Jeg skynder mig at vaske de røde pletter af væggene. Min roommate kommer hjem om lidt, og hun vil som en Sarah Lund-detektiv få øje på de minutiøse pletter og afsløre mit crime scene i køkkenet. Også selvom jeg har fjernet rødbedeskrællerne i vasken og gjort juiceren ren og stillet den væk. Jeg er på min femte slankekur på tre måneder.
Hvert år, når den sidste nytårsraket daler ned, glider julens frydefulde madindtag langsomt over i januars selvhad. Selve gentagelsen får det til at virke som en af de øvrige traditioner i denne højtid, og af den grund er jeg netop kommet til at holde lidt af det.
For januar og et nyt år er blevet synonym med selvforbedring og en optimisme om endelig at komme til at være tynd og trænet. Og det til trods for, at det alle tidligere år er floppet – hver gang.
Hvis du kan nikke genkendende til dette, er du nok som jeg en kvinde. Og du vil måske ikke kunne huske et eneste tidspunkt i dit (voksne) liv, hvor det ikke har handlet bare lidt om, hvad du spiser, hvor meget, og hvornår du forbrænder det igen. I 2013 spurgte FEMINA 1.037 kvinder, om forholdet til deres krop, og 75 % af de normalvægtige svarede, de gerne ville tabe sig fem-ti kilo.
Da 2021 gik i gang, var jeg fast besluttet på, at dette var ÅRET, hvor jeg igennem tre intensive måneder på forskellige kure, diæter og træning, ville komme til at smide de famøse fem kilo.
Evalueringen af de forskellige slankekure har jeg uddybet nedenfor, og inden marketingskampagner fra fitnesscentre og din egen dårlige samvittighed render afsted med dig, synes jeg du skal læse min ’slanke-dagbog’ om grøntsagspulp og linsebøffer og om at drikke ren fløde.
For efter sidste års kurforsøg og en samtid, der har præsenteret mig for begreber som body positivism, og at crop tops er for alle kroppe, er jeg begyndt at overveje om den eneste og sidste kur, jeg vil sætte mig selv på, er selvkærlighed og total accept af min krop.
Når jeg skriver disse ord, er det som om, hvert tastaturklik fnyser ad det. Det virker som en usandhed, en matematisk ligning, der ikke kan gå op. Jeg mener: at blive ligeglad med min vægt og holde af min krop præcis, som den er, virker umulig.
Alligevel har jeg lagt mærke til, at jeg i én måned om året faktisk kan give langefingeren til min egen selvkritik og madmådehold. I december tæller jeg ikke kalorier, holder mig ikke tilbage, eller føler skam over mit madindtag.
Ligger nøglen til en ny selvaccept i decembers løssluppenhed?
Bremseklodsen pist-væk
Jeg lagde mærke til det sidste december. At 11 måneders nogenlunde moderat indtag af mad og alkohol syntes at have slidt min bremseklods helt ned. Efter den deprimerende november måned er det som om, at når de første julelyskæder bliver hængt op, så går der et pistolskud af, og nu er det 1-2-3-hyg!
Tanken om, at der endnu er fire måneder, før vi har et nogenlunde lys og varmeniveau, er uudholdeligt. Det føles som en kollektiv beslutning, at det eneste middel vi har, er at rykke sammen om spisebordet, i sofagruppen og æde og drikke.
Jeg prædiker ikke moral imod det. Tværtimod. Jeg er all-in hvert år. Jeg laver sovse, konfekt, køber oste og støtter mine vinhandlere ned til foret i min pung. Jeg bruger dagevis på at kreere nytårsmenuer med +5 retter, og nu har jeg endda lavet en tradition om at pre-indkøbe til ‘1. januar tømmermændsbuffetten’. Sidstnævnte varer cirka 16 timer, indtages liggende, og består primært af burger og chips. Kort sagt: Kalorietoget ruller derudaf, og en del af mig elsker det.
Jeg accepterer faktisk, jeg tager på af det. Men med småt i denne kontrakt med mig selv, står der også, at når kalenderen viser januar, så skal jeg prygles. I hvert fald igennem diæter og kure, som jeg på arbitrær vis har sammensat af internet-udflugter og “sådan-taber-du-dig-vandrehistorier” fra omgangskredsen.
