninger på klimakrisen. Ifølge en rapport fra FN’s klimapanel IPCC, som udkom i starten af august, er det helt essentielt at reducere madspild, ligesom vi skal omlægge vores kost, så den indeholder flere grøntsager og kornprodukter og mindre kød, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under 2 grader, lyder nogle af konklusionerne i rapporten.
Den udvikling forsøger 14 af byerne at rette op på med den nye aftale, hvor byerne forpligter sig til at reducere madspild med 50 procent fra 2015-tallene, ligesom at plantebaseret mad skal være en langt større del af det offentlige madforbrug. Generelt bliver det store madfokus en del af byernes klimahandlingsplan.
”Sunde, økologiske måltider til børn, unge og ældre har længe været topprioritet i København. Med vores nye fødevarestrategi i København forbedrer vi vores klimavenlige madindsats med grønnere fødevarer, mindre kød og mindre affald,” siger Frank Jensen om baggrunden for at bakke op om aftalen, der har navnet ’C40 Good Food Declaration.”
”Vi ved endnu ikke, hvordan vi skal komme derhen, men nu har vi et konkret mål at gå efter,” sagde Frank Jensen på dagens pressemøde, hvor aftalen blev offentliggjort.
Klimahandling og grønnere kost hænger sammen
Næste skridt for København er at implementere en ny fødevarestrategi, hvor der både skrues op for kvalitet og økologi (som i forvejen er høj – knap 90 procent af Københavns råvarer i de offentlige køkkener er økologiske), men også en strategi for, hvordan man mindsker Co2-udledningen for hvert måltid.
”Hvis 2020’erne skal være klimaårtiet, så er det op til os storbyer at handle ansvarligt – både i forhold til hvordan vi indretter os, og hvordan vi spiser. God, bæredygtig kost og klimahandling hænger sammen,” siger Eric Garcetti, Los Angeles’ borgmester, som også er med i den nye aftale.
De 14 byer, der har underskrevet aftalen, er Barcelona, København, Guadalajara (Mexico), Lima, London, Los Angeles, Milano, Oslo, Paris, Quezon City (Filippinerne), Seoul, Stockholm, Tokyo og Toronto.
At skifte til en bæredygtig kost og undgå madaffald kan reducere drivhusgas fra den mad, vi spiser, med mere end 60 procent. 25-30 procent af vores fødevarer går i dag til spilde, ifølge FN.
Fakta om C40 Mayors Summit:
Verdens 94 største storbyer er i disse dage samlet i København til klimatopmødet C40 Mayors Summit, hvor byerne diskuterer lokale løsninger på den presserende klimakrise.
I går lancerede samtlige byer ’Global Green New Deal’ – en fælles forståelse for, at verden befinder sig i en ’global klimanødstilstand’.