Psykiske lidelser er ikke altid til at gennemskue hos mennesker. Nogle kan du se, de fleste kan du ikke. Selvom der er sket meget på området de seneste år med blandt andet regeringens tiårsplan for psykiatrien og mental sundhed, er det stadig et forsømt og misforstået område.
Josefine Kleis-Olsen har skrevet på sin nye bog de sidste ti år. Den er en blanding af digte, dagbogsnotater og et blik ind i en psykisk belastet piges forstyrrede krop og sind. Hun åbner fra sit patientperspektiv op om sit liv med håbet om, at det kan skabe opmærksomhed, genkendelighed og håb for andre.
Hun har inviteret mig på besøg i sin kollegielejlighed til en snak i forbindelse med sin bogudgivelse den 9. september. I ti år har hun været plaget af et liv, hvor først diagnosen anoreksi og siden skizofreni og depression har styret hendes liv. Hun er 24 år i dag og et andet sted, end hun var for ti år siden, men diagnosernes magt forfølger hende stadig, og det er svært at acceptere.
”Jeg har altid elsket at skrive. Men især under mine indlæggelser vidste jeg ikke, hvor jeg skulle kigge hen. Det hele virkede så håbløst. Jeg har haft gentagne indlæggelser og faktisk med mange af de samme mennesker. Og det med at se, at folk blive ved med at være fanget i sygdommen, fik mig til at tænke, fuck mand, er det her bare min skæbne at leve sådan her? Det fik mig til at prøve at søge alle mulige steder hen. De sociale medier og faglitteratur gav mig ikke meget hjælp, og det jeg stødte på, var meget begrænset. Jeg synes jo, at der mangler mere både til pårørende, men også til syge selv. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle lede for at finde håb, og mine pårørende vidste heller ikke, hvad de skulle gøre.”
Derfor blev det til bogen ‘Det vil ikke altid være sommer’, der direkte har kapitler til de pårørende med ønsket om at vejlede dem i, hvad der ud fra Josefines personlige erfaringer er godt og mindre godt at gøre overfor en person med en spiseforstyrrelse.
Som bare 12-årig blev Josefine bevidst om, at hun havde et problem med mad. Hun begyndte blandt andet at have provokerede opkastninger regelmæssigt, men det var først som 15-årig, at hun fik diagnosen anoreksi. Hun er opvokset på Falster med en mor, far og storesøster. Hendes opvækst har været ganske normal efter hendes eget udsagn, men nogle episoder i hendes liv har sat dybe aftryk på hende.
”Min søster havde samme opvækst, men har aldrig haft en snert af noget af mit, og mine forældre har ikke gjort noget forkert eller noget i den dur. Men der har i hvert fald bare været nogle ting, som jeg ikke har kunnet håndtere selv, og som heller ikke rigtigt er blevet set. Og så har det udviklet sig på en destruktiv måde. Der har virkelig været nogle belastninger, som har gjort noget ved mig. Jeg tror på, at der findes sensitive børn, og at jeg var et af dem.”
Tabet af sin mormor og mobning gennem sit skoleliv har afgørende været oplevelser, der har sat sig på hendes sind. Som teenager blev hun meget optaget af kropsidealer og havde høje krav til sig selv om, hvordan hun skulle præstere i skolen og alle andre punkter af livet. Men det er svært for hende at sige, hvad der gjorde, at det tog form til anoreksi.
”Jeg ser det nærmest som et hus, der blev bygget, men fundamentet var gået i stykker. Der blev ved med at blive lagt flere sten på huset, men lige pludselig væltede det bare. Det var egentlig først som 18-årig, at jeg kom i dagsbehandling, og der var de sådan: Du skal indlægges, og det er lige nu.”
Josefine har været indlagt tre gange på et højtspecialiseret afsnit for spiseforstyrrelser og en enkelt gang på et affektivt døgnafsnit, hvor hun modtog elektrochokbehandling mod svær depression. Desuden har Josefine en skizofrenidiagnose. Hendes sidste indlæggelse var for to år siden.
I dag går hun fast i terapi tre gange om ugen. Det har været hos den samme person siden første indlæggelse. Derudover har hun en støtteperson i 50’erne, som hun taler med en gang i mellem. Personen har været syg med anoreksi, men hun i dag er fuldstændig rask og fri af anoreksien.
”Det vil jeg virkelig gerne tro på. Men det sted jeg står lige nu, har jeg rigtig svært ved at se, at jeg nogensinde vil komme helt fri. Jeg tror på, at der findes et liv, der er ti gange bedre, end det jeg lever nu, og jeg glæder mig til at leve det, men det er svært at forestille sig, hvordan så indgroede leveregler og mønstre skal kunne slippe mig fuldstændig. Jeg glemmer nok aldrig, hvor mange kalorier, der er i dit og dat.”
