Viceværten, skaklæreren, bluesmusikeren og familiefaren, der digter: Nikolaj Zeuthen har lyst til det hele – halvdelen af tiden

Min værste ferie…

“… var en kanotur i Sverige med alle mine drengevenner, inden vi fik børn, hvor jeg som den eneste ikke fangede nogle fisk hele ugen. Det var lidt hårdt. Vi kæntrede ikke på turen, men var tæt på, og til gengæld fik jeg på tredjedagen, da jeg skulle kløve noget brænde, en økse til at sidde fast i en birkekævle, og jeg kunne bare ikke få den ud. Men så bankede jeg den ned i en stor sten, og da jeg gjorde det, røg det der træ af og bouncede tilbage lige op i ansigtet på mig, så jeg gik rundt og lignede, jeg ved ikke hvad og fangede ikke nogle fisk. Det var noget lort. Alle de andre stod der med nogle episke kampe med deres ørreder, og så sad jeg bare der.”

At være en forfatter som mig er…

“… underligt, for jeg har det lidt svært med dén kasket. Måske er det omvendt forfængelighed, men jeg opfatter ikke mig selv som forfatter. Jeg prøver mere at komme ind som turist på forskellige områder. For mig er det mere spændende at være en vicevært, der skriver digte – og at være en digter, der underviser i skoleskak og en skoleskaklærer, der spiller bluesmusik. Hellere det end at være en forfatter, der laver forfatterarbejde. Det dræber min kreativitet, hvis jeg hver dag forestiller mig, at jeg skal lave noget genial kunst.”

“Jeg får mange ideer, men også rigtig mange dårlige ideer. Jeg ved, en idé er dårlig, når det simpelthen bare bliver for kedeligt – når det for mange dage i træk har været sindssygt træls at skrive. Så orker jeg det ikke. Jeg tror, jeg har 100 påbegyndte romaner, fordi jeg bilder mig selv ind, at det er det, folk gerne vil have og det, min redaktør gerne vil have. Men det er ikke lystbetonet for mig, så jeg får hurtigt en masse pjækkeprojekter ved siden af.”

“Mit mantra er, at jeg skal stille mig til rådighed for mine ideer. For eksempel med ‘Sommerferiedigte’, så siger jeg: nu stiller jeg min tid og mine sanser til rådighed for den her overskrift. Men jeg har meget let til overspringshandlinger. Det er meget sjældent, at jeg skriver mere end en time ad gangen. Men jeg kan så skrive rigtig meget på en time.”

• 

Når jeg skriver, er jeg altid…

“… i berøring med min skrivemaskine. Med få undtagelser. Lige med ‘Sommerferiedigte’ har der været tidspunkter, hvor jeg har skrevet i hånden. Jeg plejer at sige, at der kun er to ting, jeg virkelig stoler på i verden. Vor herre er den ene, og min skrivemaskine er den anden. Det er et fantastisk stykke mekanik, som er lavet i det gamle Østtyskland i 1955. En Erika fra Dresden. Den skriver stadig som en drøm. Farvebåndene til den får man i Tarp Kontorforsyning på Nordre Frihavnsgade – der sælger de det stadig. Jeg kan slet ikke skrive på computer. Kun meget sent i processen. At det bliver printet direkte er vigtigt. På en computer er skriften altid virtuel og derfor løs – noget blæver!”

“Min proces er at skrive til bunke. Jeg skriver en side og lægger den med teksten nedad ved siden af mig på bordet, og så kommer der en bunke. Når jeg skriver en digtsamling, skriver jeg bare lyrik i et halvt år eller et år, og så vender jeg bunken. Det er altid interessant på den måde at vende tilbage til en umiddelbar fortid, men det vigtigste er, at jeg er fuldstændig usentimental i forhold til det, jeg har skrevet. Fordi det er på tidslig afstand. Når man sidder med noget, man lige har skrevet, kan der være en navlestreng: “Åh, det var det digt, jeg skrev i går, hvor jeg havde det så følsomt.” Når der er gået en rum tid, tænker man mere klart.”

“Jeg mener, at sentimentaliteten skal fjernes, før digtet kan have kvalitet. Det er det, det handler om for mig. Jeg vil gerne lave noget, der har kvalitet. Og det er min smag, at de skal være nøgterne og lidt djærve i det. Jeg er ikke vild med digte, der er henførte. Så det skal væk, når jeg sidder og redigerer til sidst. Og jeg tror, jeg har fjernet 95 procent i den her bog.”

• 

• 

En af mine helte…

“… er digteren Peter Laugesen. Han er umulig at komme udenom, selvom jeg ikke bryder mig så meget om ordet ’helt’. Når jeg har mødt ham, så er han jo bare et helt almindeligt menneske med et almindeligt liv, men hans værk er et fyrtårn i dansk litteratur. Han er helt indifferent overfor genrer. Hans skrift er som en kugle, der evigt triller, nærmer sig fordybninger, men aldrig finder hvile. Jeg oplever, at jeg i hans skrift kan følge hans mindste bevægelser hele tiden. Når jeg møder kunst, som er på den måde, får jeg det sådan: Pyha, det hele skal nok gå. Verden er okay.”

Det gode liv…

“… må ikke skjules. Når jeg skriver, har jeg en fast tanke, der går ud på, at jeg ikke må skjule det gode. Som yngre var det meget nemt for mig at gå ned i smerten og det mørke – det virkede kulturelt mere comme il faut at skrive fra en følelse af, at det hele var ved at falde fra hinanden inde i mig selv og ude i verden. Og verden jo er fuld af ondskab, men man skal også være realistisk om det modsatte i sin digtning. Man kan se ‘Sommerferiedigte’ i det lys. Hvis ikke jeg kan skrive om mit liv, som det er, fungerer det ikke. Det pirrer mig også at lave noget, der er så småt i sin ambition. Ens egen sommerferie er jo egentlig det mest latterlige og amatøragtige, man kan skrive om.”

Jeg beundrer mennesker, der…

“… gør ting fra hjertet. Det gælder både den gode fodboldtræner og den gode butiksejer, der sætter en ære i at have en butik. Det er tilgangen til det, man laver, der kan inspirere mig. Også når det handler om kunst. Hvis man har den rigtige tilgang, er værket altid værd at beskæftige sig med.”

Det knuser mit hjerte…

“… at se kynisk og kalkuleret kunst. Især hvis der er brugt mange penge på det. Nogle gange kan jeg se en stor superheltefilm og tænke, at den er helt tom. Det kan forfærde mig. Måske ligger der også en egobaseret irritation i mig over, at den slags film får ufortjent opmærksomhed fra folk. Det kan godt gøre mig lidt ked af det på en dårlig dag.”

For 10 år siden ville jeg ønske, jeg havde vidst…

“… at så spændende er det heller ikke at være beruset. Jeg drak ok meget alkohol som 34-årig. Ikke til daglig altså. Men jeg tror dog altid, man er der, hvor man skal være på et givent tidspunkt i livet. Man gør det, man gør, fordi man skal blive klogere. Man kan ikke beskylde et barn for ikke at være voksent.”

Det største kompliment, jeg nogensinde har fået…

“… er meget sukkersødt. Forleden, da min søn skulle sove, lå han og havde tårer i øjnene, og så spurgte jeg: “Hvad er der galt? Hvorfor græder du?”. Så sagde han: “Jeg græder bare, fordi jeg synes, dig og mor er så søde.” Det var jo et kompliment. Nogle gange står han også og råber “fuck dig, far”.

---

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️