23 skildpaddekilo er bare tungere, end når du hiver samme antal kilo i jern i fitnesscenteret. Måske fordi du skal passe på lufferne, der godt kan give et heftigt bask. Det konstaterer min bedre halvdel, da han i udstrakte arme bærer Malene, som børnene har navngivet denne seks år gamle havskildpadde, det sidste stykke over stranden mod havet.
Da hun bliver sat ned i sandet, siger det “swush, swush, swush”, og så har hun lynhurtigt luffet sig ud i sit rette element, hvor hun forsvinder med et par svømmetag. Tilbage på stranden er nu bare et bæltekøretøjslignende aftryk i sandet efter hendes tur mod frihed. Og så os.
“Bare hun nu ikke spiser et stykke plastik og dør alligevel,” sukker den ældste af børnene og tilføjer:
“Får vi så vores penge tilbage?”
Det er en reel risiko – at blive kvalt i plastik – hvis man er en havskildpadde. Det kunne vi konstatere på vores gåtur langs det mindre turistede stykke af stranden hen til Proyek Penyu, The Turtle Hatchery, som ligger på dykkerresortet Reef Seen i strandkanten, i den nordlige del af den indonesiske ø, Bali. For her er sandet oversået med plastik i alskens former og farver, ligesom skraldet vugger i vandkanten flere meter ud i det ellers turkise hav.
Plastik dræber havets dyr
Men svaret er nej, vi får selvfølgelig ikke de cirka 250 danske kroner tilbage. Dem har vi doneret, så det blev lige netop os, der fik lov at sætte den hunskildpadde tilbage i havet, som lokale fiskere dagen før har bragt til skildpadde-rugeriet. Den var blevet fanget i deres fiskenet.
Den skæbne lider mange skildpadder, ligesom at de stadig, trods forbud, bliver fanget og spist (som æg eller kød) eller solgt illegalt. Den største trussel mod dyret er dog plastik. At blive viklet ind i det eller at dø af at spise det, fordi det til forveksling ligner en lækker mundfuld vandmand. På verdensplan er netop plastik en stor og stigende dræber af mange af havets dyr, ifølge WWF Verdensnaturfonden.
Tanken bag vores feriestop i denne sløve strandby er, at børnene ved at se, hvor deres sugerør, plastikflasker og alt muligt andet kan ende – i maven på en mega sød skildpadde – vil komme et skridt tættere på den store natur- og klimaforståelse. Og måske endda tro på, at man godt kan drikke en sodavand uden sugerør. På den måde må der også kunne modregnes lidt i den trælse streg i klimaregningen, som vores flyvetur om på den anden side af jorden netop har sat.
Uddanner lokalsamfundet
Bag skildpaddeprojektet står den australske dykker Christopher E. Brown, som i 1991 oprettede Reef Seen Diving Center her. Historien om skildpadderne begynder et år senere med en havskildpadde, som han befriede fra en fiskers net. En blev til flere, og han begyndte også at indsamle æg, som ellers ofte lider en krank skæbne her på stranden, hvor enten hunde, grise eller lokale indbyggere finder skildpadderederne og graver æggene op.
“Da jeg begyndte projektet, var det for at redde de skildpadder, som vendte tilbage til stranden for at lægge æg. Men jeg indså, at jeg kunne være med til at genopbygge den oprindelige livscyklus for havskildpadderne ved også at redde æggene og ved at få de fattige landsbybeboerne med på projektet,” siger Christopher E. Brown.
Ud over helt konkret at hjælpe havskildpadder ligger en stor del af projektets fokus nemlig på at påvirke og undervise lokalbefolkningen til større forståelse for behovet for at passe på de omgivelser, som de også lever af. Mod penge til reparation af fiskenet eller mad til familien afleverer lokale fiskere de skildpadder eller æg, de støder på, i stedet for at spise eller sælge dem illegalt på lokale markeder, fortæller Christopher E. Brown:
“Det har medført, at de lokale nu ser skildpadden som et dyr, de er nødt til at passe på, så de kan tjene penge på æggene, men også på de turister, som skildpaddeprojektet tiltrækker.”
Børnene fodrer med fiskesnask
Det er i dag hovedsageligt billetpenge og donationer som vores, der betaler for projektet og dets ansatte, som ud over at betjene turister til de daglige fodringer, også tager sig af de indsamlede eller indbragte skildpaddeæg. Æggene modner og udklækkes på rugeriet, og de små rollinger vokser sig store nok til at blive sat ud i havet igen, tre til fire måneder gamle. Det øger deres mulighed for overlevelse fra en ud af tusinde til cirka fem-ti procent, fortæller en medarbejder på stedet. Sidste år reddede projektet 70 voksne skildpadder, og 2.800 babyskildpadder blev udklækket og sat ud i havet.
LÆS OGSÅ:
For hvad der svarer til cirka 20 kroner per næse, kommer vi ind og ser de små bitte havskildpadder blive fodret. De svømmer ivrigt rundt i blåmalede cementbassiner under et halvtag, hvor også den gamle havskildpadde Buddy holder til. Han er vokset op i fangenskab hos lokale fiskere, men blev senere indleveret hertil, da stedets oprindelige maskot døde. Sidstnævnte står i dag i konserveret tilstand og vogter over de levende i bassinerne.
Det ældste og klart modigste barn stikker resolut fingrene ned i plastikboksen med døde fisk, tager en håndfuld op og kaster fiskesnasket ud til de små havskildpadder. I rasende fart pisker de rundt i vandet med deres små luffer og guffer i sig. Tiljublet af begejstrede høje hvin fra en lille fransk dreng, som dog skifter over til rædsel, da hans far prøver at få ham til at fodre den store havskildpadde.
