Midtvejskrisen, den der kan dukke op omkring de 40, har vi snakket om længe. I populærkulturen er den ofte latterliggjort, måske ikke uden grund – og betyder for mænd, at der meget vel kan gå ’Sons of Anarchy’ i den: En Harley, måske en affære, en ny hat og hvis det går højt et par læderbukser Helmig-style. For kvinder: store dyre smykker, skrive en roman, en ekstra uddannelse i psykoterapi/coaching og måske krydret med en ironman og noget panderynke-botox.
Jeg tror, at midtvejskrisen følger meget naturligt i kølvandet på den ret besynderlige idé, vi har om, at hele vores liv skal afvikles, inden halvdelen af det er gået. Inden vi rammer de 40, skal parforholdet, erotikken, kærligheden, børnene, karrieren, det rustikke samtalekøkken med de italienske retter lavet fra bunden, bankbogen, formålet, meningen og retningen med tilværelsen gerne være landet. Et godt og roligt sted. Og så en dag er børnene store, og du er ikke så træt længere – og tænker pludselig: Hvad fanden skal jeg egentlig bruge resten af tiden til? Det er der nemlig ikke så mange, der snakker om. Ind kommer Harley & Botox.
30-årskrisen – det’ blevet en ting
30’erne er blevet det mest intense årti; en underlig form for make it or break it-alder, som en af mine veninder kaldte det, da vi stod på tærsklen til alt det, vi syntes, vi skulle nå. Det må være derfor, der nu ikke bare er midtvejskriser i efterdønningerne af børnefamilielivet, men også kvartlivskriser (som Mille i midttyverne lancerede i denne podcast om ungdomslivets svære valg) og 30-årskriser (som de her elskværdige samtaler her på Heartbeats dykker indgående ned i, og den her Manrepeller-artikel handler lidt om ) allerede inden det, vi kalder ’voksenlivet’ skal starte. For det er selvsagt røvstressende at skulle få styr på sit liv og lande alt det, der vistnok betyder noget. På et lille bitte årti ud af de mange.
For mig selv gik det hverken værre eller bedre, end at alt gik i vasken lige i de år efter 30: Jeg blev skilt fra et parforhold, jeg havde været i, siden jeg var et barn (altså 24). Jeg fik ikke de børn, vi skulle have haft. Jeg måtte sælge den virkelig fede lejlighed, hvor vi selv havde bygget en bænk af europapaller i køkkenet, som vi skulle have siddet med vores børn på. Jeg sagde et attraktivt job op, fordi jeg af en eller anden grund, jeg vitterligt ikke forstod, slet ikke var glad. Pludselig var intet, som jeg havde forestillet mig, det burde være, og det var ærligt talt horribelt, og lige præcis sådan livet nok i virkeligheden er, indimellem i hvert fald.
40-årskrisen – mest en kvindeting?
Problemet er jo ærligt talt ikke alderen, hverken når du er i midten af 20’erne eller i begyndelsen af 30’erne. Du er jo slet ikke gammel. Du kan stadig stå ud af sengen og danse uden rollator-assistance. Angribere på fodboldbanen topper på det tidspunkt, cykelryttere endda lidt senere. Materiens forfald er stadig slet ikke et problem, som jeg forestiller mig, det er, hvis du er heldig nok til at blive 80. 80-årskrisen, det burde være en ting!
Men fortællingen om at blive 30, det er den, der er problemet. I stærk kombination med narrativet om at blive 40 og færdig. Det er eksklusivt for kvinder, det sidste; Mænd er som god vin, men kvinder er som mælk (kort holdbarhed og så bliver den sur og træls). Man skulle tro, den forestilling var på retræte, men den hænger desværre ret godt fast. For vi taler irriterende meget om alder, mine veninder og jeg, der nærmer os de 40. Nok fordi vi er bange for, at det passer, at vi er i gang med at løbe tør for holdbarhed.
Det er selvfølgelig noget vås. Men så er der det med… DET BIOLOGISKE UR. Ta-da! Det er den rigtige årsag til, at vi kvinder i slut-trediverne godt kan virke … hvordan skal jeg sige det … crazy? Undskyld medsøstre, men lad os i det mindste holde op med at skamme os. Reproduktion er jo ikke noget, vi selv har fundet på, og den bider altså hårdt.
I takt med, at mange af os får børn sent, fordi mange af os først finder ham, vi måske skal have dem med sent, i takt med at tingene netop ofte ikke er landet alligevel, og i takt med at uret tikker højere, begynder de her umulige spørgsmål at melde sig:
Har jeg fået de børn, jeg skal have? Kommer jeg til at fortryde ikke at få flere? Hvad med søskende? Hvad med faren? Er han den rigtige? Og hvis han ikke findes, hvad så med en sæddonor? Alenemor (#tændersgnidslendesmiley)? Hvad med mine gamle æg? Hvorfor har alle andre flotte kernefamilier? Hvorfor er jeg snart 40 år uden at føle mig voksen? Hvordan fuck er jeg pludselig snart 40?
De spørgsmål kan fylde alt, hvorfor kvinder allerede, når den førstefødte er spæd, begynder at spørge til numero dos. Og så kan jeg høre mig selv svare, at selvom jeg godt nok overhovedet ikke er parat til at tænke på endnu en baby, så bliver jeg nødt til at overveje tidsperspektivet – min alder taget i betragtning. Alt imens er jeg ved at kaste op i egen mund over, at jeg ikke bare kan være der, hvor jeg er lige nu med et lille barn og stadig i gang med at regne ud, hvad det med at være nogens mor går ud på, mens jeg sagtens kan høre de gamle æg rasle og trænge sig på omme fra mørket af min monkey brain. Jeg er jo slet ikke vant til, at døre (livmødre) lukker. Kunne det meste andet trods alt ikke laves om undervejs?
Becoming old
Det siger Michelle Obama faktisk, at det kan. På dansk hedder million-biografien ’Min Historie’, fordi ’Becoming Michelle Obama’ er svært at oversætte på en fed måde, men det med becoming er slet ikke uvæsentligt. For det handler ikke kun om, hvordan Michelle Obama er blevet til den, hun er i dag, men mere om, at hun stadig er i gang med at blive til Michelle Motherfucking Obama. Hun er ikke færdig. Hun er ikke landet. Hun er stadig i gang. På vej. Med at lære at elske, lære at dø, at miste, at forstå den verden, hun er en del af. Som vi jo er. Det er måske ikke en ny tanke, men immervæk en besnærende én midt i enhver alderskrise, der i øvrigt finder sted oven i et sjælsugende præstationssamfund.
Jeg har ikke løsningen på den forholdsvis nye historiske udfordring med at nå at få børn, når vi nu bliver skilt i den fødedygtige alder eller først føler os voksne nok til at binde an med dem senere i livet. Men den ligger nok et eller andet sted i nærheden af, at tilværelsen måske kan arte sig udmærket både på grund af og på trods af det specifikke indhold i den, og at det under alle omstændigheder ikke er ovre, før den fede pianomand har sunget dig ud.
For alternativet til at blive ældre er uanset værre. Også selvom det er træls at være menneske nogle gange, ligesom det også er vidunderligt og en masse andet.
“Jeg har haft det let og haft det svært”, synger Helmig – manden der har fattet at tage læderbukser på, så længe vi er her.
