Morgenbeats: Lugten af tab, lyden af skyer og følelsen af Wes Anderson

Bill Murray, Matt Berninger og Anna Ancher står klar til at gøre din uge så behagelig som den blødeste sky.

1. National undtagelsestilstand

Ham her altså… vi er solgt til stanglakrids.

Hvis det kun er tilladt at have et enkelt man crush i år, så skal det helt klart være på forsanger i The National, Matt Berninger. Nu har bandet fra Ohio indspillet en coverversion af det gamle INXS-hit ‘Never tear us apart’, og hvorfor så det, spøger du, og jo ser du, INXS var jo som bekendt fra Australien, som stadigvæk er hærget af de modbydelige skovbrande, så derfor har nationalskjaldene bidraget til albummet ‘Songs for Australia’ sammen med kolleger som Kurt Vile, Joan As Police Woman og Martha Wainwright. Albummet kommer digitalt i marts og i fysisk form til juni, og vi glæder os. Men hvordan mon det er at være et andet australsk band, Midnight Oil, som allerede i 1987 skrev den profetiske sang, ‘Beds are Burning’??!!

2. Lyden af skyer

Smag lige på den overskrift, Lyden af skyer, og behold den lige i munden lidt længere. Den er god, ikke? Lyden af skyer. Mmm. Ærgeligt at vi ikke selv har fundet på den. Det har Pia Tafdrup til gengæld. Bogen udkommer snart på Gyldendal.

3. En cykel-potdealers hverdag

For nylig havde HBO Nordic premiere på fjerde sæson af den intellektuelle potryger-serie ’High Maintenance’, som består af korte selvstændige skæbnefortællinger fra New York, alle sammen bundet sammen af cykelbuddet The Guy, som cykler rundt i de travle gader med tasken fuld af pot, og som han selv beskriver det: ”I just kinda bike around and, uh, people call me and, uh, then I bring them weed.” Selv karriereadvokaten, den ordentlige IT-medarbejder og øko-husmoren får sig en lille weekend-koger, og seerne får et mindeværdigt indblik i newyorkernes finurlige liv. Formatet giver serien en herlig snack-kvalitet, og sæson fire byder blandt andet på et indblik i, hvordan et pitch-møde foregår hos podcast-ikonerne ’This American Life’, og ja, radioguru Ira Glass spiller sig selv. Se den, når dine øjne er serie-snacksultne!

4. Fodboldglæde

Hvad for noget? Ikke for noget! Bare fordi det er sjovt…

5. Jeans og ny tidsregning

Der er en fyr, der hedder Johnny Dar, som er kunstner, og der har skabt projektet ‘Jeans for refugees‘, hvor kendte mennesker donerer deres jeans, som Johnny så maler på, og de bliver solgt på auktion, og pengene går til nogle af de 70 millioner mennesker, der lige nu er på flugt verden over. Det er det svært at sige noget dårligt om, bortset fra at de der jeans er temmelig grimme, men det er en anden historie. Nu har den driftige Johnny så også opfundet sin egen tidsretning. I stedet for et døgn på 24 timer, inddeles Dar-time 32 ‘timer’ , der hver er på 45 minutter. Så er meningen, at man skal arbejde mindre og have mere tid til at male på jeans for eksempel. Prøv det selv og se, om din chef bliver glad.

6. Anna Ancher og køn

Lige nu er Statens Museum for Kunst aktuel med en ny udstilling om den måske bedste Skagensmaler, Anna Ancher, men allerede nu er der debat om den måde, udstillingen er kurateret på. For er Anna Anchers køn så vigtigt, at det er relevant at understrege det i udstillingen, som Informations anmelder mener, eller skal det – som udstillingens kurator har tænkt – være implicit at Anna Ancher var kvinde, der mod alle odds blev en af tidens mest succesfulde malere. Se udstillingen og døm selv.

7. Kalder alle Wes Anderson-fans!

I sidste uge landede den første trailer til Wes Andersons længe ventede film ‘The French Dispatch’, og åh, hvor det varmede om hjertet! Vi har altid haft det sådan: Har du en dårlig dag, så se en Wes Anderson-film, så begynder verden at virke herlig, let og tung, men på den der dejligt filosofiske måde. Traileren emmer af klassisk Wes Anderson-stemning – næsten som om han har skabt en parodi på sig selv. Og så er det værd at nævne det vanvittige stjernecast! Frances McDormand, Benicio Del Toro, Timothée Chalamet, Saoirse Ronan, Bill Murray, Adrien Brody, Owen Wilson, Leá Seydoux, Elisabeth Moss, Edward Norton, Tilda Swinton, Christoph Waltz, Willem Dafoe og Jason Schwartzman!

Footer graphics