Jeg har ellers altid været den irriterende jule-jubelidiot i vennegruppen, der har insisteret på at pynte op og høre ’Driving Home for Christmas’ allerede i november. Jeg har altid prædiket lykken ved sne, æbleskiver, juletivoli og DR’s årlige julekalender. Selvom december er travl for mange, har det for mig også været den tid, hvor man alligevel formår at skabe tid til hinanden. Man støder på venner og familie til julefrokoster, hygge og byture eller køber julegaver sammen.
Og der er da heller ikke noget bedre end at kravle sammen under varme uldtæpper med et glas gløgg og se ’Home Alone’, mens man spiser klejner og marcipan. Eller at skåle i snaps og danse til ’Last Christmas’ i en rus af alkohol, flirt og juleeufori.
Jeg har altid været bevidst om, hvor heldig jeg er at have så mange venner at nyde december med, måneden der for mit vedkommende også rummer min fødselsdag. Især fordi jeg har haft familiemedlemmer, der ikke har haft det på samme måde, og som har vænnet sig til at fejre jul alene – for eksempel min far. Derfor føles det også både skamfuldt og forkert, at jeg i år for første gang føler mig ensom i december.
Jeg er jo ung? Jeg har jo venner, og en – omend meget lille – familie? Men december måned føles lidt som manifestationen af ens samlede sociale relationer med alle de arrangementer, der følger med familiefester, julefrokoster, juleaften og måske den værste af dem alle: Nytårsaften.
Jeg tror, at mange har de her følelser i lige netop december måned, af ensomhed, og mange skammer sig nok også over det, så derfor prøver jeg at sige det højt: Jeg har en ensom december.
Jeg har boet i Norge de seneste mange måneder, hvor jeg har følt en voksende ensomhed. Jeg har derfor længe set frem til at komme på juleferie i København og få ensomheden brudt, men på en måde blev den bare værre. Hvorfor? Udlandsopholdet har nok kostet mig lidt nærhed i mange af mine relationer, ligesom det har kostet mig mit forhold. Venner har fået kærester og er flyttet sammen, mens jeg har været væk. Jeg er røget ud af rytmen og er vitterligt ‘Home Alone’…
Lige netop i december bliver det tydeligt, når man ikke bliver inviteret med ind i julehyggen. At man ikke er nogens førsteprioritet. Jeg mærker, at tidligere tætte venner ikke har tid til at drikke gløgg med netop mig og går alene i seng hver aften. Det gør bare ekstra ondt end på andre tider af året, fordi det er så tydeligt, at alle andres kalender er proppet med hyggelige julearrangementer, kærester og nære venner.
Selvfølgelig har man selv et ansvar for egen ensomhed og for at bryde ud af det rum, som ensomheden omslutter en med. Selvom det ikke er nemt, tror jeg, at det hjælper at sige det højt. Erkende at sådan er det lige nu, svælge lidt i det og dyrke den melankolske stemning, som julen også indbyder til. Det kan være nu, at man kan prøve at række lidt længere ud end den vante omgangskreds, invitere på nye venne-dates eller investere sin tid i at hjælpe til som frivillig på et herberg eller måske invitere en anden ensom til jul?
Det er nok lettere sagt end gjort, men de små ting kan faktisk godt lindre følelsen af at stå udenfor. Og så vil jeg personligt også huske på, at det hele bare er lidt sværere ved højtiderne. Julen er hjerternes fest, og det handler ikke om at være single eller ej, det handler om at føle, at man står udefra og kigger ind på en symbiose, som alle pludselig synes at have med hinanden, og som man ikke kan trænge igennem eller blive en del af.
Om der så er tale om en romantisk eller venskabelig symbiose, så føles den bare lidt mere solid i december, for det er jo her. man skal hygge sig, man skal være sammen hele tiden, man skal have nogen at give flotte julegaver til, og man skal have nogen, man hopper ind i det nye år med.
Resten af året er det ligesom lidt nemmere at gemme sig i arbejde, studiet og overfladiske kaffeaftaler. Men december afslører dig fuldstændig, hvis du ingen aftaler har, og det er svært at gemme sig fra juleåndens ensomhed.
