”Fandens københavneri”, ”Det rene idioti”, ”Det er Sorø, ikke Paris”.
Kommentarer som disse har de seneste dage oversvømmet Facebooksiden ’4180 Sorø’. De er poppet op i forbindelse med, at kommunen har lavet en udførlig plan, der skal skabe liv i Sorø by. Her har de blandt andet forslået mere beplantning på Sorø Storegade og en restaurering af Alléen. Men ud af de mange tiltag er der især én ting, der har skabt debat. Det handler om omrokeringen af torvet og særligt afskaffelsen af et stykke kulturarv – torvets pølsevogn, Klostergrillen. På tegningerne er Klostergrillen erstattet af en lille kaffebod.
Jeg er selv opvokset i byen og har brugt mange timer på torvet, primært fordi ’Candy Corner’ – byens slik- og pakkeshop ligger skråt overfor. Personligt er mit eneste forhold til grillen da også en lidt for saltet pølsemix, jeg en gang vandt i et væddemål.
Debatten på Facebookgruppen ’4180 Sorø’ viser dog, at det bestemt ikke er gældende for alle. Mere end tusind kommentarer er fordelt ud på forskellige opslag omkring kommunens nye forslag. Og det går ikke stille for sig. Men hvordan kan en pølsevogn splitte en by ad? Jeg tog hjem til min barndomsby for at finde ud af det og måske smage på stridens kerne.
En dødens pølse, vær så artig
Det er gråt, koldt og regnfuldt, da jeg 13:46 træder ind ad døren til Klostergrillen. Egentligt okay vejr til en varm pølse flankeret af en lunken Cocio. Det er der andre, som også mener, for da jeg træder ind ad døren, kan jeg næsten ikke mase mig gennem menneskemængden. Grillen er stuvende fuld denne onsdag eftermiddag. Oppe ved disken står tre fuldvoksne mænd og diskuterer over et blad, der ligger på bordet, ”Helhedsplan Sorø” står der på forsiden. Samtalen om Klostergrillen er allerede i gang, før jeg stiller mit første spørgsmål. Og jeg behøver da heller ikke sige noget, før den ene af mændene spotter min notesbog under armen og indleder til samtale.
”Nååå, du har forberedt dig hjemmefra?,” spørger han og svarer selv på spørgsmålet:
”Ej, du skal sgu vide, vi er utilfredse. Det her er et af byens samlingssteder.”
De to herrer, jeg vil skyde dem i 40’erne, som står ved siden af nikker bekræftende.
Pølsevognen, vi står i, er ved at være et særsyn rundt i de små byer. I 1970 fandtes der omkring 700 pølsevogne spredt ud over Danmark. I dag er der kun lidt over 100 tilbage. Snart måske en mindre. Denne udvikling afspejler en større tendens med butiksdød i provinsen. Flere og flere køber på nettet eller i store supermarkeder uden for byerne. Tal fra Danmarks Statistik viser en stigende centralisering, og i dag bor omkring hver tredje dansker i en større by.
Som lille husker jeg Holberg Arkaden – et butikscenter i Sorø – som en livlig nerve igennem byen med en Fætter BR, en Netto, en Vero Moda, og hvad der nu ellers hører sig til i et butikscenter i provinsen med respekt for sig selv. Der var liv, glade menneskestemmer og højt humør. I dag kan du gå igennem centeret midt på dagen uden at se et andet menneske end dit eget spejlbillede i de tomme butiksruder. Det er dog ikke til at mærke i Klostergrillen i dag.
På disken ligger en stor bunke papirer med underskriftsindsamlinger. Underskrifter på alle, der ønsker at bevare pølsevognen.
Rundt omkring i grillen sidder lokale med pølser, brød, ketchup og remoulade. Lonnie Dencker, som er ejer af Klostergrillen, kommer pludselig til syne ude fra lageret.
”To sekunder, så skal jeg være der,” siger hun.
Jeg bliver gelejdet om bag disken og videre ud på lageret.
”Stik ham en pølse,” råber en ældre herre bag disken. Lonnie Dencker kvitterer med ”En dødens pølse?”, og der udbryder en latter i den lille biks.
”Nej, nu skal jeg være der”, siger Lonnie Dencker og skænker mig en kop skoldhed kaffe.
”Jeg sad en dag ved frisøren med ting i håret, da min telefon pludselig ringede,” fortæller hun og fortsætter:
”Lidt kækt svarede jeg, ‘Lonnies telefon, det er butleren’. Og så sagde manden i den anden ende af røret, som åbenbart er journalist: ‘Hvordan har du det med, at du ikke skal ligge på torvet længere’,” siger hun og spærrer øjnene op.
