Veninder
Foto: Priscilla Du Preez/Unsplash

Forfatter: Derfor er veninder alle kvinders vigtigste parforhold

I bogen ‘Allerkæreste veninde’ gennemgår forfatter Mette Korsgaard kvinders forhold til deres veninder set henover et helt liv. Fra leg på villavej over moderskab til skilsmisse og senior-kaffeklubben. Men hvorfor er det, at kvinders platoniske forhold til hinanden fylder så meget?

Mette Korsgaard, du har skrevet en bog om veninder og kalder kvinders veninder for deres mest vigtige parforhold, hvorfor?

”Veninder spiller – fra du er barn, og til du bliver olding – en stor og gennemført rolle. Veninder er dem, du leger og interagerer med, betror dig til, spejler dig i, støtter dig til, afprøver argumenter med og udvikler dig sammen med. Sådan fortsætter det hele livet, indtil du sidder på den sidste dag, hvor en af dem holder dig i hånden, hvis du ikke har andre. Veninder er der altid. Forældre, partnere og børn er afgørende i dit liv, både når du har dem eller ikke har dem, men veninder er der altid. Jeg vil gerne løfte vores blik og minde os om veninders værdi. Jeg synes, at der er skrevet alt for lidt om veninders betydning i nyere tid. Aristoteles bliver citeret for, at venskab er det mest nødvendige for at lykkes som menneske. For der er ikke noget, der kan udvikle os mere. Det vigtige fænomen fortjener en bog. Også fordi kvinder er særligt gode til venskaber. Vi har finpudset veninderelationer, siden vi var små.” 

Venindebog

Nogle gange når man er heteroseksuel kvinde, så får man en fornemmelse af, at det ville være meget nemmere, hvis man blev kærester med en af sine nære veninder end med en mand. Hvad tænker du?

”Haha, ja, det kender jeg godt. Nogle gange kan jeg kigge på min mands flakkende blik, når jeg igen igen vil vende det samme problem, som jeg også ville vende dagen før og dagen før den dag. Jeg bakker og tænker, ok, jeg vender det med min veninde i stedet. Hun bliver aldrig træt. Og når hun så sidder der i sofaen med tæpper, rødvin og et åbent og nysgerrigt blik, så kan jeg også overveje at spørge, om vi ikke bare skulle blive kærester, og jeg leger måske med tanken om, at jeg nok er biseksuel. Men sagen er, at jeg faktisk sagtens kan klare, at min veninde er tusind kilometer væk i månedsvis, og vi bare skriver sammen løbende. Jeg kan ikke undvære min mand i længere tid. Det kan gøre virkelig ondt at være langt væk fra den, man elsker. En filosof i nyere tid har studeret venskaber og sagt noget om, at man i det gode venskab ikke har et ustyrligt behov for at være sammen hele tiden, men kan gå ind og ud af hinanden, uden at det gør noget til eller fra for vores opfattelse af relationens dybde.” 

”Der er en fin balance i det. Da jeg var i begyndelsen af mine 20’ere, fik jeg en virkelig god ven. Et venskab kan jo begynde med en oplevelse, som er man forelsket, og vi begyndte også at kysse hinanden i begejstring. Men det var en totalt flad følelse for os begge to. Der skete ingenting. Et par måneder efter fik han sit livs første mandekæreste og lever i dag lykkeligt sammen med en fyr, som han også har fejret sølvbryllup med. Han og jeg overlevede de lunkne kys og er den dag i dag de bedste venner.” 

Hvordan ved man, hvem der er ens bedste veninde? Jeg tror nemlig ikke, at jeg har en? 

