Chefredaktør på 12 år: “Jeg er på en måde glad for, hvad der er sket, for corona-virus kommer til at blive en gamechanger for verden”

Nyhedssitet ‘Corona for Børn’ bliver produceret af børn hjemme fra tre forskellige københavnske familier – med hjælp fra deres mødre.

“Ja, det er mig, der er direktøren,” indleder Ezra Mygind Maxwell denne samtale.

“Direktør og redaktør,” tilføjer han.

Siden skolerne for snart to uger siden lukkede, har Ezra være en af landets yngste mediechefer for sitet ‘Corona for Børn’, der producerer næsten-daglige nyheder og podcasts til landets juniorer – og andre, der er nysgerrige på, hvordan den verdensomspændende pandemi ser ud i børneperspektiv.

Ezras lillebror Leo er under-redaktør, mens yngste lillebror, Ruben på seks år, ikke har lyst til at være med og foretrækker at være i fred med sine ‘Harry Potter’-bøger.

Men ‘Corona for Børn’-redaktionen spreder sig faktisk længere end blot matriklen i Sydhavnen, og i alt tre familier rundt omkring i København er nu i gang. Ezra og Leo udgør chefredaktionen, et par blokke derfra tager Iris Ali-Christensen på otte år sig af de sociale medier, og på Østerbro står Lulu og Sigurd Palle-Munch sig af podcast-redigering.

“De voksne hjælper os, men ellers er det os børn, der laver det meste. Finder på historier, skriver, optager og redigerer,” fortæller Ezra Mygind Maxwell.

Værterne Ezra på 12 og Leo på 9 år. Privatfoto

“Hver dag er vi i kontakt med børn over hele verden, som fortæller om, hvordan de oplever coronakrisen, og så sætter vi det sammen til nyhedsbrev og podcast. Vi optager det herhjemme, sender lydfilerne til redigeringsfamilien, som så klipper det sammen til en færdig podcast,” forklarer han.

Ezra har især været optaget af en historie om en dreng fra Italien, hvor corona-udbrudet som bekendt har været meget dramatisk, og så har en reportage fra Berlin, hvor to tyske piger fortæller om en legeplads, hvor alle tilsyneladende har været ligeglade og bare legede videre, som om intet var hændt, også gjort indtryk. Det kom der en spændende podcast ud af, fortæller Ezra, som ikke er så bange for selv at blive ramt. Det er mere hans farmor og farfar, han er nervøs for.

“Og så lyder det måske lidt mærkeligt, men jeg er på en måde også glad for, hvad der er sket, for den her corona-virus kommer til at blive en gamechanger for verden. Den kommer til at vise, hvor meget godt vi selv kan gøre for verden. Det bliver en prøve, som jeg tror, vi har haft brug for,” siger Ezra, som bruger to-tre timer hver dag på at lave ‘Corona for Børn’.

Så meget tid at han har fået lov til at passe sit job som chefredaktør i stedet for de dansk-lektier, han ellers skulle have lavet på Europaskolen, hvor han går, fordi hans far er fra England.

Leo skriver nyhedsbrev. Privatfoto 

Mødrehjælp

Ezras mor, Johanne Mygind, er selv journalist og indtil for nylig podcast-redaktør på Weekendavisen. Hun fortæller, at projektet startede som et alternativ til dansklektierne – og som en måde til at få aktiveret hele familien under krisen.

Og hurtigt blev det til et samarbejde med Dorthe Palle Jørgensen, som har produktionsselskabet Rakkerpak Production, som havde opdaget hvor let det var for hendes datter at redigere podcasts i et klippeprogram. Og hurtigt sluttede Sakena Ali og hendes datter Iris sig også til gruppen.

Da Johanne Mygind den første dag, da Danmark lukkede ned, skrev på Facebook og spurgte om, hvem der mon kendte nogle børn i Italien eller andre steder i verden, strømmede det ind med henvendelser.

“Jeg havde glemt, hvor global vores virkelighed er, for gennem Facebook havde jeg adgang til børn i hele verden. Pludselig var der en gammel kollega, som sad i Marokko, en anden kendte en i Milano, og en gammel veninde var på skiferie i Frankrig. Hver dag er der fem nye børn i hele verden, som melder sig og gerne vil være med,” siger Johanne Mygind.

Så nu er ‘Corona for Børn’ blevet en Rakkerpak-produktion, hvor arbejdet er sat i system. Rutinen er sådan, at familien hver anden morgen mellem 9 og 11 holder redaktionsmøde. På mødet gennemgår redaktionen de lydreportager, der er blevet sendt, hvorefter Ezra og Leo sammen laver værts-speaks.

“Det er helt utroligt at opleve, så hurtigt børnene lærer. På en uge har Ezra udviklet klar journalistisk tæft, selvom jeg stadigvæk indimellem skal minde ham om, at jeg trods alt har en del mere erfaring end ham,” siger Johanne Mygind.

Klokken 12 bliver filerne sendt over til Familen Palle-Munch, hvor Lulu på otte år sidder parat til at klippe, og storebror Sigurd er webmaster og står for at opdatere Coronaforborn.dk. Og cirka klokken 14 er de nye podcasts og historier tilgængelige på iTunes og Spotify.

Lulu redigerer.  

Og så er der Iris Ali Christensen på 8 år, som er blevet SoMe-redaktør og sørger for, at indholdet bliver delt på Instagram og Facebook.

Men det er ikke kun børnene, der med det nye medie bliver aktiveret og samtidig lærer en masse. Også deres mødre får gennem arbejdet tilfredsstillet lidt af de sociale behov, som ellers er svært under krisen.

“Vi tre mødre har et ret fint samarbejde, hvor vi holder morgenmøder over en kop kaffe, planlægger dagen og får vores unger aktiveret. Til daglig lever vi jo allesammen et liv, hvor voksen- og børneliv er meget adskilt, men her har vi muligheden for at arbejde sammen og være fælles om det her projekt,” siger Johanne Mygind.

‘Corona for Børn’ kan også findes på iTunes og Spotify.

Footer graphics