”Så kan det nok være, at jeg vågnede.”
Kun to minutter inde i interviewet opstår der snak ude ved disken.
”Hvor er Lonnie henne?,” spørger en kvindestemme.
”Hun snakker med en ung herre ude bag i,” svarer en kunde.
Det er Pia Skødt Larsen, der kalder, fortæller Lonnie Dencker mig. Hun er ejer af Loop fitness. Et lille lokalt træningscenter, som har overlevet butiksdøden i byen. Pia Skødt Larsen og Lonnie Dencker kender hinanden fra dengang Lonnie Dencker havde en børnetøjsbutik ved siden af Loop, men børnetøjsbranchen er en svær branche, forsikrer hun mig, og derfor købte Lonnie Dencker pølsevognen. Pia Skødt Larsen er kommet for at hjælpe med at indsamle underskrifter.
”Jeg smutter lige ud til hende,” siger Lonnie Dencker.
”Heeej Lonnie,” lyder det fra Pia Skødt Larsen, da hun træder ud bag disken igen.
”Vi skal jo have gang i de underskrifter,” siger hun og spørger, om hun ikke må tage et billede af Lonnie Dencker, som hun kan ligge på Loops Facebook.
”Så skriver jeg, når du køber en pølse eller andet hos Klostergrillen på torvet i Sorø, får du et kort med 10 dages gratis træning.”
Et samarbejde mellem det lokale fitnesscenter og den lokale pølsevogn lyder umiddelbart som en god forretning.
”Så jeg tilbage,” siger Lonnie Dencker og iler ud på lageret igen. Hun fortæller mig, hvordan den store opbakning har været overvældende.
”Jeg føler virkelig, at denne her pølsevogn er noget, vi står sammen om,” siger hun og fortsætter:
”Der er nogle, der ikke har det store netværk, de kommer herned dagligt og får en pølse eller to, og de er her måske en time, og så har de fået deres dosis af snak. Det overrasker mig meget, hvor mange det er,” fortæller Lonnie Decker og siger, at de faktisk har flere besøgende end kunstmuseet i byen. Om det er nogen stor bedrift, kan måske diskuteres. Men én ting er sikkert, opbakningen til Klostergrillen er ikke til at tage fejl af.
”Vi har over 2.300 hundrede underskrifter på folk, der vil have, at vi bliver,” fortæller hun og viser papirerne frem.
”Vi har ret til at få en god pølse.”
Bag disken sidder Benny Holmberg med sin bedre halvdel Lis Andersen. De er kommet hele vejen fra Fuglebjerg, for som Benny Holmberg siger:
”Vi har ret til at få en god pølse. Og hvis vi skal have nogle ordentlige pølser, må vi herover jo.”
De fortæller, at de tit kører til København, og på turene stopper de altid ved Klostergrillen for at få en pølse med det hele.
”Det er jo også et samlingspunkt for mange om sommeren. Det er syndt, hvis det bliver nedlagt, når det kører. Det er så hyggeligt, og vi kommer her tit,” fortæller Lis Andersen
”Og det har vi ret til,” afbryder Benny Holmberg og fortsætter:
”Ellers må vi op og have fat i de fjolser i arbejde,” siger han. Hvem han helt præcist refererer til, er jeg lidt usikker på.
”Vores DNA, det er natur, kultur og historie.”
Det er dog ikke alle, der synes, at den nye ’Helhedsplan’ er udarbejdet af fjolser. En af dem, er formand for natur-, teknik- og planudvalget i Sorø kommune, Bo Christensen. Jeg møder ham ude foran Nordea bank med frit udsyn til Klostergrillen. Han forstår godt borgernes frustration, men mener samtidig, at man i takt med, at folk køber mere og mere på nettet, skal omtænke måden at tænke byrum på.
”Man arbejder mere med oplevelsesøkonomi i provinsbyerne nu end tidligere. Folk handler på nettet og ikke i byrummet,” fortæller Bo Christensen og fortsætter:
”Og med Sorøs kulturhistorie og mange flotte bygninger skal vi udnytte det og fremhæve det i bybilledet. Se for eksempel det flotte rådhus,” siger han og peger på det store røde murstensbyggeri, som arkitekten Vilhelm Tvede tegnede i 1880.
”Brostenene bliver her. Vi vil bevare den her autenticitet omkring et købstadsmiljø, hvor bygningen inde til venstre jo også meget godt signalerer, hvor meget kulturhistorie, der er i denne her by,” fortæller Bo Christensen, mens vi går op ad Sorø torv.