”Jeg har altid oplevet det med en “bedste veninde” som ekskluderende. Jeg kunne virkelig føle mig udenfor, hvis to piger, som jeg selv godt kunne lide, begyndte at udveksle veninderinge og slynge sig sammen så tæt, at der ikke var plads til andre. Jeg har egentlig heller aldrig haft en bedste veninde. Men for nogle år siden mødte jeg en kvinde, som jeg har fået så tæt en relation til, at jeg har sagt til hende, at hun er min bedste veninde. I virkeligheden er hun nok bedre beskrevet som min tætteste veninde i den forstand, at vi taler eller skriver sammen flere gange om ugen. Vi lærte hinanden at kende for snart ti år siden, og jeg har aldrig før oplevet at have så tæt en relation til en anden kvinde. Vi har gensidigt glæde af hinandens venskab, blandt andet fordi vi begge to ofte bevæger os ud på dybt vand professionelt. Hver gang jeg går i gang med en dokumentarfilm eller skriver en bog, aner jeg jo ikke, hvor jeg ender hverken fagligt eller økonomisk. Hende, som jeg kalder min tætteste veninde, er sprunget fra sit profitable job som psykolog til at tage en uddannelse i London som kunstner. Vi er meget ambitiøse, modige og bange begge to. Det er der ikke ret mange andre end os to, der gider at vade rundt i ret længe ad gangen. Men det gør vi. Vi kan på tiende år gå rundt om udfordringer, grave ud, betro og dø af grin over os selv og den anden. Hun betyder meget for mig. Men jeg har også andre veninder, som jeg er virkelig glad for, som har stor betydning. De er ikke mindre værd – altså mindre gode veninder. Vi har forskellige perioder i vores liv, hvor den ene eller den anden kvinde har særlig stor betydning. Nogen er så heldige og/eller gode til venskaber, at de har livsvidner, altså de samme veninder gennem hele livet. Jeg gætter også på, at du i din sygdomsperiode er blevet klar over, hvem der er særligt gode veninder under de barske omstændigheder. Og måske hende, der er dårligst til at være veninde, mens du er syg, er hende, der er sjovest at drikke sig fuld med i byen bagefter? Eller dit liv har ændret sig i den retning, at du ikke længere orker at bruge tiden på fis og fuldskab. Og du har fået øjnene op for en kvinde, som du måske troede var kedelig, men så var hun bare dybere, end du før havde set.”

En ofte forekommende konflikt mellem veninder opstår, når den ene eller begge indgår i et parforhold. Hvorfor tror du, vi bliver mere dovne på venindefronten, når vi får en kæreste?

”Vi bliver dovne, fordi vi i hvert fald i begyndelsen af et nyt parforhold er fyldt op af kæresten. Under den første forelskelsesperiode føles det, som om han eller hun kan dække hele ens behov for nærhed og betroelser for resten af livet. Jeg tror også, at der for mange af os stadig hænger et gammelt stereotypt billede af det lykkelige par, som kun behøver hinanden og ingen fra omverdenen. Det der billede fra gamle dage, da en kvindes liv ofte blev defineret af, hvem hun var gift med, og hvor mange børn hun havde. Det billede holder reklameindustrien jo liv i den dag i dag. Den glade unge familie eller det ældre smukt sammentømrede par. Der er ingen veninder på det billede.”

mette korsgaard
Mette Korsgaard er forfatter og dokumentarist. PR-foto

“Der er så også det faktum, at der i en periode af ens liv mangler tid. Da jeg var omkring de 40 år, havde jeg små børn, krævende job, forældre, der begyndte at blive gamle og havde behov for hjælp, plus en mand som jeg kun så i glimt, når vi faldt besvimede om af træthed ved midnatstid. Dengang var jeg heller ikke meget værd på venindefronten. Jeg husker engang, at en veninde var ved at fortælle om sin smertelige skilsmisse, og jeg faldt i søvn. Undskyld! Når det så er sagt, er det en af grundene til, at jeg har skrevet min venindebog. For at minde os om betydningen. Jeg husker også, at jeg midt i børnefamilie-molevitten tog en weekend til Skagen med fem kvinder og sang solen sort. Det var mindeværdigt sjovt og livgivende.” 

Hvorfor er vi kvinder så besatte af, at vores kærester absolut også skal være venner? Altså det her med at tvinge to mænd til at blive venner, fordi deres koner er det?

”Den lykkeligste forestilling er jo at sidde i fællesskab sammen med alle dem, vi er vilde med. Hvis det går op i højere fornøjet enhed med kæreste, veninde og venindes kæreste, er det jo fantastisk. Men igen er det ofte utopi bygget op af gamle idealer om den hellige tosomhed. I den pakkeløsning kan gode venskaber gå tabt, hvis vi insisterer på, at nærheden og intimiteten skal gælde alle og dermed automatisk vil blive smurt ud i et tyndere lag. Det er jo ikke sådan, at når du møder en kvinde, som du svinger godt med og har lyst til at se mere til og snakke med, så tænker du samtidig: Hun vil også passe godt ind i mit parfold. Hun er din veninde, ikke din mands.” 

“Jeg tror, at især kvinder ofte er besatte af parmiddage og parrejser, fordi vi i forvejen er så godt øvet i betydningsfulde venskaber og oplever, at forholdsvis mange mænd er dårlige til det. Bestemt ikke alle mænd, men mange mænd har ikke som kvinder fra barnsben lært at prioritere vennerne. Mange mænd er opdraget til, at de bare kan spille fodbold i stedet for at tage konflikten, hvor mange kvinder fra de var små piger er opdraget til at involvere sig med andre og tage de hårde verbale kampe, der indimellem også er brug for, når et lille menneske skal udvikle sig sammen med andre. Der svigter vi nok ofte de små drenge. Og så tager vi omvendt opgaven på os, når vi ser, de som mænd sidder og hænger alene hjemme, fordi fodboldklubben har lukket for seniorer. Mange kvinder er voksne piger, der har lært at tage ansvar for, at andre er en del af fællesskabet.” 

