Der er grøn strøm i disse dage, wuhuuu. Tingene ændrer sig hastigt, og nu er vi pludselig en nation af mennesker, der tjekker diverse apps for elpriser og timer kulørtvasken, går rundt i en halvmørk lejlighed og slukker for varmen i badeværelsesgulvet. For krisen kradser, og det måske nye ved det er, at det i høj grad også rammer middelklassen denne gang.
Middelklassen har ellers været historisk forskånet og forkælet i al den tid, jeg har været voksen. Der er vi ligesom bare blevet rigere, tryggere og mere bekvemme. Ja, der var en international finanskrise omkring 2008-2010, som også påvirkede danskernes økonomi, især dem der havde spekuleret i ejendomme og selvfølgelig de mange, der blev fyret.
Men vi var også en del, der ikke mærkede det store til den finanskrise. Som faktisk syntes, at det var kærkomment med en slutning på de år i nullerne, hvor alle syntes at tale om friværdi, murstenspenge og nye køkkener konstant, og man ikke helt forstod, at banken uopfordret sendte breve om, om ikke man ville have en kassekredit på 250.000 til at forsøde tilværelsen med.
Jeg kan godt huske min barndom i fattigfirserne med plantemargarine, frysegrøntsager og sommerferier hjemme, lapper på bukseknæ, og sko, der fik lov at klemme lidt. At nogle gange måtte vi spise hos familie og venner, fordi der ikke var flere penge på bankbogen. Men det virker som en ganske fjern fortid, at min mor sad og vred hænder for at få hendes overførselsindkomst til at dække husleje, mad og badmintontræning.
Klip til nu, hvor krisen igen bider, selvfølgelig især hos landets fattigste, men sådan set også i den brede middelklasse. Og det er længe siden, vi sidst var der. For en del unge voksne vil det være første gang, at de oplever at måtte gå på tilbudsjagt i Aldi, fravælge udlandsferier og gennemgå deres budget og droppe to go-kaffe og kanelsnurren. Og lad os da endelig være ærlige – der er mange steder, hvor middelklassen kan spare. På take away og bekvemme måltidskasser, på restaurantbesøg, på de spektakulære ombygningsprojekter, på impuls-tøjindkøb, nye iPhones, rengøringshjælp og streamingtjenester.
Vi er på vej ud af en særlig tid i den nordiske middelklasses historie, hvor boligindretning, surdej, børn, pleje af kroppen og gourmetmad har været vigtige og allestedsnærværende statusmarkører. Nu lukker kokken Christian Puglisi sit Mirabelle-bageri og erklærer i Politiken, at ”tiden for gourmetbagerier i København er forbi”. Samtidig lukker NOMA sin højtestimerede restaurant.
Den økonomiske opblomstring i middelklassen er ellers fulgtes ad med opblomstringen i den danske gastronomi- og restaurantscene, hvor fastelavnsbolle-sæsonen blev mere og mere opskruet år for år, hvor filterkaffe blev til “pour over-kaffe”, og velhavende turister kom til velhavende Danmark for at opleve vores fine dining.
Nu svinger pendulet så den anden vej, og det bliver interessant at følge. Det kommer jo til at gøre ondt. Energikrisen og inflationen presser familierne, og indtil videre holder de fleste skinnet på næsen, især fordi der er så høj beskæftigelse. Men hvis fyringerne kommer i de næste par måneder – faktisk er de allerede så småt begyndt – samtidig med at boligmarkedet står bomstille, og madbudgettet kræver et farvel til kød, økologi, naturvin, Wolt-mad og surdejsboller til 35 kroner, så vil jeg tro, at mange børnefamilier bliver ægte pressede.
For vi klarede sådan set Corona og de tvungne år hjemme fint, fordi bolig og børn og hjemmebag var i så høj kurs. Men hvis vi ikke har råd til at ommøblere i nye nordiske nuancer af beige hele tiden, og ikke kan tage til New York med ungerne i efterårsferien, hvad skal vi så lave? Noget andet end forbrug. Jeg håber, at denne økonomiske krise kan blive enden på den opskruede influencer-kultur på især Instagram, fordi vi simpelthen ikke har råd til overforbrug mere.
Politisk vil den reducerede friværdi også vise sig, og vi må finde en ny måde at være middelklasse på. Boliglån og høje renter, boliger, som ingen vil købe, og en krig i Ukraine, som ikke ser ud til at slutte lige foreløbigt. Den nye regering er i høj grad stemt ind af middelklassen, men at dømme ud fra SVM-regeringens foreløbige fordelingspolitik, så lugter det meget af blå-lilla-politik for top-toppen.
Vi i middelklassen mærker for første gang i årevis, at vi må skrue ned for vores livsstil og forbrug, og at tidligere tiders statusmarkører som Tesla, sommerhus og alle-har-ret-til-et-fedt-køkken-mindsettet igen hører de allerrigeste til. Det vil drive en del middelklassevælgere langt mod venstre og en mere tryg fordelingspolitik, og andre langt mod højre og lovning om skattelettelser, udskydelse af klimahandling og en stram udlændingepolitik. Der er intet, der gør folk nationalistiske og racistiske som en presset økonomi og truslen om arbejdsløshed.
Middelklassen må derfor igen lære at orientere sig mod arbejderklassen, og (gen)lære ting som mådehold, genbrug, opsparing, husholdningsbudget, rådighedsbeløb og gældsfaktor. Og det tror jeg sagtens, vi kan. Det bliver naturligvis mindre festligt, men en mådeholdig livsstil er også mere bæredygtig, og tænk, hvis vi begyndte at låne hinanden gode bøger, delte strikketøj og papiravis med naboen, holdt op med at flyve til Asien i vinterferien og fik stoppet vores groteske madspild.
Simpelthen fordi vi ikke har råd til andet.