I år modtog jeg også en opringning fra min mor med en ny oplysning om, at det ligger til familien at have for højt kolesteroltal. Hun syntes, det var rigtigt vigtigt, jeg gik til lægen og fik det tjekket.
Et par forsigtige google-søgninger senere havde jeg læst nok om kolesterol til at forstå, at jeg har ramt den alder, hvor en diæt skal være for livet og ikke bare for at smide et par kilo. Med for højt kolesteroltal, så er det ting som alkohol, ost, mættet fedt (som smør), der bliver ens kryptonit.
Jeg beslutter, at uvidenhed også er en slags velsignelse og sætter en stor parentes om det spørgsmål. For “effekterne” af mine slanke-diæter fra januar-marts sidste år står stadig ubehageligt klart for mig, og tanken om en livslang kolesterol-kost er mildest talt utiltalende.
Derfor har jeg nedskrevet mine personlige oplevelser med de kure, jeg har gennemgået. De er bedømt helt subjektivt og uvidenskabeligt.
Kur: Stenalderkost/KETO/LCHF
Varighed: 1 måned
Slankeeffekt: lidt vægttab
Der er flere varianter og skoler indenfor denne kur, men gældende for dem alle er, at det er væk med alle kulhydrater. Det vil sige al det hvid-gule mad, så farvel til ris, pasta, brød. Jeg har været omkring denne kur et par gange, da jeg umiddelbart bliver lokket af, at jeg kan spise alt det fedt og kød, jeg vil.
Dog er sukker og kulhydrater helt off, som i helt væk fra bordet. En enkelt bid brød kan være nok til, at man ødelægger den forbrænding af fedt, som din krop er gået i gang med. Viger man fra stien, så står alle fedtkalorierne i kø til at hoppe på en. Og når jeg har indtaget bacon i lange baner, ved jeg godt, at det er ekstraordinært meget fedt.
Jeg levede højt på denne kur i to-tre uger, spiste kød og drak fløde i kaffen, tabte mig en smule og blev mæt på en behagelig måde. Samtidig skulle jeg ikke sidde og sige nej til noget ude i byen, så bonus var, at man ikke skulle opføre sig som en neurotisk wannabe model.
Men på uge fire savnede jeg virkelig en skive rugbrød, en klat havregryn, en strimmel pasta (dios mio). Så selvom denne kur tilsyneladende virkelig virker for nogen, kapitulerede jeg efter en måned.
Kur: Kålsuppen
Varighed: 3-5 dage
Slankeeffekt: lidt vægttab i en uge, herefter vejer man præcis det samme som før.
Den her kur er et seriøst cry-for-help. Alligevel er jeg tre gange hoppet om bord i denne. Jeg går imod alt, hvad jeg normalt tror på, som er, at man skal holde sig fra kostråd fra modeller og idéen om, at man kan tabe 5 kilo på en uge (seriøst?!). Men alligevel troede jeg på miraklerne, når Renée Toft Simonsen skrev om dens virkninger.
Kuren består af, at du over en uge spiser en kålsuppe. Og indimellem lidt andre meget specifikke ting som et glas skummetmælk, en banan, og nogle tomater.
De første to dage syntes jeg, suppen smagte godt. Men pludselig knækkede min motivation fuldstændig. Min mund og mave kedede sig over suppen, og på dag fem havde jeg så meget afsky overfor den, at jeg droppede kuren helt – og fejrede det med spise mig mæt. Jeg kunne alligevel ikke byde mig selv noget så begrænsende og fantasiløst. Og jeg erklærede at, hvis det er prisen for at være tynd, så vil jeg hellere spise rigtig mad.
Kur: Juicekuren
Varighed: On/off en måned
Slankeeffekt: ikke påvist (overfor mig).
Juicekuren var et slags add-on projekt til mine andre kurer, som skyldtes, at jeg i en brandert juleaften havde købt en juicer for at få gratis fragt på en gave, jeg havde glemt at købe. Ikke desto mindre var jeg klar, da juiceren ankom.
Jeg havde nu også bundet mig til 2 x Årstidernes juicekasser-abonnementer, der blev leveret med en uges forskudt interval, så jeg både kunne prøve 1) juicekassen, og 2) den grønne juicekasse med endnu flere grøntsager.