“Malene bløder!”
“Er du sikker på, at den kun spiser fisk,” spørger min yngste skeptisk, da hans storesøsters hånd med fisk er meget tæt på den store havskildpaddes mund.
Hun himmelvender øjne mod sin bror, men slipper hurtigt fisken, der i et enkelt haps forsvinder i Buddys gab.
Selvom det er sjovt at komme tæt på de havskildpadder, vi ikke er stødt på under snorkling ude i deres naturlige habitat, er det dog udsigten til at sætte en lille basse ud i havet, der har drevet os hertil. Men babyerne er for små, får vi at vide. Nogen i de voksnes rækker er nok lidt skråsikkert kommet til at love netop det, så eneste mulighed for at genoprette tilliden er altså at punge mere ud og så få lov at sætte den voksne havskildpadde ud. Det skal foregå om morgenen, så vi må vente til næste dag.
LÆS OGSÅ:
Klokken 10 næste morgen hiver to mænd Malene (som skildpadden jo nu officielt hedder) op af vandbassinet. Det er hun ikke udpræget vild med, ser det ud til, for hun basker med sine gullige luffer. Med forfærdelse ser børnene til, da hun bliver mærket med en lille metalklips i den ene luffe, hvilket er det strengeste, de nogensinde har set nogen gøre mod dyr, siger de.
“Malene bløder!,” hyler den yngste op og er tæt på at forlade begivenheden.
Efter en vejning på en badevægt, får hun hakket muslinger af maveskjoldet, og hun er fri.
Havets gartnere
Reef Seen på Bali er i dag meget mere end dykning og skildpadde-udrugning, fortæller en medarbejder, da vi er færdige med at spejde efter Malene. Ejeren Christopher E. Brown og stedets dykkere arbejder sammen med lokale fiskere og dykkere fra de omkringliggende centre som havgartnere. De restaurerer og opdyrker koralrevet langs kysten i projektet The Reef Gardeners. Siden starten af 90’erne har de med håndkraft fjernet 75.000 invasive søstjerner og har sat en slags jerngitre ud, hvor der er plantet koraller på. Ligesom at stedet medvirker i et nyere projekt, hvor man ved at sætte strøm, indfanget af solfangere, til de spirende koralrev sætter speed på vokse-processen.
Den indsats kan man i den grad se under havet. Det fortæller en ældre, engelsk kvinde, som sammen med en af stedets dykkere sidder og fordøjer dagens dyk over en sodavand. Hun hedder Buffy McAfee, er 70 år og pensioneret havbiolog. Hun er vendt tilbage efter 25 år for at se til revet og Chris’ projekt, som hun kalder det, som dengang var spritnyt.
“Det var faktisk her, jeg havde mit første dyk, da jeg var her med en organisation for restaurering af koralrev. Revene var meget ødelagte af dynamit- og overfiskning. Men nu er en masse fine koraller spiret frem og derfor også masser af yngleplads til de små babyfisk,” siger hun.
Koralrev er fiskebørnehaver
Faktisk var vandet derude helt grumset og svært at se igennem for de bittesmå fisk, fortæller hun. Hendes dykker-buddy nikker. Det er 37-årige Seppree, som er dive master og har arbejdet på flere af verdens absolut top dykkerspots. Nu har han været ansat her i en årrække og er ret tilfreds med det fokus på bevaring af sin arbejdsplads, nemlig havet, som hans job i dag indebærer.
“For nylig gik de lokale fiskere med til, at området herude, hvor vi har vores Reef Garden, er fiskeri-fri zone. På den måde fungerer det som en slags fiskebørnehave, hvor de små fisk kan vokse sig store i korallerne, spise af dem og derved holde revet sundt. Når de bliver større, søger de længere væk, og så kommer der i sidste ende flere fisk til fiskerne. Så det er win-win for alle.”
Turismen her afhænger af, at det ikke flyder med affald og plastik, og de sunde koralrev med de mange fisk tiltrækker dykkerturisme. Det har ifølge ejeren af stedet, Christopher E. Brown, medført, at byen i dag er gået fra at være en Balis fattigste til at have flere skoler, jobs og moderne udvikling.
“Men lige nu ser her forfærdeligt ud, det flyder med plastik, selvom der lige under havoverfladen åbner sig den vildeste verden af koraller og fisk,” siger Buffy McAfee med trist mine.
Seppree nikker.
Turister modvirker skraldehav
“Her i regntiden skyller de store regnskyl alt skraldet fra bjergene ned til havet via floden. Hernede er folk efterhånden meget bevidste om ikke at smide affald, for de lever af turisterne, så normalt er strandene fine. Det er noget andet oppe i bjergene, her gør folk som for 30 år siden, hvor alt var pakket ind i bananblade. De smider bare indpakningen over skulderen,” siger han.
“Sig mig, skal I ikke ud at snorkle, så I selv kan se The Reef Garden,” spørger den ældre dame så og peger ud på det turkise hav.
Selvfølgelig skal vi det. Men det skal vi så bare overhovedet ikke. Børnene nægter. De vil ikke så meget som sætte en fod i skraldevandet, selv om der er rimelig renset for plastik herovre ved Reef Seen og de omkringliggende resorts. Men så har vi en snorkeltur til gode. Og faktisk lidt mindre flyskam. Lidt.
For uden turister og vores penge kan lokale kræfter som dem her på Reef Seen ikke rykke et lokalsamfunds bevidsthed om at passe på naturen og dens dyr.
