Med et veltrimmet fuldskæg, manbun og en stilet beige polo blender Rasmus Valentino Mandal perfekt ind i cafémiljøet på Enghave Plads i København. Der er dog noget, der alligevel får ham til at skille sig ud. I skødet sidder han nemlig med et sæt strikkepinde og en anordning af garn, der er på vej til at blive til en plysset sweater til hans datter.
Der er mildest talt intet nyt i, at strik er populært. Under corona-pandemien fik håndarbejde og særligt strik en kæmpe renæssance, Lærke Bagger og PetiteKnit har rockstjernestatus, og det er ikke et særsyn at se unge såvel som gamle have gang i pindene i bussen, i toget eller på fortovscaféen. Men hvad, der er et næsten helt utroligt sjældent syn, er en strikkende mand.
Måske på grund af netop det eksotiske element i synet af en strikkende mand, er Rasmus Valentino Mandals Instagram-profil ‘Mandestrik’ gået fra 1.000 følgere i påsken til tæt på 25.000 følgere i skrivende stund. Han samarbejder med nogle af de største strikkebrands, får tilsendt garn og bliver brugt som teststrikker. Grobunden for en god business er lagt.
“Det er ret overvældende og underligt, at det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg forstår overhovedet ikke, at det er gået så meget amok så hurtigt. Men det giver mig et håb for, at strik måske kan blive mit arbejde en dag,” siger han.
På sin profil deler Rasmus Valentino Mandal både sine bløde kreationer, men han fortæller også ærligt om at være sygemeldt med en depression, og om at have diagnosen ængstelig evasiv, som han blev diagnosticeret med gennem Psykiatrien for fem år siden. Det er en personlighedsforstyrrelse, der gør, at man blandt andet kæmper med lavt selvværd, en overskyggende følelse af at være utilstrækkelig og angst for at blive forladt.
Rasmus Valentino Mandal fortæller, at ængsteligheden blussede en hel del op inden vores møde, fordi interviewsituationen er ukendt for ham. Han vidste ikke præcis, hvad der skulle ske, vi kender ikke hinanden, og der er i det hele taget en del ubekendte.
“Men hvis jeg strikker, så afleder det alle de tanker. Især hvis det er noget med mønster. Det aktiverer nogle andre sanser, og det er virkelig rart. Jeg tror, jeg mærker andre menneskers energier ret hurtigt, og der er det rart at kunne gemme sig lidt bag strikken,” forklarer han.
Opslagene på Instagram er udover ærlighed som regel tilsat en god portion komisk tæft med formuleringer som ‘resting knit face’ eller udsagnet: “I dont’ run from my problems, I sit on a chair and knit like a normal adult.”
Med hvert vores sæt garn og pinde slår vi os ned og giver os til at strikke. Og det er sådan set ret magisk at opleve, hvordan uld kan være den korteste vej mellem to mennesker, hvis man deler en interesse for strik. Vi slapper begge to af, og interviewet kan tage form.
Hvad betyder strik for dig i dag?
“Det lyder måske lidt forkert at sige, men det betyder alt for mig på en eller anden måde. Det fylder så meget i mit liv. Både hele Instagram-delen, men også i mine tanker, men hvis jeg har en følelse af, at det hele bliver for meget, så har jeg også bare lyst til at strikke. Det er meditativt og afslappende for mig. Jeg får jordforbindelsen af det og kommer ned i kroppen.”
Stereotype mandeidealer
Selvom det i realiteten ikke burde spille vores hjerner så stort et puds, at en mand kan finde glæde i at sidde og strikke, så er det stadigvæk sådan, det er. Men det ser alligevel ud til at nye vinde blæser. For som historiker og journalist Dorthe Chakravarty skrev i Information, så er håndarbejde vor tids modgift mod skærmen, samtidig med at vi går mere og mere væk fra at definere noget som mande- eller kvindearbejde.
“Jeg får ikke kommentarer om, at det der er mega-feminint eller et kvindeligt håndværk, når jeg strikker. De fleste synes bare, at det er fedt. Nogen kigger og smiler måske lidt skævt, hvis jeg sidder i offentligheden med mit strikketøj. Men altså, det er jo lige meget. Det er bare fedt at kunne strikke sit eget tøj,” siger Rasmus Valentino Mandal.
Er det noget, du selv tænker over, at du er med til udvide de stereotype forestillinger om et mandeideal?
“Jeg kan godt se, at jeg bryder lidt med kønsnormerne, men det er faktisk ikke noget, jeg tænker så meget over. Det har heller ikke været meningen med min profil, den handler om, at jeg synes, det er fedt at strikke. Jeg blev fritstillet i januar. Jeg havde halvanden måned med løn, så der strikkede jeg mere og mere og lagde flere og flere videoer op. Både fordi jeg havde tid til det, men der var også et terapeutisk element i det. Jeg kunne gennemgå hele grunden til, at jeg blev opsagt og følelserne, der lå i det.”
