Gå i bad. Tag på arbejde. Lav mad. Vær social. Sov. Fodr fisk.
Jeg har endnu ingen akvariefisk, men de andre gøremål gælder for mig, såvel som de gælder for en såkaldt sims. Jeg spillede meget computerspillet The Sims (som er blandt de bedst sælgende PC-spil nogensinde) som ung teenager. En periode i livet der er transformerende og betydningsfuld.
Måske er det derfor, at det stadig nu, hvor jeg er i mine 30’ere, har påvirket min tankegang så meget, at jeg til tider ser den grønne ´humørstav´ (energi-bar) over mit hoved, eller et kontrolpanel under min krop der viser, hvor meget, eller hvor lidt, jeg har fået opfyldt mine gøremål og behov i dag. De parametre, som ens overordnede energi måles på, er blære, sjov, sult, socialt liv, energi og hygiejne, som herunder vist på engelsk, som var det sprog, jeg og mange andre oplevede The Sims på i årene før, at det blev oversat til dansk.
Jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Tværtimod kan man måske næsten tale om The Sims-generationen. Det vil jeg i hvert fald vove at påstå, når jeg ser på reddit-tråde, hvor mange andre på godt og ondt har været påvirket af at spille The Sims.
Og det er vel det, der er det store spørgsmål: Er det godt eller dårligt at være en sims i sit eget liv?
Perfekt orden og kontrol
I The Sims kan man skabe sine egne karakterer og give dem det udseende, de egenskaber og ret meget det liv, som man synes. Som The Sims-spiller skaber man både rammer og indhold. Man vælger også selv, om der er et mål. Vil du have en karriere, vil du være kriminel, eller vil du være familiemenneske?
The Sims er et eksempel på, hvordan man kan iscenesætte den perfekte orden og kontrol. Du kan vælge og vrage.
The Sims har givet mig en betydelig kryds-af-liste-mentalitet. Ved at beordre dem for eksempel til at lave mad, derefter til at spille klaver og så gå i seng, så ligger de forskellige handlinger i kø, for hver sim-karakter lidt ligesom en to do-liste, man har hængende over hovedet.
Jeg kan huske som barn, netop inspireret af The Sims, at jeg en sommer i sommerhus med min familie prøvede at få styr på og overblik over de ting, vi skulle gøre og allerede havde gjort. Ikke overraskende har jeg som storesøster ofte taget ansvaret og måske til tider været til den dominerende side. Og denne gang i sommerhuset proklamerede jeg: ”Så, nu er Faster Nete også krydset af”, efter at vi havde besøgt min mors faster samme dag.
Det blev til min overraskelse taget ilde op, da de øvrige familiemedlemmer synes, at det var en lidt degraderende og upersonlig måde at omtale Faster Nete på. Jeg havde ikke ment noget ondt med det, men jeg kan retrospektivt se min meget praktiske tilgang til gøremål, som i den virkelige verden skulle være hyggelige.
Den indvirkning, som The Sims har haft på mig, betyder altså, at jeg til tider går mere op i at krydse ting af end at være til stede i dem. På den positive side betyder det, at jeg er enormt effektiv, og at jeg ofte når meget på en dag.
Det har også givet mig en glæde ved at gøre de forskellige kedelige daglige gøremål. Jeg elsker at sætte en vaskemaskine eller en opvaskemaskine i gang. Det er som om, at jeg mærker den maskinelle produktivitet helt ind i kroppen. Jeg føler, at den grønne farve i energi og følelsesbarometeret stiger, mens jeg selv slapper af. Det er meget tilfredsstillende på den måde at gamificere ellers kedelige gøremål i livet og skabe et imaginært belønningssystem.
Jeg har lagt mærke til, at når jeg laver mine lister over ting, jeg bør huske, så går jeg ekstremt meget ned i detaljen. Et eksempel kan være:
Stå op
Gå i bad
Tjek mail
Tag neglelak på
Ring X
Forny bog på biblioteket
Løb en tur
Køb ind
Lav frokost
Planlæg weekenden
Læs y-artikel
Osv…
En så detaljeret to do-liste giver mig mulighed for at sætte en masse flueben hver dag, hvilket er en fornøjelse. Det er en belønning i hjernen, på linje med den man får i The Sims, når man udfører diverse handlinger. Jeg tænker hele tiden på at opnå noget og derved at få en ”grøn energibar” over mit hoved. Samtidig må jeg tilkendegive, at det også er en meget hovedet-under-armen tilgang. Der er jo f.eks. ingen fare for, at jeg ville glemme at spise eller stå op om morgenen. Så skulle det da lige være 1. januar.