I juicekur-researchen fandt jeg ud af, at man faktisk skal passe på med at drikke for mange frugter i juicen. Det giver for meget sukker, og det kan man også blive tyk af. Mere skræmmende kan man også at læse, at for meget juice ætser emaljen på tænderne.
I projektets etableringsfase forsøgte min daværende roommate at råbe mig op, hvilket hun ikke plejer, selv når jeg har fikse ideer. Men hendes tvivl og kritik fik mig egentlig bare til at blive mere overbevist om, at jeg havde fat i noget. Som en ægte fanatiker gjorde hendes formaninger mig bare mere troende på, at jeg stod overfor et gennembrud til at blive slank med en nydelsesfuld indsats som at indtage juice.
En morgen efter en iskold løbetur beholdt jeg leggings og sports-bh på og gik i gang med at skrælle frugter og grøntsager. Det tog en hel del tid. Juiceren skulle også lige samles. Mere tid. Jeg kværnede appelsin, rødbeder og gulerødder, og alle juices fik et twist af ingefær.
Maskinen kørte derudaf, og endelig forstod jeg, hvorfor unge mænd kan få et kick ud af at stå og juice i en bar i Indre By. Men pludselig kørte juiceren ikke, som den skulle. Jeg måtte pause og foretage et indgreb, hvorefter juiceren kørte fint igen. Bortset fra at det samme blev ved med at ske med korte mellemrum, og jeg havde en hel skraldespand fyldt med pulp til sidst.
Langt om længe fik jeg juicet fem liter juice. Oprydningen af skræller og opvask tog en rum tid. Hele køkkenet skulle nærmest vaskes ned for rødbedepletter.
Under juice-tastingen med roommaten måtte jeg indrømme, at alle juicene faktisk ikke var super lækre. Og en uge senere viste det sig, at jeg kun havde drukket cirka 60 procent af juicen. Ydmygelsen var total, da jeg regnede literprisen ud og opdagede, det meget bedre kunne have betalt sig at gå i Irma og købt deres dyreste juice.
Kur: Vegetar
Varighed: 1 måned
Slankeeffekt: vægtøgning.
Som alle andre mennesker, der bare én gang har stemt lidt til venstre for midten, er jeg også gået med på fleksitar og kødfri-dage tilværelsen. Ydermere har jeg lagt mærke til, hvordan mange tynde mennesker ofte er veganere. Da jeg elsker ost og smør for meget, tænker jeg, at man må kunne nøjes med at spise vegetarisk og opnå samme slanke krop som veganerne.
Så jeg lagde vegetardiæten lige i forlængelse af kødtunge KETO/LCHF-måned og sprang derfor med stor appetit ud i vegetariske pastaretter, dhal og linsefrikadeller. Igen startede de første uger godt ud. Samvittigheden var lettet over ikke at spise al det klimabelastende animalske protein. Men slankeeffekten virkede dog til at udeblive.
I stedet lod det til, at al den kage og chokolade jeg undte mig selv, fordi der ikke var meget gourmet over linseretter, nu i stedet fik vægten til at gå den forkerte vej. Eller også var jeg bare oppustet, fordi vi mennesker jo ikke kan fordøje bælgfrugter. Og inden længe havde mine tarme omdannet mine opholdsrum til gaskamre. Da min roommate ikke længere kunne ignorere lydene – og lugten – gik jeg med til at droppe vegetardiæten.
Kur: Ingen alkohol
Varighed: 3 måneder
Slankeeffekt: Jo, du taber dig.
For første gang siden jeg var 15 år gammel, besluttede jeg mig for ikke at indtage alkohol i tre måneder. Det virkede faktisk umuligt, for der findes ikke den anledning, jeg ikke synes, det er nødvendigt at drikke til. Vi snakker havearbejdeøl, deadline-vin og tirsdagsbrandert for blot at nævne nogle få.
Som optakt til de alkoholfri måneder sørgede jeg også for, at mit korpus fik så rigeligt, at det tiggede om en udrensning.
Inden jeg frasagde mig de sidste dråber alkohol, lagrede jeg hjemmet med alkoholfri øl, som jeg dog ikke kunne drikke den første måned, hvor jeg også var på ingen-kulhydrater-kur. Alt tydede derfor på et hurtigt nederlag med udsigt til danskvand og te som eneste væske. Men tre måneder senere havde jeg bestået. Ikke en eneste dråbe slugte jeg, og det føltes endda unødvendigt at drikke igen. Indtil det så ikke gjorde.
Effekten af kuren var størst i form af de manglende tømmermændsdage, jeg i stedet brugte til praktisk arbejde. For en gangs skyld hobede rengøringslisten sig ikke op, og der var et underligt overskud søndag aften til næste uge. Og det forbrug af gluten, jeg craver ved selv de mindste tømmermænd, var også væk. Og langsomt tabte jeg mig.
Overordnede konklusion: Vi har kun den halve samtale
Resultatet af de tre intensive måneder var, at jeg trods megen indsats ikke endte med det store resultat. Tabte mig knap fire kilo, og personligt tror jeg, den største faktor var ikke at drikke alkohol.
Jeg er ikke overvægtig, jeg er helt normal. Til trods for periodevis slankekure går det stille og roligt op af med vægten, og de mange indsatser for at tabe mig viser, som forskningen siger, at jeg tager det meste på igen.
Så hvorfor er det så svært at slippe forestillingen om, at hvis jeg tabte mig lidt, ville jeg blive glad for min krop. Selvfølgelig er der også bivirkningerne, som at mit tøj ikke strammer ubehageligt, og det ikke er forbundet med skræk at tage tøjet af foran andre.
Men de sidste år er der kommet endnu et benspænd oveni mit kropsforhold. Jeg befinder mig nu i en såkaldt “dobbeltbinding”, hvor jeg både skammer mig over at tage på, og jeg skammer mig også over at gå på kur.
Jeg har lagt mærke til, hvordan jeg undgår at fortælle andre, hvor kritisk jeg egentlig ser på min krop. Jeg gemmer det væk, for det er ikke særlig woke at tale om mit moderate kropshad eller kritiske selvblik. Hvordan der er perioder, hvor jeg ikke ser på min mave i spejlet, for jeg har fundet en såkaldt teknik til at censurere mit eget blik.
For 10 år siden talte jeg tit med mine veninder om alle vores kure – det gør vi ikke længere. Vi taler kun om, hvad vi træner. Eller vi roser hinanden, når vi er har tabt os. Og siger ingenting, når vi har taget på. Jeg har det som om, vi kun har halvdelen af en samtale.
Fordi nu er ikke længere hipt at drikke skinny-bitches og spise rawfood. Nu handler det om at omfavne, hvordan man ser ud. Men jeg og mange andre er alligevel nede og træne og spiser sundt, som var det mere obligatorisk end nogensinde. Altså bare ikke, når det er fredag og lørdag aften, hvor vi giver los med alt, men i hverdagene trækker vi i lycratøjet og spiser grøntsagswraps.
Vi lever i en tid, hvor der på samme tid er strømninger, der fortæller os, at vi bare skal elske os selv præcis, som vi ser ud, men samtidig fortsætter reklamebranchen, en patriarkalsk struktur og en mode- og filmindustri med at fastholde nogle skønheds- og kropsidealer, der er så høje, at selv modeller til H&M’s undertøjskampagner bliver fotoshoppet, og Alt For Damerne først i 2020(!) besluttede sig for ikke at retouchere deres billeder. Men på trods af at alt dette er meget sandt, så tror jeg ærligt talt kun, at det ideal kan eksistere, fordi vi selv opretholder det igennem spejlet og selvkritikken.
Godt nytår, dit lækre menneske!
Jeg har brugt så meget tid og kræfter på at være utilfreds med min krop. Og alligevel har det vist sig, at jeg over et vægtspænd på 10 kilo har været misfornøjet med et eller andet ved min krop. Når jeg bladrer tilbage i mit fotoalbum og ser billeder fra år tilbage, er min eneste tanke, hvorfor jeg ikke var mere glad for, hvordan jeg så ud dengang.
Jeg vil her fra mit post-nytårsleje have det udgangspunkt for 2022, at lidt af decembers løssluppenhed skal have lov at fortsætte. Jeg skal ikke på nogen ny slankekur i denne januar. Og så er jeg ved at være i bund med to-do-listen, hvor jeg ved sidste punkt er:
“Bestil lægetid til kolesterol tjek.”
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