Du beskriver i bogen, at du er enormt dårlig til at afslutte drænende venskaber. Fandt du ud af, hvordan man slår op med en veninde i din research?

”Nej. Der findes ikke en enkel, afprøvet metode. Der er desværre dilemmaer i verden, hvor det er umuligt at researche sig til en bestemt løsning. Men jeg er igennem min research, og to timer hos en terapeut, nået frem til følgende selverkendelse: Når en veninde har trådt mig hårdt over tæerne og ikke siger undskyld, så er det let for mig at droppe hende fra den ene dag til den anden. Det kan enten skrives eller siges. Men hende, der langsomt dræner mig, er vanskeligere. Jeg er af terapeuten blevet foreslået at skrive et afskedsbrev, takke for venskabet så langt, slå en sløjfe og skrive at nu er det slut. Men det kan jeg ikke gøre. Jeg ville selv blive virkelig ked af det, hvis der var en veninde, der afsluttede vores venskab så tydeligt. Jeg vil selv foretrække, at veninden bare trak sig langsomt. Altså ikke geninviterer eller tager initiativ til at vi skal være sammen. Lader det sive. Hvis jeg så undrer mig, og venskabet betyder meget for mig, så må jeg tage kontakt og spørge, hvorfor hun holder sig tilbage. Som min gamle moster har skrevet i min barndoms poesibog: Vær mod andre som du vil, andre skal være mod dig. Den sætning må overleve alt. Men der er altså ikke en opskrift. Det er et spørgsmål om temperament.” 

Generelt bliver kvinder ældre end mænd, alene den knastørre, statistiske bemærkning er vel nok til, at vi kvinder burde gøre os mindst lige så umage med vores venindeskaber som med vores parforhold?

”Ja, præcis. Jeg er enig. Det er endnu en grund til at gøre sig umage overfor sine veninder. Samtidig er kvinders venskaber sandsynligvis medvirkende årsag til, at vi statistisk set bliver ældre end mænd. Studier, hvor man har fulgt flere tusinde velvoksne mennesker i en periode på op til syv år, tyder på, at venner er mere afgørende for din livslængde, end om du er ikke-ryger, motionerer og spiser grønt. Der er endda studier, der tyder på, at kvinder, der bliver skilt i overgangsalderen, bliver ældre end dem, der ikke bliver skilt. Hvorimod mænd tit synker til bunds efter en skilsmisse eller hurtigt finder en ny kæreste. Igen statistisk set. Men alligevel. En af grundene er veninderne. Der er ingen argumenter for ikke at investere i sin interesse og tid i veninder.”

I bogen beskriver Mette Korsgaard de sidste vigtige år i en venindefloks livslange venskab så fint, at det bliver de sidste ord i denne artikel:

Jeg vil slutte af med beskrivelsen af et solidt venskab imellem seks kvinder. Det er min svigermor, Inge, der nu er på vej mod de 88 år. Da hun som nygift flyttede på landet, fik hun fem veninder, som hun begyndte at drikke kaffe med, fordi deres tilværelser lignede hinanden på den måde, at de var nygifte, de havde børn, og de boede tæt på hinanden i et overskueligt lille samfund. Det var deres umiddelbare bånd. De seks veninder har drukket sammen en gang om ugen, og indimellem havde de middage, hvor også mændene blev inviteret med.

Nu har venindeskabet overlevet mændene. Og de seneste år er nogle af veninderne også døde. I dag er de fire veninder tilbage.

”Jeg ved da ikke, hvad jeg skulle gøre uden dem. Vi hjælper jo hinanden,” fortæller Inge. Og jeg spørger: ”Hvad hjælper I hinanden med?” ”Vi snakker og drikker kaffe,” svarer svigermor Inge. Se, det er jo hele kernen i venindeskabet.

Nu bor den ene af veninderne på det lokale plejehjem og lider af demens. Hver fredag går Inge og de andre op på plejehjemmet for at besøge deres fælles veninde. Her får de så en kop kaffe sammen og synger fra Højskolesang- bogen. Kun nogle af dem kan synge. Men de er sammen.


Bogen ‘Allerkæreste veninde – bogen om kvinders vigtigste parforhold’ af Mette Korsgaard er netop udkommet.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics