Marie Hald laver ikke klassisk pressefotografi. Hun er ikke en vagthund. Hun bider ikke magthaverne i haserne. Hun fotograferer ikke de ressourcestærke, modellerne eller vinderne, dem med privilegierne. Hun er nærgående, men det sker i et nænsomt samspil med hendes mennesker. Og så stiller hun ind på alt det, som især kvinder normalt forsøger at skjule. Deller, strækmærker, rynker, sygdom, hår, brystvorter, et svært liv, de tykke lår og viser dermed den daglige kropskamp.
”Det er på en måde en bog til mit yngre jeg. Alle de personer, du møder i min bog, havde været usynlige og underlagt tabu, da jeg gik i gymnasiet, hvor det drejede sig om at ligne Britney Spears mest muligt og have en ”size 0”-krop. Min generation blev meget fucked-up af kun at se på tynde, hvide mennesker i medierne som billedet på det perfekte, som vi så efterstræbte,” fortæller Marie Hald, der er 35 år.
Den prisvindende fotograf har netop udgivet fotobogen ’Feminin’, som er en samling af hendes fotografi fra de seneste 10 år. I bogen optræder sexarbejdere, transkønnede, unge piger med spiseforstyrrelser, kvinder, der nærmer sig livets slutning, kvinder med overvægt, syge kvinder, voldsramte kvinder, og folk der generelt er udenfor eller på kanten af det brede fællesskab.
Mange af hendes fotos skal man have været både blind eller isoleret for ikke at have set før. Især hendes fotografier af kvinder, der kæmper med overvægt og anoreksi har været bragt en del steder, og de tykke kvinder hang også i en periode på busstoppestederne. Der modtog Hald massevis af mails fra mennesker, der simpelthen aldrig havde set en tyk krop på den måde før.
For gennem Marie Halds kamera bliver den tykke krop smuk. Den bliver et eventyr, som hun placerer i et landskabsmaleri – en skov, en sø, på en mark eller i et selvkærligt øjeblik i solen.
”Fotografen Jan Grarup sagde engang til et foredrag, at der i hans krigsbilleder altid skulle være en æstetisk indgang, et element af skønhed, for ellers ville folk ikke kigge på det. Så var det bare rent splat. Da han sagde det, gik det op for mig, at det er det, jeg selv gør. Jeg har en ret stringent æstetik, som jeg ser dem, jeg fotograferer igennem, også når de er i krig”.
Men hvorfor er det vigtigt at gøre den tykke krop smuk?
“Jeg synes, den tynde eller slanke krop er blevet fortalt til dødelighed. VI har set den så mange gange, at den er ikke spændende mere. Men det er en tyk krop. Mathilda i bogen siger, at hun aldrig havde set en tyk krop, før tykaktivismen begyndte i medierne. Hun kiggede ikke på sin egen krop i spejlet og kunne ikke lide den. Måske kan mine billeder hjælpe med at finde ro? Det er skide hamrende hårdt at gå rundt i en rigtig tyk krop, mange bliver råbt af og spyttet på på gaden, fordi de er tykke og bliver udelukket fra fællesskaber og skammer sig hele tiden.”
Normalt, når vi ser en tyk person, er det et afdæmpet pressefoto til at ledsage en nyhed om overvægt eller diabetes illustreret af en tyk krop, altid uden hoved, knipset på en gågade mod deres vidende. De senere år har kropspositivismen dog vundet frem og rykket ved billedet af, hvem der er smuk og sexet og må optræde i medierne.
Store brands som Adidas, Zalando og Sports Illustrated bruger nu modeller med større kroppe, hvilket selvfølgelig også er en slags kapitalisering af kroppen, men alligevel peger mod, at der sker noget med skønhedsidealerne.
”Jeg håber, at jeg kan være med til at vise en bred vifte af feminine mennesker. Tænk, hvis min bog kunne blive sådan en ’Kvinde kend din krop’-fotobog, som man kunne forære til konfirmander, der måske er født i et forkert køn eller er tyk og savner nogen at spejle sig i,” håber Marie Hald.
Det grimme og uperfekte
På mange måder er det sært, at vi bliver ved med at diskutere kvinders kroppe så intenst. Om det er Helle Thornings kavalergang, Medinas efterfødselskrop eller Kim Kardashians nye, mere hvide look, så er kvinders udseende ustandseligt til debat og underlagt lup.
”Det er svært for kvinder at være ’grimme’ og uperfekte. Vi er stadig opdraget til, at vores vigtigste værdi er skønhed, hvor mænd har en bredere palette at udfolde sig på og gerne må være sjove, rige, grimme eller magtfulde. Jeg kæmper selv med det og vil altid gerne være pæn. Jeg har nogle selvportrætter med i bogen, som er meget sårbare for mig, fordi jeg er nøgen og uperfekt, men det var vigtigt for mig at sige tak til alle dem, der har stillet sig op med al deres sårbarhed i bogen.”
Tror du nogensinde, at kroppen, måske især kvindekroppen, får lov til bare at være, ikke til debat, men ligegyldig?
”Det håber jeg. Og det tror jeg. Jeg har selv omprogrammeret min hjerne til, hvad skønhed er, og hvad det feminine er. Jeg prøver bevidst at kuratere forskellighed på min Instagram og for eksempel følge folk, der sidder i kørestol, og det virker altså. Lige nu er der en modbølge med at vise den tykke og den anderledes krop frem, men jeg håber en dag, at vi vil opnå en form for kropsneutralitet, hvor vi ikke tillægger kroppen så meget værdi. Hvor den bare er,” siger Marie Hald.
Fotobogen ’Feminin’ af Marie Hald er netop udkommet på Gyldendal.