Kristian Ditlev Jensen: ”Man drikker for meget, når man stiller sig selv spørgsmålet – drikker jeg mon for meget”

Detaljerigdommen er enorm i Kristian Ditlev Jensens nye bog. Bogen ’BAR’ er en uhyre præcis gengivelse af, hvordan det var at vokse op i et underklassemiljø i 1980’ernes Holbæk. Det er familiefester med skøre sangskjulere og ”bravo bravissimo”-skåler.

Det er folk, der får deres penge fra ”sjasen” og drikker dem op. Det er månedlig øllebrød og drømmen om en blå Winther-cykel med gedebukkestyr. Det er en dybt alkoholiseret morbror, der gør drengen til sin fortrolige og maskerer bajerflasker som Faxe Kondi og siger, ”det er vores hemmelighed”.

Vi er i det selvbiografiske univers, hvor vi følger drengen Kristian og hans opvækst, hvor han senere opdager de komplekse sociale koder i middelklassen som stigereoler med bøger, Louisiana-plakater og stempelkaffe.

Udviklingen er forfatter Kristian Ditlev Jensens eget skift af socialklasse i form af en beruset ungdom tilbragt på Københavns Universitet og et gradvist manglende fælles sprog med forældrene – afløst af et voksent liv med rigelige mængder af alkohol, barer og festlige lejligheder.

Du tager fat på vores fællesnationale betændte forhold til alkohol?

”Ja, vi har en vild alkoholkultur i Danmark, og hvis man kigger på lande som Italien og Tyskland, så er der 50 procent af befolkningen, som slet ikke drikker – på grund af sundhed eller det mentale – men uden de bliver mistænkeliggjort. Det er bare sådan, det er. Men i Danmark er vi utrygge og på vagt, når nogen ikke drikker”, fortæller han.

Jeg har som modpol til bogens mange barer, værtshuse, drukture, genstande og fest inviteret den aktuelle forfatter på fornem morgenmad på Hotel Nimb. Så sidder vi der, tidligt om morgenen, og siger pænt nej tak til et glas bobler, men ja tak til en kande god kaffe.

Kristian Ditlev Jensen er en slags evighedsstuderende. ”Det er jo bare en måde at leve på”, som han siger. Forfatterskolen, litteraturvidenskab og teologi er nogle af hans mange uddannelser, og han er ikke færdig med at uddanne sig, skynder han sig at sige. Han debuterede med selvbiografien ’Det bliver sagt’ i 2001 om de seksuelle overgreb, han var udsat for som barn og har siden udgivet en hel stribe bøger og skrevet for skiftende aviser, de senere år Weekendavisen.

Lige nu bor han i Skagen, men er på vej til Anholt, hvor han skal bo og arbejde som præst for den lille ø-menighed og skrive bøger. Og så har han været tørlagt alkoholiker i 10 år.

Der er en del pres for at deltage i den fælles druk, det oplever jeg selv som ikke-drikkende, at jeg ligesom hele tiden skal forklare mig, og din hovedperson Kristian bliver også presset til at drikke, selv når han prøver at stoppe med at drikke?

”Det handler om en fordeling af ansvar, ligesom Mulle, der skal spise en skovsnegl for at være med i klubben. Etymologien for skål siges at være noget med vikingernes sejrsskål i mjød af modstandernes hovedskal. Men det er det, man kalder en folkeetymologi. I virkeligheden havde man sin kostbare sprit ude i køkkenet og brugte det kun højtideligt, til fejringer, hvor man råbte ud til køkkenet efter ”en skål”, altså en skål med snaps, som man delte. Derfor drikker vi ikke kun individuelt, men også kollektivt, og det at sige nej til en skål, svarer til at sidde med armene over kors juleaften og ikke ville med rundt om juletræet. Det er meget demonstrativt og ødelægger festen”.

I dag oplever Kristian Ditlev Jensen, at der kun er en vej udenom den danske tvangsskål, og det er at sige: ”Jeg drikker aldrig”. Ellers bliver folk ved med at presse på. Men hvis han siger følgende: ”Det er ikke en mulighed. Jeg dør, hvis jeg drikker. Jeg er alkoholiker,” så er al videre debat lukket ned.

Udrensning, kontrol og mentalt fokus

Første gang, denne journalist mødte Kristian Ditlev Jensen, var til en nytårskur på Politikens weekendredaktion, som vi begge var løst tilknyttet dengang, nok omkring år 2005. Jeg kan huske, at han som den eneste i lokalet ikke drak champagne og heller ikke spiste kransekage, fordi han holdt såkaldt ”hvid januar”, og at han desuden havde raget alt håret af og snakkede en del om udrensning, kontrol og mentalt fokus. Det kommer jeg i tanke om, under læsningen af ’BAR’, at det nok allerede dengang handlede om, at han ikke kunne styre alkoholen?

