Jeg bliver vækket af solen hver morgen de her dage. Den laver lysfirkanter på sengen og gulvet. Nogle morgener føles det som en hån og andre gange som et håb.
Nu skal du lære at være alene, sagde velmenende venner til mig, da jeg blev skilt sidste år. Jeg levede op til deres forventninger. Jeg nød at drikke en kop kaffe i solen for mig selv på caféen på hjørnet. Jeg fortalte om aftener i min nye lejlighed, hvor jeg satte pris på mit eget selskab og den ro, det giver.
Sandheden er, at det at værdsætte alene-tid ikke er det samme som at være alene. Der er mange smuthuller i singletilværelsen. Veninder, som man kan drikke et glas vin med på altanen. Mennesker, som man kan date, måske vågne med om morgenen og senere vente på en besked fra. Livliner, man kan trække i, når ensomheden bliver for omsiggribende. Corona kom, corona tog. Den har taget mine livslinjer, stjålet mine jokere. Isolationen er ikke længere et tilvalg, den er en nødvendighed. Et højere formål kræver, at jeg nu holder mig helt for mig selv.
Gamle vaner kommer tilbage, som om de aldrig var forsvundet. At bide negle kan være en beskæftigelse. Det kan en kasse flødeboller også for den sags skyld. Erkendelsen er irriterende: Det var ikke travlhed, der gjorde, at jeg ikke kom den tur i svømmehallen eller fik sorteret papirerne i skuffen. Selv i isolation kan man slå sig selv oven i hovedet over ikke at gøre nok eller ikke at gøre det rigtige. Jeg burde lave surdej og strikke en trøje. Dyrke yoga i stuen og lære et nyt sprog, alt det der. Mine kollegaer sidder foran store bogreoler eller kunst, når vi holder videomøder. Jeg gør det samme og sikrer mig, at den gamle havregrynstallerken på bordet bag mig ikke kommer med i billedet. Statusmarkører har også betydning, når man skal holde afstand.
Imens udspiller der sig en masse mikrokriser midt i den store krise. Ingen i min omgangskreds er alvorligt syge, heldigvis, men corona rammer ikke kun kroppene, selvom det uden tvivl er det, der er langt mere alvorligt end alt det andet. Min veninde kan ikke få sin kæreste med til nakkefoldsscanning. Hun er nervøs. En ven er blevet fyret. Han er broke. Min mormor mærker leddene værke mere end før, for gymnastikholdet er aflyst. Hun holder telefonen for langt oppe til, at jeg kan se andet end hendes hår og det øverste af hendes øjenlåg over FaceTime. Hun fortæller om de tomme gader i provinsbyen, om hvordan hun handler ind for genboen, som er lidt ældre end hende. Jeg tænker på, hvor meget min mormor rører ved, når hun er i Brugsen. Om hun mærker efter på alle avocadoerne for at tjekke, hvilke der er mest modne, sådan som hun plejer.
Behovet for rapportering er større end ellers, også selvom der er mindre at berette om. Telefonen ringer oftere end før, hver gang anmodes der om video. Videoopkaldene stiller nye krav til samtalerne. Man skal tale langsomt og undgå at afbryde. Man kan ikke gestikulere vildt eller rejse sig for at hente noget, mens man tænker sig om eller zoner lidt ud. De tavse øjeblikke i samhørighed er væk. Hvis du venter for længe med at svare, bliver den anden i tvivl: Kan du stadig høre mig?
De er blevet todimensionelle: Dem, jeg holder af. Vi er mere distancerede og samtidig tættere. Vi ses oftere end før, og samtidig ses vi ikke. De lejligheder, mine venner og familie sidder i, virker fremmede, selvom jeg har været i dem mange gange. Vasen med tulipaner i baggrunden ligner en rekvisit. Min veninde bøjer sig forover for at trække sine uldsokker lidt længere op om læggene, i få sekunder kan jeg ikke se hende, og det slår mig, hvor let hun kan forsvinde i den her digitale virkelighed. Et udfald i internetforbindelsen eller et tomt batteri, og så er hun væk. Den mulige afbrydelse betyder pludselig mere.
Jeg higer efter glimt af andre menneskers omsorg. Min chef afslutter sin mail med ordene pas på dig selv, og jeg bliver lidt rørt. Jeg modtager en mail fra JustEat med emnefeltet ”Du fortjener lidt forkælelse”, og tror i et splitsekund, at den mail kun er sendt til mig. Isolationen gør mig lettere til falds for manipulation, men også mere følsom. Der er ligesom mere tid til at tage indtryk ind. Jeg hører Whitney Houston og ser pladderromantiske film. Når de kysser til sidst – der bliver altid kysset til sidst – sukker jeg først af rosenrød forløsning, men så tænker jeg på, hvordan den enes spyt blander sig med den andens. Der findes ikke romantiske kys mere. Kun corona-kys.
Selv mit tøj påvirkes af denne tid. Det er ikke længere de glitrende kjoler og de smarte jakkesæt, der er i høj kurs, og som jeg derfor vasker igen og igen. Den isolerede krop kræver velbehag. Det bløde, det løse, det lune har overtaget nu. Den isolerede krop har brug for tøj, der føles som et kram. Og samtidig savner den det dekadente. I går tog jeg læbestift på og gik i supermarkedet. Jeg ville gerne sige, at jeg gjorde det for, at læbestiften kunne beskytte mig lidt, bremse andre menneskers spytperler i at nå ind i mig og smitte. Men jeg gjorde det, fordi jeg savnede at se begær i et blik, der rammer mig.
Nogle gange går min mor og jeg en tur. Vi holder afstand, vi besøger måske kirkegården eller en park. Hun stiller sin to-go-kaffe på jorden, da hun vil åbne sin frakke. Normalt havde hun bedt mig holde koppen. Det er små adfærdsændringer som den, der beviser de store forstyrrelser.
Den eneste, der besøger mig i min lejlighed, er hende, som jeg har mit forlag med. Hun går hele vejen hen til min lejlighed, det tager 40 minutter, og hun vasker hænder, når hun ankommer. Det føles kriminelt hver gang, vi ses. Men hendes stemme er en befrielse, helt klar og ren og uden forstyrrelser, som hun sidder der over for mig og er så kødeligt til stede. Lejligheden bliver større af hendes tilstedeværelse, og når hun går, runger hendes stemme livgivende mellem væggene længe efter. Lidt snydekoder må der være plads til. Én enkel joker. Min hedder Sidsel.