Han uddyber, at det med at miste sit arbejde endte med at blive en gave – omend en lidt atypisk en -, fordi det sparkede døren ind til strikke-universet, der kom med så meget positivt. Drømmen for ham er klar: Han vil gerne leve af strik på den ene eller den anden måde.
Strik blev en gamechanger
Det hele begyndte en kold vinter i den Rudolf Steiner-børnehave, hvor Rasmus Valentino Mandal arbejdede som pædagogmedhjælper. I anledning af en fest dernede, skulle alle bidrage med noget kreativt. Nogen syede, andre filtede, og Rasmus fik lyst til at strikke. Typisk havde hans mor strikket de sweatre til ham, som han drømte om, men der var altid et eller andet med pasformen og udtrykket, der ikke spillede for ham. Hun rettede til efter ønskerne til perfektion, men der blev ligesom for meget frem og tilbage med det.
“Det gik op for mig, at det var meget nemmere, hvis jeg lærte at lave det selv. Jeg lærte at strikke ved at se YouTube-video og fik også noget guiding fra børnehaven. Pludselig sad det bare i hænderne,” siger Rasmus Valentino Mandal og forklarer, at han hurtigt kom til at kede sig af de små, simple strikkeprojekter, og at han først blev rigtig hooked, da han strikkede en mere avanceret sweater til sin hustru.
Det fører til et sidespor, hvor vi går ind i en længere teknisk og nørdet diskussion om, hvorvidt det er bedst at starte med et sweater-projekt fra bunden eller fra kraven. Der er unægteligt for og imod ved begge dele, men det, der er rigtigt interessant ved den her snak, er, at det der med virkelig at blive hooked ikke var sket for Rasmus Valentino Mandal før.
Hans personlighedsforstyrrelse har nemlig gjort, at han har haft svært ved at finde sin hylde på arbejdsmarkedet. Hans CV rummer en god portion forskellige uddannelser og jobs som for eksempel bygningsmaler, kropsterapeut, Reiki-healer, clairvoyant healer og pædagogmedhjælper. I øjeblikket er han sygemeldt med depression.
“Jeg har nok altid været ængstelig evasiv uden at vide det, så det kan være svært for mig at skelne mellem, hvad der er diagnosen, og hvad der er ‘det sande mig’. Men det har for eksempel gjort, at jeg aldrig rigtig har haft nogen venner. Jeg har altid kun haft én primærperson i mit liv, og det har typisk været en kæreste. Jeg har ikke nogen venner, som jeg spørger, om vi lige skal ses med. Det er ikke, fordi jeg ikke har lyst, men det føles ikke naturligt for mig. Jeg har også altid haft tendens til at være jaloux, fordi jeg har troet, at hvis min hustru tog ud, så ville hun opdage, at verden var meget bedre uden mig. Hele den her mindreværdsfølelse har fyldt meget,” forklarer Rasmus Valentino Mandal.
“Jeg har svært ved at føle, at jeg kan noget. Jeg har faret rundt i uddannelsessystemet og aldrig følt, at jeg passede ind nogen steder, eller at jeg kunne finde ud af noget. Jeg kritiserer mig selv hele tiden.”
Umiddelbart er Rasmus Valentino Mandal indbegrebet af sød og rar, og det kan være svært at forestille sig, at han skulle have grund til at være så hård ved sig selv. Det lyder opslidende, og det erkender han, at det selvsagt også er. Men i den henseende er strik blevet en gamechanger.
“Jeg mærkede lige pludselig, da jeg strikkede, at her var noget, som jeg rent faktisk gerne ville leve af. Noget, jeg godt kunne lide at lave, og som jeg godt kunne finde ud af. Det var der en succesfølelse og en masse glæde i. Der var mange, der kontaktede mig og skrev, at de syntes, det, jeg lavede, var flot, og det var fedt at få noget anerkendelse og at mærke et fællesskab på den måde,” forklarer Rasmus Valentino Mandal.
Han smiler, for i princippet trives han ikke i et fællesskab. Selvom han godt kan lide at være social, så er det tit der, at ængsteligheden og de svære følelser tager over, og det får ham ofte til at trække sig eller helt at lade være med at gøre ting. Det kan føles uoverstigeligt at svare på mails og beskeder, fordi frygten for at skrive noget forkert eller at lyde dum tager over.
“Jeg har lyst til at strikke hele tiden, og drivet for mig er, at jeg har en drøm om at leve af det. Lige nu rider jeg på en bølge af folk, der gerne vil samarbejde, men det bliver jo ikke ved. Min diagnose har også gjort, at jeg har haft lyst til at sige nej til at lave interviews og til at blive filmet. Men den rationelle del af mig ved godt, at hvis jeg virkelig gerne vil leve af det, så er jeg også nødt til at gøre de her ting,” siger Rasmus Valentino Mandal.
I den tid interviewet har varet, er den hvide sweater med forskelligfarvede konfetti-prikker til Rasmus Valentino Mandals datter vokset, og det samme er det dueblå sjal til min mormor. Svært tilfredsstillende.
LÆS OGSÅ
