Christine Feldthaus. Privatfoto.
Christine Feldthaus. Privatfoto.

Christine Feldthaus om sit livs brandert: “Det lignede en brandslukningsøvelse med vand i hele hotelværelset, og jeg lå bare og grinede som en idiot”

For tv-vært Christine Feldthaus er hver dag en fest, og hun inviterer gerne hjem til cigaretter og drinks i sin hjemmebyggede rygesalon i haven.

Hvor stor en festabe er du? 

“Jeg ryger nok i kategorien ”stor”. Mindst en gang om ugen er jeg i festligt lag med røgtobak og vin, enten til en god frokost eller om aftenen. Jeg er en fritsvævende fugl uden hjemmeboende børn, og det er jo fabelagtigt. Og så er jeg meget glad for at holde middagsselskaber i min nye rygesalon. Det er et rigtigt hus med skydedøre, som jeg har fået bygget i haven, og her ender vi altid. Jeg har en meget stor vennegruppe med meget forskellige venner, og det, jeg bedst kan lide, er at samle dem. Der sker tit noget magisk, når folk, der ikke kender hinanden, mødes.”

Er du den samme person, når du er ædru og når du er fuld? 

“Nogle bliver Dr. Jekyll og Mr. Hyde, når de drikker, men jeg er generelt glad i låget og en festabe, så jeg tror, jeg er meget den samme person. Måske er jeg bare lidt vildere og endnu mere åben, når der er røget noget indenfor kjolen. Så ryger den lige et nøk op i det festlige gear. Jeg er måske også mere direkte, uden at jeg bliver helt Tourette-agtig.”

Hvad gør natten speciel i forhold til dagen? 

“Dybest set holder jeg også meget af frokoster med vin om dagen. Jeg er faktisk på vej ud til en nu her. Men det bedste er at sidde ude i rygesalonen med vinterpejsen og Nick Cave på anlægget. Der er noget intimt over det, når mørket falder på, og den der hulestemning er så hyggelig. Om natten er alle de voksne gået i seng, og så kan vi andre gøre, hvad vi vil. Forlade det fejlfrie og pakke dagens opskruede tempo væk.”

Hvordan ville du feste på fredag, hvis corona ikke fandtes, og alt var muligt?

“Jamen, jeg vil feste i dag. Jeg kan ikke vente halvandet år på, hvad Mette (Frederiksen, red.) finder ud af. Frederiksberg er mit vandhul. Der kan jeg godt lide at starte med en drink på Rouge på Gammel Kongevej og så slentre videre til Falernum og Granola på Værnedamsej. Jeg kan sagtens finde på at gå ud alene, men ellers starter vi måske et par stykker til en sun downer, og så bliver gruppen større undervejs, fordi man hele tiden møder nye mennesker. Jeg elsker det spontane, hvor man ikke aner, hvad der sker, og hvem du møder.”

Hvad er din bedste brandert? 

“Faktisk bryder jeg mig ikke om at blive stang-bacardi. Jeg har sådan et alkometer, som jeg også bruger i festligt lag. Så når vi har det sjovt, tager vi lige vores promille, og derfor ved jeg, at jeg har det sjovest med en promille på 1,2-1,4. Der kan man både samtale med et relativt højt lixtal, gå lige og danse”.

“I forhold til min bedste brandert har der virkelig været mange. Men omgivet af gode venner, der råber og skriger i en musikquiz med svaret på hvilket covernummer, der bliver sunget i et finsk coverband, elsker jeg. Og så var der jo også dengang, hvor jeg på en reklamebureautur til Prag havde drukket alt for meget til frokosten og fik den idé, at jeg ville prøve jacuzzien på hotelværelset. Men det havde jeg aldrig prøvet før, og vandet pumpede ud i øst og vest, og det lignede en brandslukningsøvelse med vand i hele hotelværelset. Imens stod jeg og sang ‘My Heart Will Go On’, som var jeg i stævnen af Titanic. Det var en legendarisk scene, og jeg lå bare og grinede som en idiot.

Er det blevet sjovere at feste med alderen? Eller savner du de gode, gamle ungdomsbranderter?

“Der er sgu ikke den store forskel. Min venner kalder mig for den evige teenager. Jeg har været ung i 80’erne, og vi har måske et ekstra gear. Vi gav den ret meget gas. Det ligger i DNA’et. Det er bare en fest, der aldrig slutter.”


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics