Foto: Camilla Stephan
“Owning our story and loving ourselves through that process is the bravest thing we’ll ever do” – Brené Brown
Folk ville ikke tro på mig. De ville sige, det var min egen skyld. De ville udstøde mig. De ville tænke, jeg var svag. Syg. Ulækker. Det ville være synd og pinligt for min familie. Ingen ville forstå mig. Overgrebsmanden ville opsøge mig og skade mig.
Den slags tanker lukkede min mund og mit hjerte i fjorten år, efter jeg var blevet psykisk og seksuelt misbrugt af en lærer, da jeg var fjorten år.
Selvom jeg de sidste ti år har brugt lang tid hos psykologer med nikkende hoveder på skrå og op mod hundredetusindevis af kroner på alskens terapi, så dukkede selvsamme tanker op igen sidste år i forbindelse med #MeToo-bevægelsens opståen.
Min skam og min frygt, de er stærke sammen, og de prøvede med alle deres kræfter at lukke munden på mig. De fortalte mig, at det ikke er vigtigt, for jeg har det jo godt i dag og lad nu fortiden hvile, blabla, og helt ærligt, hvem gider i øvrigt overhovedet høre på mig og min #MeToo-oplevelse?
Det skulle det vise sig, at der var rigtig mange, der ville.
Et skridt ud af skammekrogen
I samme periode gav justitsministeren mig også motivation med sit lovforslag om at afskaffe forældelsesfristen i sager om overgreb på børn, således at gerningsmænd og gerningskvinder skal kunne straffes, så længe de lever. Det var netop den lov, der stoppede politiet fra at efterforske min sag, da jeg for sent fattede mod til at anmelde min krænker. Men min vigtigste motivationsfaktor var min 3-årige datter og det lille liv, som jeg bar i maven sidste år (og som ligger og gylper på mig i skrivende stund).
Jeg ønsker, at mine børn må vokse op i en verden uden skyklapper, hvor man ikke holder kæft og stiltiende accepterer overgreb og krænkelser. Må mine – og alle vores andre børn – stå ved og op for sig selv. Må de lære at stole på deres medfødte intuition og kende deres grænser. Være i stand til at sige nej og vide, at nej er en fuldendt sætning.Så for mig, mine børn og for alle andre, der er blevet og bliver krænket, måtte jeg trodse min frygt og min skam og skrive min klumme om overgrebet:
LÆS OGSÅ:
Og som #MeToo udviklede sig, skulle det vise sig, så vi kollektivt er klar til en ny historieskrivning om en samvittighedsfuld og kærlig kultur, der ikke accepterer eller negligerer seksuel vold eller overgreb af nogen art. Hvor vi tør træde ud af skammekrogen og ind i en verden, hvor vi ikke længere tolerer alverdens Harvey Weinsteins og tynges af tung tavshed og usynlige ar.
Med hamrende hjerte sendte jeg min klumme afsted. Min krop reagerede først med fortidens frygt: Jeg rystede og hyperventilerede. Men da min kære redaktør på Heartsbeats klappede i sine hænder, og de første tommelfingre pegede opad på Facebook, begyndte jeg at trække vejret roligere. Klummen blev en af de mest læste i den periode og blev delt utallige gange.
Og hvad så?
Nu er jeg fri og hel
Ugerne efter væltede min indbakke omkuld. Kvinder skrev for at sige, hvor modigt det var, at jeg turde sige det højt. De skrev for at fortælle, at de selv var blevet krænket på den ene eller den anden måde.
En var gået til politiet efter sit overgreb og var blevet bedt om at kigge sig i spejlet. Hun kunne vel nok se, at hun selv havde inviteret til overgrebet. En anden fortalte mig, at hun ikke turde fortælle sin mand om sin dybe hemmelighed, så i stedet hadede hun sex og fakede orgasmer for hurtigt at få det overstået derhjemme.
En tredje var blevet misbrugt af sin far, men ville ikke sige det højt for ikke at ødelægge familien. De væltede ind, historierne. Ind i det trygge og fortrolige rum, som min indbakke pludselig var blevet forvandlet til. Jeg skrev og skrev længe med mange af kvinderne. Kendetegnende for dem var, hvis jeg skal generalisere, selvom man slet ikke kan generalisere, at de her fantastiske kvinder bærer så meget skam og skyldfølelse og samvittighed med sig. De vil ikke ødelægge noget for andre. De føler, det er tryggest at bære deres smerte alene. De frygter, at ingen vil tro dem. De tror, det vil være for smertefuldt at vise verden deres skam. De føler sig truede til tavshed. Og dét er præcis, hvad der gøder jorden for krænkerne derude.
Måneder efter skete der det, som jeg havde lobbyet for, nemlig at Folketinget afskaffede forældelsesfristen. Det betød ikke noget for min sag personligt, men det kan komme til at betyde meget for fremtidige ofre, hvis de dog bare tør anmelde deres overgreb. Jeg er siden blevet interviewet til forskellige medier om #MeToo og har delt min proces med mange. Nu føler jeg mig færdig med det.
Her et år efter, er der sket det, at jeg for nylig fik en invitation til at tale ved et #MeToo-arrangement. Jeg var typecastet som offeret, den krænkede, der skulle fortælle, hvor hårdt det har været. Jeg takkede nej.
Sagen er, at jeg ikke længere er et offer. Jeg føler mig ikke længere krænket. Det er ikke min identitet længere. Jeg er ikke, hvad der skete med mig engang. Jeg er fri. Jeg er mig. Med al min sårbarhed, svaghed, skam, styrke, seksualitet og sindsro er jeg hel.
#MeToo gav mig modet. For når vi står sammen, kan vi sgu klare det hele i fællesskabets favnende ånd.
Del din smerte og åbn dit hjerte
Nu skriver jeg denne klumme til alle kvinderne i min indbakke og til alle dem derude med lukket mund og lukket hjerte. I skal vide, at der ikke findes noget stærkere end at dele sin sårbarhed og fortælle sin historie. Der sker stor healing, når vi står sammen og lytter og fortæller. Vi er alle forbundne, og jeg ved, at din smerte er reel. Jeg ved, dine sår gør ondt. Jeg ved, at du er vigtig. Jeg ved, din historie er manges historie. Del den. Jeg ved, at det kræver mod, og jeg ved, at du har det i dig. Jeg lover, at vi vil tro på dig.
Din historie vil hele og åbne hjerter. Vigtigst af alt dit eget.
