Det er den ottende december.
Det er gået op for mig, at Topgunn, Pia Kjærsgaard og jeg har nøjagtigt de samme briller! ”En tidsløs klassiker, som klæder alle,” sagde optikeren. Og ja, det kan han da så bide sig i pebernødderne på, at de gør.
Iklædt min nye Topgunn-skærmbrille loggede jeg her til morgen ind på mit teams ugentlige teammøde på Teams. Jeg fik ikke fat i det hele. Der er simpelthen noget med lyden, fordi jeg har fundet sådan en feature med kanebjælder, når jeg taler. Jeg kunne ikke høre, hvad de andre sagde, så det blev ærligt talt lidt rodet. Så vidt jeg forstod, delte vi os op i grupper og arbejdede videre. Og her endte jeg i gruppen ”Luciaoptog på Teams i næste uge”. Alene.
Da jeg endelig loggede af, fandt jeg Topgunn på Instagram. Og så sendte jeg TG’en utroligt mange fine billeder af hver af os med vores fællesbriller på. Jeg sendte også en del billeder af mig selv i det røde blondesæt fra H&M og med det gamle postkasserøde leopardstel over et mundbind med påsat nisseskæg. Det var faktisk en fejl, fordi billederne lå lige ved siden af dem af Pia Kjærsgaards briller. Jeg ved ikke, hvordan man rygcrawler på Instagram. Men så må man jo trykke på pyt-knappen. Det skulle jo i øvrigt også være så moderne at sende nøgenbilleder til hinanden.
Jeg er stadig en flot pige i modlys. Jeg kan nu se, at jeg har postet alle billederne tre gange. Pyt-knappen får tre båt mere så. Jeg har ikke hørt fra Topgunn endnu, men alle har jo travlt i julen.
Jul på den gamle hjemmearbejdsplads
Hvis der er nogen, der glæder sig i denne tid, så er det Birgitte. 52 år, ny i det fermenterede køkken, men hardcore elitebilist på alle de veje, der fører hjem til jul. Hjemsendt siden marts og i et efterhånden relativt kompliceret forhold til virkeligheden og hverdagen som proaktiv, løsningsorienteret hjemmearbejder.
Birgitte er her for dig. Alle hverdage frem til jul vil hun lukke julefreden ind og tænde lys i den mørke hjemmearbejdstid. Dette er Heartbeats’ coronavenlige hjemmearbejds-julekalender.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️