”Det var i min zenbuddhistiske fase, ja. Det er en smuk tradition, som japanerne har omkring nytår, hvor man gør hele sit hus rent og sit sind og sin krop, fordi man ikke vil tage det dårlige fra det gamle år med ind i det nye. Jeg kørte hvid januar i mange år, fordi jeg gerne ville bevise overfor mig selv, at jeg kunne styre det. Jeg var bange for, at jeg drak for meget, men jeg havde endnu ikke erkendt, at jeg skulle stoppe helt med at drikke. Så jeg sagde i stedet ”det er for at være ren” eller for ”at have en klar bevidsthed”, som alt sammen lød lækkert og selvoptimerende,” fortæller Kristian Ditlev Jensen.

Men sandheden var altså, at han ikke kunne styre det og nåede op på to hele flasker gin dagligt, inden han som 40-årig stoppede helt med at drikke. Bogen ’BAR’ er en såkaldt kontrafaktisk selvbiografi, hvor Ditlev Jensen starter i virkeligheden, og derefter undersøger, hvad der kunne være sket, hvis han ikke var stoppet med at drikke.

I bogen kan vi som læsere meget tydeligt se, at det eskalerer for dig, når du sidder alene med ”et sæt” på værtshus eller køber to flasker sprut med til hotelværelset, når du er ude at rejse. Men hvornår ramte erkendelsen dig selv? Hvordan ved man, at man drikker for meget?

”Man drikker for meget, når man spørger sig selv, om man drikker for meget. Og den dag er det allerede cirka tre år siden, at man mistede kontrollen. Mange siger, at man drikker for meget, hvis man drikker alene. Eller hvis du glemmer dit barn i børnehaven. Eller hvis alkoholen ødelægger dit arbejde. Men sådan var det ikke med mig, jeg var enormt produktiv på mit arbejde, mens jeg drak. Men heldigvis kom jeg i hænderne på en enormt god alkoholterapeut, som på en måde manipulerede mig til at stoppe.”

Hvordan det?

”Alle alkoholikere har en drøm om at komme til at drikke normalt igen. Min egen drøm var hver dag at cykle ind til en lækker cocktailbar kl. 17 og så nyde en enkelt særlig fornem cocktail, og at det så var det. De drømme kendte ham alkoholterapeuten, så han sagde ikke, at han skulle lære mig aldrig at røre alkohol igen. Så ville enhver alkoholiker vende om på hælen. Nej, han sagde: ”Nu tager du en kold tyrker i tre måneder, og så finder vi ud af, hvor din tærskel er, og så lærer jeg dig at drikke kontrolleret.”

Men det var naturligvis løgn. Efter de tre måneder var Kristian Ditlev Jensen muligvis afgiftet, men han var stadig alkoholiker.

”Han konfronterede mig med, at jeg var alene, at min økonomi var ødelagt, mine parforhold døde, mine venner var væk, og min krop helt smadret. Og så fortalte han mig, at hvis jeg begyndte at drikke igen, ville det kun gå en vej. At alkoholisme er en progressiv sygdom, den er irreversibel, og den er kronisk. Så hvis du begynder igen, ender du præcis, hvor du slap. Og det skulle jeg bare ikke.”

Festen var trækplastret

Der er meget fest i bogen, og nogle gange lidt en ’Druk’-stemning, altså Thomas Vinterbergs storfilm, og vi fornemmer, at festen var en stor del af trækplastret ved Kristian Ditlev Jensens alkoholisme. At han simpelthen havde svært ved at gå hjem fra en fest.

Hvad tænkte du egentlig, da du så ’Druk’?

”Jeg blev positivt overrasket, fordi den tør konfrontere, at det er sjovt at drikke og festligt, lækkert og socialt at drikke. Det er hyggeligt at drikke, det smager godt at drikke, det er gastronomisk og kulinarisk at drikke. Det er dannet at drikke. Der er alle de gode ting ved at drikke. Og så er det skråstreg også LORT at drikke. Det er død, ødelæggelse, dårlige tænder og mistede sociale relationer”.

Det er velkendt, at man bliver generelt mindre hæmmet af at drikke, hvilket også er et tema i ’Druk’. Et dansk dansegulv til en fest starter ofte først, når gæsterne har fået et vist antal genstande under skjorten, og det er blevet mørkt og sent. Enhver form for dating og tilnærmelser starter ofte også med noget alkohol. Og de fleste #MeToo-sager om grænseoverskridende opførsel bunder også i for meget alkohol?

