“Det var overhovedet ikke det, vi aftalte!”.
“Jamen, det var det da”.
“At du bare kunne bolle udenom? Aldrig i livet”.
“Men i sommerferien på Bornholm i 2010 talte vi om, at hvis den ene var sammen med en anden, så holdt man det for sig selv…? ”
Jeg møder dem tit. Par, der indtil for nylig har troet, at de havde en fælles og enig forståelse af deres aftaler om udenomssex, som dog viser sig at være alt andet end enige. Uenigheden viser sig, når det kommer frem, at den ene part har haft sex med en anden.
Man kunne godt tro, at alle kærestepar har en ud af to aftaler, nemlig at de gerne må være sammen med andre, eller at de ikke må. Men sådan er det ikke. De fleste par har faktisk som udgangspunkt ingen decideret aftale. De har ikke talt om det – eller har ikke talt om det for nylig. Men de antager som regel alligevel, at de har en form for konsensus.
Af de mennesker vil en betragtelig del gå ud fra, at de lever under en form for “don’t ask, don’t tell”-aftale (DADT). Det kan med lidt god vilje tolkes som: ‘Jeg må gerne være sammen med andre i hemmelighed’. Problemet er, at det tit viser sig, at de to parter har helt forskellige opfattelser af, hvad det egentlig betyder i praksis.
Måske har den ene part engang sagt: “Jeg hader utroskab og håber virkelig aldrig, at du har et sidespring, men hvis du har, vil jeg fandeme ikke vide noget om det”.
Den person tænker formentlig, at sex med andre grundlæggende er skilsmissegrund. Vedkommende forestillede sig typisk, dengang snakken fandt sted, at det trods alt ville være at foretrække at leve i uvidenhed frem for at måtte gå fra sin partner, hvis han eller hun alligevel trådte ved siden af. Den anden, derimod, tolker måske DADT som en slags frikort til at have andre sexpartnere, så længe det vel at mærke er diskret og ikke så alvorligt.
Ingen har overvejet konsekvenserne, hvis den ene rent faktisk har sex udenfor forholdet, og den anden så finder ud af det. Er udenomssex så utroskab eller okay?
Det umiddelbart tillokkende ved sådan et arrangement er, at man kan tolke det, omtrent som man vil. Man behøver ikke stå til ansvar for det, hvis man er sammen med en anden. DADT er et par skyklapper, man tager på, så man ikke behøver forholde sig til det, man frygter – for det er parkeret i et “hvis nu / det sker sikkert ikke”-område.
Den første ulempe ved et DADT-forhold er, at sådan en aftale tit dækker over en masse uafklarethed. Det er en ikke-aftale. Et prædikat, man kan hive frem, hvis man har forskelligt gemyt og ikke tør snakke videre, fordi man er bange for at finde ud af, at ens behov er uforenelige med den andens. DADT ligner en halv billet til et sted, hvor alt er tilladt, men giver reelt kun adgang til et grænseland, hvor ting hverken er okay eller helt forbudt.
Den anden ulempe er, at DADT lukker for kommunikationen: Er den ene part sammen med en anden, har vedkommende ikke lov at fortælle det. Det kan godt være, det i første omgang føles som et lækkert spillerum, der tillader at have et hemmeligt liv ved siden af og ikke at skulle stå til regnskab. Men det, kærester ikke kan tale om, bliver tabu, og tabuer har det med at blive til en bule i gulvtæppet, og den bule vokser og bliver til afstand mellem de to, der elsker hinanden.
“Don’t ask, don’t tell” er noget skidt, der alt for ofte ender med at såre dybt eller med tiden drive elskende fra hinanden. Det eneste tilfælde, hvor det teoretisk set ville kunne anbefales, er, hvis vi har at gøre med to personer, der uden tics og mavepine begge kan sige:
“Vi giver hinanden carte blanche til et hemmeligt liv under de og de betingelser, fordi det virker mest bæredygtigt af de muligheder, vi ser – og for øvrigt forhandler vi om præmissen mindst en gang om året”.
Sådan er det bare aldrig. Jeg har i hvert fald ikke mødt det par endnu. DADT ender derfor alt for tit som nødtvungent tolereret utroskab, for det er ikke en reelt accepteret seksuel frihed. Så snak nu den snak til ende. Få en aftale, som I er enige om, og som begge er klar over, at I har. Hvad er helt okay, og hvad er bestemt ikke okay?
Kærlig hilsen Sara