Den negative side
Der er selvfølgelig også en negativ side af denne produktionsfokuserede tilgang til livet. For den virkelige verden er ikke som The Sims-verdenen. Det, som udfyldte to do-lister, ikke tager højde for er mit humør. Og som menneske er man trods alt ikke bare en avatar, hvor man kan regne ens humør ud, kun ud fra om man har fået nok at spise og sovet godt (selvom min far urokkeligt stadig tror på den teori, at hvis jeg er sur, så må det skyldes enten mangel på søvn eller sukker).
Der er nogle ubekendte og ustyrlige faktorer i humørregnskabet. Når jeg tvinger mig selv gennem en to do-liste af gode ting, kan jeg glemme at nyde eller være til stede i nuet. Jeg tænker på de behov en sims har uden nødvendigvis at tænke på, om det er mine egne.
Det nytter ikke, at jeg laver en aftale med nogle venner, fordi det lige passer at arrangere en middag tirsdag aften, og der er plads i kalenderen, hvis jeg i bund og grund er uoplagt. Jeg er bange for, at jeg har udsat mine venner for mange af den slags situationer, hvor min krop var til stede, men at jeg ikke selv var. Jeg har med andre ord ofte presset mig selv til mere, end jeg kunne.
I The Sims er det nemt at opnå sine mål
I The Sims virker alt nemt og lige til, og det er inspirerende. Her beslutter man hvilken vej, man vil gå, og så gør man det og forbedrer sig uden større bump på vejen. Selv, hvis man mangler penge, er der hjælp at hente. Så kan man bare skrive ’Motherload’ i et kodefelt i hjørnet, som jeg tryller frem ved hjælp af hemmelige genvejstaster.
The Sims-spillet er i mine øjne grundlæggende en lang stræben efter at opnå mere. Her kunne man også skrive et længere afsnit om, hvordan The Sims har opdraget en generation til at passe godt ind i det kapitalistiske og konsumerende samfund. Jeg vil nøjes med at påpege, at det er en del af spillets DNA. En stræben efter at blive bedre til dit job, tjene flere penge og gøre dit hus flottere. Det er tiltalende, at der er et facit. Det at gøre A betyder, at du kommer til B. Der er en lige vej at gå. Det er der ikke på samme måde i den virkelige verden.
Nu har jeg måske fået fremstillet mig selv som et ekstremt kedeligt og kontrolleret menneske, der uden hjerneaktivitet sætter krydser på en liste. Jeg synes ikke, at jeg er hverken kedelig eller overkontrolleret, selvom det måske i sidste ende er noget mine omgangskreds skal svare på frem for mig. Nej, tværtimod tror jeg, at det, at jeg har behov for at detaljestyre kedelige praktiske opgaver i mit liv, er fordi, mit liv overordnet set er meget lidt kontrolleret, nogle gange for lidt. Jeg kan i hvert fald hilse og sige at det til tider sejler, men at der bestemt også er plads til spontanitet på den gode måde.
I The Sims kan man vælge den perfekte partner og målrettet arbejde på at to simmere bliver forelskede. Men de bedste ting i livet kan man jo sjældent kontrollere eller planlægge. Det gælder for eksempel netop forelskelse. Havde det ikke været for forelskelser, så havde jeg formentlig både været et andet menneske og et andet sted, end jeg er. En ulykkelig forelskelse fik mig til at tage et halvt år til New York. En anden forelskelse fik mig til at flytte til Berlin i flere år. Og den seneste forelskelse førte mig tilbage til København, hvor jeg er nu. Både forelskelserne og de udlandseventyr ville jeg aldrig have været foruden. De har gjort mig til den, jeg er. De bedste og smukkeste ting i livet sker åbenbart, når man slipper kontrollen og giver plads til det spontane og uforudsigelige. Og også de hårde og svære ting.
Mit eget liv er altså, til trods for den slaviske afkrydsning af ting på to do-lister ikke blevet, som jeg havde forestillet mig, da jeg var barn. Så havde jeg helt sikkert haft både børn og fast job på nuværende tidspunkt. Det var ikke min plan, at min sidste stilling skulle nedlægges, og at jeg nu i stedet lige er startet i virksomhedspraktik. Den slags uforudsete tilbagefald sker i hvert fald ikke i The Sims. De sker i den virkelige verden. Og det er ude af mine hænder. Og det er ok.
For det at være i praktik her på Heartbeats giver mig den chance, jeg altid har drømt om: Nemlig at skrive. Og måske er denne praktikplads, den træning, der svarer til den træning, som man får i the Sims ved f.eks. at spille klaver eller tale med sig selv i et spejl. Måske er det her, hvor jeg begynder at virkeliggøre min egen drøm, selvom, det ikke har været den lige eller oplagte vej. I hvert fald er jeg utrolig glad for at være, hvor jeg er lige nu. Uanset hvad bliver det en del af min snirklede, men produktive og personlige vej, som jo er livet i en nøddeskal.