”Ja, der er selvfølgelig dårlige manerer og for høj libido forbundet med seksuelle krænkelser, men stort set alle de personfarlige typer af kriminalitet som vold, sædelighed og mord involverer alkohol. Det er den dårlige version af de manglende hæmninger. Den gode er jo, at man tør prøve at score nogen eller åbne et dansegulv, og det savner jeg virkelig. Man bør lave nogle trygge rum, hvor vi tørlagte kan danse og score hinanden, haha. Meget af vores forhold til alkohol handler desuden om glæde og fest og om at fejre noget. Hvordan fejrer man for eksempel en udgivelse af en bog uden vin? Går man på La Glace, eller køber man sig en flot fyldepen? Det spurgte jeg engang om til et AA-møde, hvor der var en gammel alkoholiker, der så sagde til mig: ”Har du overvejet bare at bruge resten af dagen på at være glad?”

Kan du huske dit livs vildeste brandert?
”Ja, den er faktisk med i bogen og er meget syret og homosocial, som det hedder med et fint ord: Jeg var endt til en efterfest på homosted, hvor jeg mødte en nordmand, der heller ikke var bøsse. Men vi havde ligesom en slags genkendelse overfor hinanden og talte og drak. Han føltes som familie, som en bror.
Vi endte med at tage hjem på hans hotelværelse på SAS-hotellet på Amager og tømme minibaren. Og så fandt vi ud af, at vi begge var blevet misbrugt af voksne mænd som drenge. Vi krammede og græd og talte om det. Til sidst væltede vi om på sengen. Vi lå sådan længe, på siden, i armene på hinanden. Ansigtet bag mit hoved fortalte mig hele historien. Den var aldrig blevet fortalt før. Jeg lyttede. Og så fortalte jeg min. Vi lå og græd sådan sammen. Selv om det stoppede på et tidspunkt, blev vi liggende. Tavse. Sådan lå vi længe. Til sidst blev jeg overmandet af søvnen. Han sov, da jeg stod op. Jeg lagde ham rigtigt i seng, men med alt tøjet på. Det føltes grænseoverskridende, hvis jeg skulle til at begynde at klæde en fremmed voksen mand af. Da jeg gik over broen ved voldgraven, på vej mod Christianshavn, følte jeg mig helt tom indvendig. Vi så aldrig hinanden igen.”

Astrologi er ultimativ storytelling

I bogen optræder en passant et par astrologiske referencer. Jeg ved, at astrologi er en del af dit liv. Og det giver mig lyst til at spørge dig, hvad du synes om den igangværende opblomstring af astrologi med tv-programmer og podcasts?

”Ha, det er sjovt! Jeg har altid interesseret mig for astrologi. Jeg har også bemærket tendensen, og at folk i interviews er begyndt at forklare dem selv ud fra deres stjernetegn. Jeg er faktisk i gang med at skrive noget til Weekendavisen om astrologi. Når man interesserer sig for litteratur som jeg gør, så er astrologi jo ultimativ storytelling. Vi fortæller historier om vores liv gennem astrologien, og grunden til, at astrologi er så udskældt, er, at astrologien blev udskilt fra astronomien med den såkaldte kopernikanske vending i oplysningstiden. Indtil da var astrologi og astronomi en samlet videnskab, og Tycho Brahe lærte at regne så præcist, fordi han lavede horoskoper for kongehuset. Men så røg astrologi væk fra videnskaben, ligesom resten af humaniora, og det er derfor, at humaniora, og i øvrigt også kvinder generelt, er så udskældte! Ja, så firkantet vil jeg næsten sætte det op”.

Det er overraskende med en borgerlig debattør og kristen som dig, at du forholder dig til astrologi på den måde.

”Astrologi er overtro. Det er en automatiseret tro. Du er for eksempel løve med tvilling på ascendanten, siger du, og derfor er du så sådan og sådan, kunne jeg svare. Min kristne tro derimod er en dynamisk og levende tro, fordi Gud er noget, jeg konstant forholder mig til. Troen på Gud ændrer sig gennem hele livet, og der kan opstå tvivl. Jeg har aldrig set astrologi som noget, der har noget med tro at gøre. Men jeg ved, at vi lige har været igennem en fase, hvor astrologerne siger, at Merkur var i retrograd. Det betyder astrologisk, at man taber ting, mister sin pung, breve er forsinkede, telefonen falder ud, og venner fra gamle dage vender tilbage. Jeg vil ikke sige, at jeg ”tror” på astrologi, eller ved, at det er rigtigt, men jeg må bare sige, at jeg oplever, at der er noget om det.”

