Foto: Jonathan Borring.

Hundredevis stod i kø for at få deres glasdildo: Peech laver smukt sexlegetøj, der kan stå på din reol

Fire unge københavnere vil ændre måden, vi taler om sex på. De vil sige farvel til kondom-på-banan-undervisningen og gøre det lige så normalt at købe sexlegetøj som at handle i dagligvarebutikker.

De første 30 fremmødte var blevet lovet en håndlavet glasdildo i gave, når sexuniverset Peech klokken 15 ville slå dørene op til deres nye butik. Men allerede fra 11:30 den lørdag stod flere hundrede i kø ned ad Guldbergsgade på Nørrebro. Som timerne gik, ankom flere og flere til køen, og da butikken åbnede, var de fire stiftere blæst bagover.  

”Vi havde regnet med, at der måske ville komme nogle stykker, når vi åbnede og så lidt flere op ad dagen. Venner, familie og nysgerrige fra lokalområdet, men der var kø helt ned til Empire Bio. Vi endte med at give 50 dildoer ud, men der var slet ikke nok til alle,” fortæller medstifter Clara Filippa Damgaard Andersen, da Heartbeats besøger butikken få dage senere.   

Det seneste halvandet år har vennerne Clara, August, Frank og Jonas sideløbende med deres studier og fuldtidsjobs skabt Peech, et univers for sex, legetøj og intimvelvære på deres hjemmeside af samme navn og på Instagram, hvor over 11.000 følger med.  

Her deler de ikke kun opslag med de nyeste produkter, men også opslag som ”det er okay ikke at have lyst til sex” og ”nej, du er ikke for stor til at bruge kondom”.  

Ingen ville have en sexshop

Det var egentlig ikke svært at tage springet fra e-handel til et fysisk univers, en butik, men det var svært at finde det helt rigtige sted – og finde nogen, der gav leje et lokale ud til dem.  

”Det sværeste har helt klart været, at mange ikke ville udleje til os. Det er gamle vedtægter og foreninger, der ikke vil have os hos dem, fordi der er nogle associationer forbundet med ’sexshop’ og ’sexlegetøj’. Men vi ser os ikke sådan. Vi kalder det en ’intimvelvære butik’ og har jo bare haft lyst til at lave en fin butik,” fortæller Clara Filippa Damgaard Andersen.  

Butikken består af ét enkelt rum. Lyst og indbydende. Ingen latex, læder eller sygeplejerskekostumer, men kunst i vinduerne og sexlegetøj af glas og keramik så æstetisk smukke, at de kunne stå hjemme på reolen. Lyset ændrer farve og tone med et klik på fjernbetjeningen, og alle produkter er kurateret og skiftes løbende. 

I har stor succes online. Nåede I at overveje, om det ville blive for svært at skabe en fysisk butik, fordi folk foretrækker at handle derhjemme, hvor ingen kigger? 

”Der er jo den risiko, at der ikke kommer nogen kunder. Jeg havde selv forventet det værste og håbet det bedste, men vi er i en tid, hvor folk er klar på noget nyt og på at få rystet deres verden. Og heldigvis kan vi jo allerede nu se, at folk strømmer til butikken for at gå på opdage,” siger Clara Filippa Damgaard Andersen og tilføjer: 

”Vi vil gerne gøre det så normalt at købe en dildo som en ansigtscreme.” 

Opgør med seksualundervisningen

Men Peech er ikke kun for sjov.  

Ingen af de fire stiftere lægger skjul på, at de er her for at ændre den måde, vi tænker og taler om sex på. De vil bryde tabuer og er ikke bange for at lægge platform til politik.  

”Sexpositivisme eller kaos”. ”Indfør bundfradrag på sexlegetøj”. ”Mere grøn, mere lige, mere våd” og ”nej, du er ikke for stor til at bruge kondom”, står på valglignende plakater foran, der er photoshoppet, så det ligner, at de står foran butikken.   

Iværksættere, der vil forandre verden

Heartbeats sætter fokus på iværksættere, der vil gøre en forskel. Forandre verden. Derfor besøger vi i denne serie en række iværksættere, der har kastet sig ud på ukendt grund for en bedre fremtid.

Vi har tidligere besøgt:

  • Dansk Tang, der vil lave Danmarks første CO2-neutrale virksomhed. Her fik et opkald fra Noma Simon Weber til at droppe ud af sit studie og satse alt på tang.
  • Dryk, der sælger plantebaserede drikke, som udleder 70 procent mindre CO2 end komælk. Christian Christensens idé blev afvist, men nu sælger han plantedrikke for millioner til hele verden.
  • Next Food, der har skabt en vertikal farm med fremtidens klimavenlige fødevarer, som er helt fri for skadedyr, pesticider og madspild.

Selvom ovenstående er skrevet i sjov, giver Peech blandt andet mulighed for, at man kan donere penge til NGO’en The Red Van, der arbejder for sikre forhold til sexarbejdere. Og så ønsker stifterne at skabe et åbent rum, hvor der ikke er dumme spørgsmål, og hvor det handler om at prøve sig frem og sige farvel til kondom-på-banan-tilgangen, der i mange år har været dominerende i folkeskolen. 

”Vi vil ikke bare være et brand. Vi vil gerne være uddannende. Vi vil gerne skabe tryghed. Vi vil gerne være sjove. Vi vil gerne være en god ven, du kan henvende dig til og spørge om what ever,” siger Clara Filippa Damgaard Andersen. 

Derfor kan du på Peechs hjemmeside og sociale medier blive klogere på underlivssygdommene dysparauni og endometriose. Få gode råd til, hvordan du kan lindre smerter under sex. Læse om jalousi, butt plugs og blive bekræftet i, at sex efter en fødsel kan være svært.  

”Alle kroppe er forskellige,” som Peech skriver. 

Foto: Jonathan Borring.

Prøver grænser af

Og noget tyder på, at de har knækket koden. For hvor sexshops tidligere har været forbundet med skam, et sted man helst ikke ville ses hos i dagslys eller noget, der har ligget i en kælder, har Peechs følgere ingen problemer med at interagere med hinanden og – i fuld offentlighed – svare på sexrelaterede spørgsmål i de åbne kommentarspor.  

”Jeg er selv den generation, der har fået megadårlig seksualundervisning i folkeskolen. Jeg husker noget med en tampon i noget vand, men jeg er aldrig blevet taget i hånden, vejledt om min krop og seksualitet, så jeg synes, vi skylder det til de næste generationer. Og det prøver vi så på i samarbejde med terapeuter og jordemoderstuderende,” fortæller Clara Filippa Damgaard Andersen.  

Hvordan har samtalen omkring sex rykket sig de seneste år? 

”Der er helt klart en bølge i gang, som er kommet i forbindelse med corona. Vi har bare ligget derhjemme i vores kroppe og har skullet forholde os til os selv. Vi skal lære os selv og vores kroppe at kende, og vi taler meget mere om grænser. Og der er ingen bedre måde at lære sine grænser at kende end derhjemme.” 

Foto: Jonathan Borring.

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics