Twin Peaks

Skriiiig: Her er de bedste (og uhyggeligste) soundtracks i filmhistorien

Fra ‘Dødens Gab’ til Laura Palmers sidste dage. Hvad ville en spændende film egentlig være uden musik? Ida Rud oplister de bedste soundtracks.

Ville den ikoniske badeværelsesscene i ‘Psycho’ overhovedet være særlig uhyggelig, hvis ikke komponisten Bernard Herrmanns skingre violiner fik adrenalinen til at fosse ind i biografgæstens hjernebark?

Ville hajens færd i ‘Dødens Gab’ være lige så intens uden John Williams’ simple men effektive musik?

Begge er eksempler på musik, der er skrevet til filmen. Men soundtrack kan groft sagt deles op i to typer: Den ene type soundtracks er som ovenstående, hvor en komponist skaber helt ny musik til filmen. En såkaldt score.

Den anden type kan være et opsamlingsalbum bestående af for eksempel pop-, rock- og klassisk musik sat sammen for at understøtte filmens stemning og ånd. Det kan være lige så effektivt, og det er også en kunst at sammensætte de rigtige numre. En såkaldt compilation. Hvad det angår, er nogle film bestemt meget mere vellykkede end andre.

Listen over de bedste scores:

1. ‘Abernes Planet’ (1968). Score: Jerry Goldsmith

Musikken til denne film er ekstremt eksperimenterende. Jerry Goldsmith legede virkelig med instrumenterne, særligt slagtøjet. Nogle gange imiterer det primitive abelyde ved at gnubbe på trommeskind som i nummeret The Intruders. Der blev også brugt køkkentøj af forskellig art til at frembringe de mærkværdigt, fremmedartede lyde – men er der ikke noget familiært over det? Med musikken foregriber Goldsmith det overraskende klimaks. For at komme helt tæt på musikken dirigerede han i øvrigt iført samme type abemaske, som skuespillerne havde på.

2. ‘Taxi Driver’ (1976). Score: Bernhard Herrmann

Bernard Herrmann er en af Hollywoods helt store komponister og var fast samarbejdspartner med Hitchcock. Det var derfor, Martin Scorsese henvendte sig til ham, da han skulle have musik til ‘Taxi Driver’. På det tidspunkt var komponisten døende, men han sagde ja til projektet og formåede at indfange essensen af New York. Musikken følger gadelygternes rytme gennem taxiruden, ristene på gaden, skygger og lys. En ensom saxofon fra en gademusikant. Det er rodløst, søvnløst og nihilistisk – ligesom hovedpersonen.

3. ‘Laura Palmers sidste dage’ (1992). Score: Angelo Badalamenti

Musikken til tv-serien ‘Twin Peaks’ er med rette berømt. Bare de vibrerende toner fra fender rhodes-klaveret henfører en til mørke skove med ugler og overnaturlige hændelser. I filmen, der foregår før tv-serien, bygges der videre på stemningen, men de nye numre er mere liderlige og farlige med sine twangede guitarer og dovne basgange. Hvor tv-serien prøver at formidle en vis uskyld hos Laura Palmer, levner filmen ingen tvivl om, at den splittede unge pige også elsker sex, stoffer og smerte. Little Jimmy Scott synger hende og lytteren endnu tættere på det uundgåelige – døden.

4. ‘Vestens hårde halse’ (1968). Score: Ennio Morricone

Ennio Morricone ER lyden af spaghetti westerns. En genre, der nemt kan blive cheesy, men med maestroens musik bliver det hævet til mesterværker. Ud af stilheden kommer lyden af en mundharpe, og manden der spiller på den, har hævnen som drivkraft. Mundharpen er et simpelt instrument, og melodien, der bliver spillet på den, er da også uren og ujævn. Med fuldt overlæg. Det klagende, simple tema spiller i filmens finale, og i et flashback finder man endelig ud af, hvorfor manden har instrumentet. Hævnen er sød, og han giver mundharpen tilbage til dens oprindelige ejermand.