Du er selv vandmand med skorpion på ascendanten. Kan du se i dit liv, at det kendetegner dig?

”Hvis jeg skulle forklare mig selv ud fra mit stjernetegn, ville jeg sagtens kunne det. Vandmænd arbejder med det kollektive, og da jeg var ansat på den store danske encyklopædi, delte vi chokolade ud på vores fødselsdag. De fødselsdage var sjove at iagttage astrologisk, fordi modeskribenten var fisk, og dem, der skrev om krige var væddere, sådan helt efter bogen! Og da vi kom til vandmandens periode, var der fødselsdage dagligt, fordi det er en rigtig vandmands-ting at lave leksikoner og samle viden sammen og dele den ud til alle. Som at hælde vand fra Nilen, så der kommer frugtbarhed til alle. Det er også derfor, der er så mange forfattere, der er vandmænd.”

Men hvad så med den skorpion på ascendanten?

”Den betyder død og ødelæggelse, men også religion og seksualitet. Hos skorpionen er det tit noget med perversion, men jeg har jo også skrevet en hel bog om pædofili. Skorpionen handler om at bevæge sig ind på områder, hvor folk ikke kan lide at være, men hvor vi er nødt til at være – skrald og død og bedemandsvirksomhed, eller misbrug, som at skrive en bog om alkoholisme. En skorpion er på hjemmebane der, hvor andre synes, de helt mister fodfæstet, og det gælder jo egentlig også religion – man kan miste sig selv i troen. Og jeg tror, at de fleste danskere har oplevet, at mødet med døden og sorgen på nært hold kan chokere og ryste én”.

Bruger du astrologi i din hverdag?

”Astrologi var i mange år min hobby, ligesom at mange hækler, men hvis jeg møder nogen, jeg ikke kender særligt godt, så spørger jeg til deres stjernetegn for at kunne huske dem. Eller når jeg har begravelsessamtaler, så ser jeg på folks personnummer og tænker, ”så, nu kommer der en vædder ind ad døren.” Jeg bruger det som en simpel måde at huske, hvem folk er. Jeg kan meget bedre huske en person, hvis jeg ved, at han er vægt, og at han hedder Lars. Men ascendanten er meget sjovere og siger noget mere præcist om os. Når nogen siger, at der skulle være et clash mellem astrologi og kristendom, så siger jeg altid, at den ledestjerne, den store stjerne, hvorunder Jesus blev født, det er altså astrologi. Der kom så “tre vise mænd”, og hvis man oversætter teksten direkte, betyder det spåmænd. Det er astrologer fra Iran, som kommer for at se, om deres observationer er korrekte. De er tre astrologer, som forudser, at nu bliver Messias født der. Astrologisk er der noget, der hedder et stellium, som er, når tre planeter står efter hinanden på linje og giver en ekstra stor og lysende stjerne. Hvis man regner på, at Jesus er født tre år før år 0, hvilket nogle forskere mener er sandsynligt, så var der et meget stort Stellium lige der. Så jeg siger altid, at det står i Biblen. Tre vise mænd og en stor stjerne. Det er astrologi. Så jeg ser ikke et modsætningsforhold. For mig handler det om at skelne imellem, om man beskæftiger sig med noget, eller om man tror på det. De fleste præster, jeg kender, er rimelig velbevandrede i både islam og jødedom. Det gør dem hverken mere eller mindre omskårede.”

Hvad så med kritikken af astrologi? At den ikke er videnskabelig eller kan bevises?

”Det er der jo meget, der ikke kan. Astrologi er en aflæsning af mennesker – ligesom i ’Kender du typen?’ Du kan aflæse folk ud fra deres indretning, og hvilken mælk de køber. Og det er lidt det samme, en astrolog laver, når de beskæftiger sig med folks stjernetegn. En astrolog aflæser dybest set menneskets egne fordomme og skjulte tegn og signaler og længsler. Astrologi handler jo ikke om, at du bliver frisør, fordi du er fisk, men måske hvilken frisør du kan blive. Astrologiens postulat minder om religionens. Den siger, at den er sand, selv om alle ved, at den ikke kan bevises – for relationen mellem mennesker og stjerner findes jo ikke. Problemet er bare, at jeg heller ingen beviser har for, at kærligheden findes. Men det ved jeg jo, den gør.”

Kristian Ditlev Jensens ‘BAR’ er netop udkommet.

---

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️