Når man besøger Sorø, kan man ikke undgå at fornemme historiens vingesus. Med bygninger som Sorø Akademi og Klosterkirken, hvor blandt andre Absalon ligger begravet. Derudover er byen omgivet er søer og skov. En lille vestsjællandsk perle simpelthen. Dette gør byen attraktiv for tilflyttere fra større byer, der drømmer om at stifte familie i rolige omgivelser. Og der er det altså ikke en pølsemix hos pølsevognen, der lokker.
”Demografien i Sorø ændrer sig, og det må man også anerkende”
Ulrik Hundrup-Knudsen, som er borger i Sorø, mener også, at det er vigtigt at tage højde for det nye segment af tilflyttere. Forleden skrev han et opslag på Facebookgruppen ‘4180-Sorø’ og pegede på nogle af de positive indslag i helhedsplanen. Det resulterede dog i en stor debat, hvor 95% af kommentarerne omhandlede Klostergrillen og dens placering. Tæt på 100% af kommentarerne var af den overbevisning, at Klostergrillen står præcis, som den skal.
”For mig opstår problemet, når man slet ikke er lydhør overfor andres forslag og ideer, og når man ikke er villig til at anerkende, at der også skal være plads til den nye type af tilflyttere, der kommer til Sorø,” fortæller han og forklarer, at man må tage højde for nogle tilflyttere, som er vant til et anderledes byliv og et større udvalg.
”Demografien i Sorø ændrer sig, og det må man også anerkende,” siger Ulrik Hundrup-Knudsen.
Han peger på, at byens historie, traditioner og omgivelser er vigtige elementer, når tilflyttere skal tiltrækkes, men at det dog ikke kan stå alene. Der skal også være nogle tilbud, som tilflyttere fra større byer som Køge, København eller Aarhus kan spejle sig i.
”Jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet – tværtimod. Når man kigger på nogle af de forretningsdrivende som, i hvert fald udefra, klarer sig godt, er det med koncepter som netop tapper ind i kunst, kultur og traditioner. For eksempel Atelier Skoven, der ligger “gemt” ude i skoven og tager “københavnerpriser”. Eller den nye flotte keramiker, Eich Keramik, der udnytter den store interesse for kunst, håndværk og god kvalitet som også hersker i byen,” fortæller Ulrik Hundrup-Knudsen og fortsætter:
”Fælles for dem er det også, at de har sat barren et hak eller to højere, end hvad vi er vant til – og soranerne vil det tydeligvis gerne. Min pointe er, at man med disse og flere andre steder i Sorø, har formået at skabe nogle koncepter med respekt for byens sjæl og historie. Samtidig minder de alle os, der enten kommer tilbage til Sorø efter mange år i en anden ofte større by, eller som aldrig har boet her, om noget vi kender.”
Pølsemix vs Flat white
Jeg går tilbage ind i Klostergrillen, for duften af pølser og friture, der i skrivende stund stadig sidder i jakken, gør mig pludselig sulten. Dette fornemmer Lonnie Bencker åbenbart, da jeg træder ind, og har bikset en paptallerken med en pølse, brød og ketchup sammen, før jeg ser mig om. Og hvordan smagte den så, pølsen? Dan Turéll beskriver det egentligt meget godt med udtrykket: ‘Mest af alt holder jeg af hverdagen’. Pølsen minder mig om hverdagen. Grå og kedelig men samtidig tryg og hjemlig. Den virker og holder hjulene kørerne, men bidrager ikke med nye smagsnuancer til mit liv.
Dramaet om Klostergrillen i Sorø er et levende eksempel på den udfordring, det er at forene finkultur og folkelighed. Byen er, hvis man sætter det hårdt op splittet i to lejre: dem, der bestiller en pølsemix, og dem, der drikker flat white.
Jeg har ofte været hos Atelier Skoven og nu også Klostergrillen, og jeg kan konstatere, at klientellet er vidt forskelligt. Ikke en genganger. Atelier Skoven sælger smashed avokado toast og latte på havremælk. Hos klostergrillen er mælken lavet af en ko, og pølsen lavet af et svin.
Fremtiden for Lonnie Benckers pølsevogn er stadig uvis. Mens nogle holder fast i det velkendte greb om pølsemixen, strækker andre sig efter den trendy flat white. Uanset hvilken side af disken man befinder sig på, er det klart, at borgerne i Sorø vil det bedste for byen. Så lad os håbe, at byen kan bevare sin særegne charme og mangfoldighed, uanset om den serveres på en paptallerken eller et porcelænsfad.