5. ‘Star Wars IV: Imperiet slår igen’ (1980). Score: John Williams

Der er ingen konkurrence: Verdens bedste filmkomponist er John Williams. Bare tænk på ‘Indiana Jones’, ‘E.T.’, ‘Jurassic Park’ og ‘Harry Potter’. Mange af filmens temaer gik igen fra ‘Stjernekrigen’, men nu med den forrygende tilføjelse af ‘The Imperial March’. Det er ondt, det er militant, det er fanatisk – og fantastisk.

Det er den mørkeste film i den originale trilogi, men soundtracket indeholder også noget af det smukkeste musik: Yodas tema er essensen af den lyse side af kraften, med dens rolige, håbefulde melodi, spillet på blide strygere, i modsætning til Darth Vaders musik, der spilles i marchtempo på blæsere. Kontrasterne mellem dyster og smuk musik underbygger Luke Skywalkers splittelse mellem det gode og det onde.

Listen over de bedste film-compilations:

1. ‘Guardians of the Galaxy’ (2014)

Move over, Iron Man. Den stærkeste filmåbning i superheltegenren er fra ‘Guardians of the Galaxy’, hvor Chris Pratt pludselig bryder ud i lækre dansemoves på en øde planet med en walkman i bæltet og et mix-tape lært udenad. Musikken er mandens sutteklud, og den er spækket med funky og nostalgiske toner fra 70’erne og 80’erne.

2. ‘Scott Pilgrim Vs. The World’ (2010)

Mens T-Rex synger ”Whatever happened to the teenage dream?” forsøger den unge Scott Pilgrim med ringe overbevisning at droppe sin meget unge kæreste Knives. Men med instruktøren Edgar Wrights trademark flair for lækre klip mellem scenerne, er man lige straks med til øver, hvor Knives med vanlig fanhysteri er oppe at køre over Scotts band Sex Bob-Omb – det bedste garageband, der desværre ikke findes i virkeligheden. Beck har skrevet deres musik.

3. ‘Trainspotting’ (1996)

”Choose life.” Til tonerne af Iggy Pops pulserende mesterværk ‘Lust for Life’ løber udskuddet Ewan McGregor fra politiet. Ligesom han løber fra livet i sit stadigt eskalerende stofmisbrug. I en evig flugt fra ansvar junker han alt, hvad han kan, og Underworlds ‘Born Slippy’ var en overgang 90’ernes destruktive partysang nummer 1 med sit monotone ”Lager lager”-omkvæd.

4. ‘A Clockwork Orange’ (1971)

Stanley Kubrick var en frækkert, når det kom til musik. Tænk bare på åbningen af ‘Rumrejsen: 2001’. Alligevel er det i den uhyggeligt neo-sadistiske ‘A Clockwork Orange’, at musikken for alvor spiller. Hvilket især skyldes hovedpersonens nære relation til ”Ludwig Van”, som han jovialt kalder Beethoven. Der er masser af Classics Greatest – meget af det dog i en syret elektronisk coverudgave, arrangeret af den elektroniske musikpioner Wendy Carlos, hvilket understreger en glat fremtids-feel.

Og så bliver det for alvor meta, når ‘Singin’ in the Rain’ fra den hyggelige familiemusical af samme navn bliver sunget som underlægning til voldtægt.

5. ‘Pulp Fiction’ (1994)

Du har med garanti danset ligeså kikset-lækkert som Uma Thurman og en flommet John Travolta til ‘Never Can Tell’ af Chuck Berry. For det har alle. Quentin Tarrantino elsker soul og surf, og derfor fylder han sine film med lige netop den slags musik. Det kan godt være, ‘Pulp Fiction’ foregår i 90’erne, men der er ingen tidstypisk musik i filmen, hvilket forvirrer sanserne lidt og giver den et lidt tidløst skær. Og det er selvfølgelig med fuldt overlæg. Soundtracket er blevet kaldt verdens sejeste mixtape, og ja – sådan er det bare.

Boblerne:

‘Dancer in the Dark’, ‘Dune’, ‘Blade Runner’, ‘Drive’, ‘Tron: Legacy’, ‘Blue Velvet’, ‘Darjeeling Ltd.’, ‘The Blues Brothers’, ‘Magnolia’, ‘Lawrence of Arabia’, ‘Sammenhold’, ‘Moon’, ‘Evigt solskin i et pletfrit sind’, ‘The Adventures of Robin Hood’, ‘Chihiro’ og ‘Heksene’.

Footer graphics