Om ti dage står det klart, om Radio Loud skifter navn til 24syv, og om Berlingske Media får fuld kontrol over radiostationen ved at købe 91 procent af aktierne.
Sker det, vil det være fuldstændig vanvittigt.
Jeg ved godt, at det virker indspist og måske irrelevant for de fleste danskere. Og at når mediebranchen går i selvsving og brokker sig over puljer, mediestøtte og forlig, så står folk fuldstændigt af.
Det virker som indspist fnidder.
Men alle jer, der hører podcast, læser avis og ser tv, har I spurgt jer selv, om I synes, de penge I betaler i skat fordeles og bruges rigtigt, når det kommer til medier? Hvis det var mig, ville jeg være rasende nu.
En podcastfabrik
Radio Loud vandt i sin tid et udbud og en årlig tocifret millionindsprøjtning til at drive en dab-kanal til unge for. Det er endnu ikke lykkedes at få lyttere til kanalen, og nu ser det ud til, at Radio Loud i stedet skal klædes om til at være 24syv version 2: En podcastfabrik, hvor nye formater udklækkes og afprøves af deres nye ejere, Berlingske Media.
Og det er – lige meget, hvordan vi vender og drejer det – i dén grad misbrug af skattekroner.
En ting er, at det ødelægger branchen og er konkurrenceforvridende, noget andet er, om man synes, det er ok, at ens skattekroner går til, at Berlingske Media skal have offentlige midler for at drive podcastfabrik. 65 millioner kroner er over dobbelt så meget mediestøtte som BT og Berlingske får – til sammen!
Hvis der ikke er nogen, der lytter til Radio Loud, bør man lukke kanalen og skrue et nyt udbud sammen, som alle kan søge på lige vilkår. Vi taler om en radiokanal, der for nylig fik så voldsom kritik, at Radio- og tv-nævnet valgte at sætte kanalen under særligt tilsyn og gav radioen 14 dage til at redegøre for, hvordan de vil leve op til kravene.
Det er grotesk, at man kan købe sig ind i så stort et offentligt tilskud for derefter at ændre fokus på radioen totalt.
Hvis udgangspunktet med udbuddet havde været at drive podcastvirksomhed, havde Radio Loud aldrig vundet udbuddet – og vi havde været mange aktører, der ville have budt ind.
Kører os rundt i manegen
Hvis Berlingske Media får lov til at ændre formålet med Radio Loud, så er det ikke bare uretfærdigt. Det er at gøre grin med den måde udbuddene drives og forvaltes på. Hvordan skal vi nogensinde tage mediepolitik i Danmark seriøst igen, hvis politikerne går med til det her?
Ambitionen med opkøbet er at lave en digital medieplatform bygget op om lyd. Det er vi flere, der allerede har bevist, at man godt kan lave en rentabel forretning på – uden at få 65 millioner kroner foræret hvert eneste år.
Det ville klæde de mennesker, der sidder og deler alle pengene ud, at sætte sig ordenligt ind i branchen, som de kører rundt i manegen. Men det er jo trods alt et af de store problemer med offentlig støtte – ikke nok med at det dræber innovation, men den er sgu heller ikke til at regne med, når de, der deler den ud, er inkompetente.
Det har andre sagt
- Lea Korsgaard, medstifter af det digitale medie Zetland.
– Hvis man spurgte samtlige politikere, om det, de drømte om, var at poste 65 milloner kroner i et privat medieforetagende, så det kan skævvride konkurrencen, så vi stækker innovationen. Så tror jeg, at samtlige politikere ville sige nej, og alligevel kan det være der, vi ender. Det er sørgeligt. - Morten Strunge, administrerende direktør for podcastplatformen Podimo.
– Jeg vil gerne gå ind og byde på det for at sikre, at det bliver fair i det mindste. Så de (Berlingske Media red.) ikke bare kan bygge det op for skattekroner, trække det over og kommercialisere det bagefter. - Mads Brügger, tidligere programchef på Radio 24syv.
– Jeg synes, der er tale om et gravskænderi og usømmelig omgang med et lig. Jeg synes, man skal lade de døde hvile i fred. Og så synes jeg, at man skal finde på noget selv. Det er kikset at tage et gammelt brandnavn ud af mølposen og sige: ’Nu er vi 24syv.’
Kilder: Weekendavisen og DR
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️