Vi skulle mødes i Mindelunden. Det var et fint sted at samle tropperne, det havde det altid været. Lige siden den lille grønning var blevet anlagt i sommeren 2001. Nærmest uforstyrret, skråt til venstre for den store, orange baldakinscene. Mellem stenene, under de ni birketræer.
Men ikke denne gang. Da Rihanna-koncerten nærmede sig en sen julifredag i 2013, fortættedes mylderet. Jeg kunne ikke spotte vennerne for alle de andre klynger af forgæves spejdende venner, som havde valgt det samme, normalt så sikre sted at finde hinanden.
I tiden efter at årets program var blevet annonceret, havde kritikken ellers haglet ned over Roskilde Festivals bookinggruppe. Man måtte forstå, at vores alle sammens samlingspunkt solgte endegyldigt ud ved at hente klodens bedst sælgende kvindelige popkunstner til landet. Som om det var et problem, at barbadiske Rihanna allerede kunne bryste sig af 12 førstepladser på den amerikanske Billboard Hot 100, og det var netop det 12. og mest atypiske af hendes hidtidige monsterhits, som vi snart skulle samles i ekstase over.
‘Diamonds’ er ikke noget typisk Rihanna-nummer, men sammen med ‘Umbrella’ fra 2007, er det hendes mest melodisk medrivende. Og uden sammenligning det med det største stadionomkvæd. Hvorfor er det så ikke en af de sange, der optræder på de fleste af årti-listerne derude? Jeg tror, det handler om nummerets endorfinsvømmende essens. Det er for ubekymret, for smertefrit. Rihanna skal være vores alle sammens åbne sår. Masochisten, der altid vælger idioten frem for romantikeren. Hende, der ikke kan finde ud af at leve.
På ‘Diamonds’ træder hun ud af karakter og dyrker forelskelsen (og diverse rusmidler: “moonshine and molly”), mens hun opfordrer sin udkårne til at blive ved med at skinne på hende. Og hun flår os med ind i orkanens øje. Jeg synes tværtimod, det egner sig perfekt til hendes skærebrændende og latent lidende stemmepragt; at høre et hårdt kæmpende menneske blive forløst er mere interessant end at høre et bundlykkeligt menneske vade videre i succesen.
Sia ‘Chandelier’ Furler har i et interview med The New York Times fortalt, at hun skrev nummeret på under et kvarter – alt imens en chauffør ventede på at køre hende i lufthavnen. Jeg bilder mig ind, at det kan høres i Rihannas flow. Vers-bro-refræn er én lang legering, der indbyder lytteren til at stemme i og flyde med. Til at løfte hænderne og gestikulere vildt og uhæmmet med de højere magter.
Foran Orange Scene blev ‘Diamonds’ leveret som det sidste ekstranummer, og det sendte os kåde og skrålende ud i natten. Som et endegyldigt søm i antipop-kritikernes kiste. Ikke mindst Thomas Treo, der stod uhyrligt (og) komisk tilbage med sin dybt chauvinistiske anmeldelse i Ekstra Bladet.
Det kunne høres hele vejen fra Mindelunden og ned til lejrene. Venner, der messede den samme lille sekvens. Igen og igen: “Shine brigth like a diamond! Shine bright like a diamond!”