I dag føler Josefine, at hun står et sted, hvor hun er usynligt syg. Hun oplever, at ingen rigtigt forstår, hvor syg hun er. Blandt andet, fordi de ikke ved, hvor hun kommer fra, og hvilken ballast hun har med sig. Psykiske lidelser er ikke synlige på folk, og det beskriver Josefine som det allersværeste.
”Det er jo ikke fordi, man skal bevise et eller andet. Men det er meget ensomt. Jeg vil jo dybest set gerne behandles ligesom alle andre, men nogle gange har jeg faktisk brug for at blive holdt i hånd. Jeg bliver jo mødt af folk, der siger, at jeg er kedelig, når jeg tager tidligt hjem. Og det er noget af det allerværste, jeg kan få at vide. At jeg er kedelig. Jeg ved godt, hvor det kommer fra, men I skulle bare vide. Det gør virkelig ondt.”
De anorektiske restriktive mønstre gennemsyrer stadig mange af Josefines tanker. Hun er meget opmærksom på belastningsgraden i sit liv, for lige så snart bægeret bliver for fyldt, kommer alle symptomer snigende. Hendes drøm om psykologistudiet er gået i opfyldelse, men som studerende er hver dag kompliceret for Josefine, hvis hjerne er på overarbejde. Frygt og tanker i forhold til spisetider og spisemængder tager ekstremt meget energi, og spontanitet er den helt store trigger i Josefines skemalagte hverdag.
Selvom Josefine fortæller, at hun altid har haft et stærkt bagland og egentlig mange venner, så har ensomhedsfølelses altid været der.
”Det var jo ikke altid mig. Jeg var til stede, men jeg havde så meget indeni, som jeg bare nægtede at dele ud af og få hjælp til at håndtere. Og så må man jo kompensere på en anden måde. Og det blev jo så en decideret psykisk sygdom.”
Kære dæmon, farvel!
I Josefines bog omtales anoreksien primært som ’dæmonen’, der har været en ven på godt og ondt.
”Den har vejledt mig og skulle være den, der førte mig til mine håb og drømme. Også fordi det ikke kun handlede om mad. Det handlede ikke kun om, at den ville forme mit udseende, den gjorde mig også mere perfekt, følte jeg. Men da det så tog overhånd, hvilket det gjorde meget hurtigt, blev det virkelig bare en fjende. Da jeg besluttede mig for at læse alle mine dagbogsnotater igennem, tænkte jeg jo, at det var en dæmon. Den dæmoniserer jo alt og er så løgnagtig. Den kan kaste røgslør ud, som jeg i momenter har tænkt, var det bedste at gøre. Men jeg kan godt lide at adskille den fra mig.”
I Josefines forløb har hun enten kunnet finde faglitteratur eller bøger skrevet af voksne, som har skrevet om dengang, de var syge. Hun manglede stadiet derimellem. Hvor livet er bedre, men stadig gør ondt.
”Du går ikke fra at have det virkelig dårligt til at have det virkelig godt. Fordi det er ikke kun sort-hvidt. Der er en fucking lang periode derimellem, hvor du bare skal holde ud. Og det ville jeg godt have, at nogen havde fortalt mig.”
”Jeg fik noget at vide i min behandling, som jeg er rigtig sur over. En fagperson fortalte mig simpelthen, at når bare jeg tog på i vægt, så ville spiseforstyrrelsen forsvinde. Det hele ville bare blive godt igen, hvis det gik den vej. Jeg føler mig virkelig snydt på den front. Det er virkelig et falsk håb at give. En spiseforstyrrelse er så meget mere end mad. Det værste, du kan sige til en med anoreksi, er, at mad gør alt godt igen.”
Josefines forhold til mad i dag er stadig kompliceret, siger hun selv. Struktur er altafgørende for, at maden ikke tager al kontrol over hendes liv. Spiseforstyrrelser hænger ofte sammen med uopnåelige kropsidealer, og Josefine er godt selv bevidst om, at hun helt sikkert har søgt det perfekte. Hun har haft ønsket om at være den tynde model, men når hun i dag kigger sig omkring, er det i virkeligheden ikke det, hun synes er pænt.
Med bogudgivelsen er Josefines historie ude. For Josefine føles det som en befrielse af sig selv at stå ved sin historie og samtidig kunne indvie andre i alt det, der foregår i hendes hoved. Det at have en spiseforstyrrelse er så mange flere ting end bare mad. Du går ikke fra at være psykisk syg og udsat for belastninger og traumer til at være rask. Der er ikke en start- og slutdato for en psykisk sygdom. Psykiske lidelser er ikke sort-hvide.
”Jeg føler virkelig, at jeg har gennemskuet dæmonen. Den er stadig svær, og den lever stadig i mig, men jeg har regnet den ud. Det kan godt være, at det går op og ned, men jeg skal bare ikke tilbage. Bevidstheden om dæmonen gør, at jeg kan handle anderledes. Og den bevidsthed skal bare til, før man kan komme videre. Jeg siger farvel til dæmonen i den forstand, at den ikke skal styre mit liv. Det kan den ikke mere.”
