En dansk sci-fi? Det lyder i første omgang som en dårlig ide, og noget man skal holde sig langt fra. Det klinger af store filmstudier, omfattende budgetter og fantasivæsner i mere eller mindre naturtro kostumer. Altså alt det modsatte at dogme, håndholdt kamera og reallyd, der i mange år har været Danmarks kendemærke.
Ikke desto mindre er det, hvad Ulaa Salim har brugt de sidste fem år på. ’For evigt’, som filmen hedder, har premiere den 18. april i danske biografer.
Handlingen udspiller sig i en verden, der rammes af globale klimaforandringer. Samtidig følger vi et romantisk forhold mellem Elias og Anita, der på trods af deres kærlighed ender med at trække i hver sin retning. Elias bliver en nøglefigur i et internationalt hold af videnskabsfolk og klimaforskere, der kæmper for at redde verden. Her møder han Anita igen og står pludselig ansigt til ansigt med det liv, han valgte fra og må spørge sig selv: Kan man vælge sin egen skæbne?
De to hovedroller spilles af Nanna Øland Fabricius (Ohland) og Simon Sears.
Ulaa Salim debuterede med den anmelderroste ‘Danmarks sønner’ og viser med ‘For evigt’, at han bestemt ikke er blevet bange for at eksperimentere, både hvad angår genre, tematikker og casting.
Her svarer han på 12 spørgsmål om, hvorfor man springer ud i en sci-fi film, og hvad hans syn er på samfundets karriereræs.
Hvordan blev idéen til For Evigt født?
Det startede med, at jeg sagde: ”hvad nu hvis?” Jeg ville gerne relativisere det i en fortælling uden at gøre det til et tankeeksperiment. Der var noget magisk, jeg godt gad at opleve. Og samtidig vil jeg gerne lave en personlig film om kærlighed, som også havde det mest fantastiske fiktion kan tilbyde, nemlig en verden der slet ikke findes i virkeligheden. Sci fi!
Hvad har din overvejelse været omkring at lave en sci-fi-film?
Jeg synes, det har været en fed udfordring. Mit blik har jo nok bare været, at… Hvorfor ikke? Nogle gange er vi også gode til rent kreativt at sige, jamen, det her er svært. Nogle gange skal man fundamentalt gå ind og spørge sig selv, hvorfor er det her normalen? Jeg har måske også lidt mere frihed til at starte med, fordi det er i eget selskab sammen med min producer. Så ja, jeg oplevede det faktisk ikke som noget skræmmende. Nogle gange skal man også være lidt naiv på den fede måde. Der er også det med film, at nogle gange skal du vide enormt mange ting om noget, men du må heller ikke vide alt. Fordi så har du regnet den ud, og så har du i virkeligheden ikke regnet noget som helst ud.
Er der alligevel en frygt for, hvordan folk vil tage imod det?
Selvfølgelig er der det. Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs. Men jeg synes også, at jeg mærker sådan en sitren, at det er spændende, der sker noget nyt. Noget, som jeg måske ikke helt havde tænkt over ville være sådan, som det er endt ud med. Så man kan sige, at det positive er, at der er en nysgerrighed, og folk har lyst til at sige, hvad er det her? Det er en ret fed energi og en, jeg tapper ind i. Til gengæld kan du også fejle enormt meget, hvis det så ikke fungerer. Den frygt lå der endnu mere, da jeg skød filmen, og da vi var ved at finde det der univers, og de første testoptagelser, hvor man var sådan… Kan man overhovedet gøre det? Der fik jeg mere den der følelse af ”shit”. Den følelse er kommet mere væk fra os, fordi den har været på festivaler. Jeg har fået lov til at få en eller anden form for modtagelse, som har været god. Og jeg har også vist den til de nære mennesker, jeg har i mit liv, som også betyder noget. Det synes jeg også er meget rart, men selvfølgelig, det betyder enormt meget for mig, hvordan folk tager imod den.
Hvad har været den største udfordring undervejs ved at skabe filmen?
Jeg tror tidshorisonten. Det har alligevel været fem års arbejde. Der er hele det der ekstra element med at skabe et univers under vand. Du har holdmedlemmer, som du aldrig har arbejdet med før. Det er et hold blandet med 30-40 mennesker, som også skal forstå en vision. Men på en måde er det også alt det, der er super fedt ved det. Og så har det også været ret vildt at skulle skyde i Norge, Island og alle de her steder, som er ret unikke.
Hvad håber du, folk får ud af filmen, når de ser den?
Jeg håber, at de først og fremmest får en stor biografoplevelse. Og at de føler, at vi også i et så stærkt filmland som Danmark kan skabe noget, der føles friskt og nyt. Og så håber jeg da, at det på en eller anden måde reflekterer en eller anden følelsesmæssig nerve, det rammer hos dem. Den enkelte. Noget med også at stoppe lidt op i den her tid. Det synes jeg også, at filmen taler meget ind i, eller har gjort for mig selv.
Hvad mener du med det?
Samfundet er bygget så meget op på karriere. Det er bygget op på, at du skal være nogen for at være noget som helst. Og i virkeligheden er der også noget virkelig smukt i at være fuldstændig normal og have det okay med alting. Jeg synes, at samfundet kører med 200 km i timen, og måske er det okay, at vi nogle gange kører 80 i flere år. I stedet for hele det her karriereræs, og du kan se unge mennesker, hvor meget de føler præstations pres. Og måske bare lige stoppe op og sige, hvad er alt det her? Det hele er jo et falsk teater. Så hvad er det, der egentlig betyder noget for dig? Og det kan jo være alt muligt, og vi er alle sammen forskellige, så der er ikke en endegyldig sandhed. Men find ind til, hvad den sandhed er for dig.
Hvordan kommer det til udtryk i filmen?
Jamen, det er jo hele filmens DNA. De her valg du træffer i dit liv. Og hvordan de påvirker dig. Og om valgene kan laves om.
Er der også en kommentar til klimakrisen?
Jeg tror måske mere klimaet repræsenterer døden for det enkelte menneske. Det er der uåndgågeligt, lige meget hvad vi gør. Så hvordan lever du med det? Og hvordan lever du med alt det, vi har, som vi tager for givet, som måske også har en udløbsdato?
Nanna Øhland bedre kendt som Oh Land er hovedrollen?
Jeg synes altid, at jeg har et lidt andet blik på det. Der noget rart over det friske ved at tage det genkendelige og komme med noget andet. Jeg brugte også Rasmus Bjerg i ‘Danmarks sønner’ på en helt anden måde, som jeg synes, han ikke var blevet brugt før i sin karriere. Og jeg synes, det der med at forholde sig åbent til mennesket. Og helt konkret, castede jeg en masse. Også etablerede, dygtige skuespillere. Men musikken betyder meget i den her film. Og der var noget magisk, da jeg hørte Nanna synge nogle af de her sange, så var jeg ikke i tvivl om, at der var noget magi i hende. Magi, som jeg godt ville prøve at sætte på det store lærred. Og hun har jo en tilstedeværelse. Naturligt, fordi hun er sangerinde og har været det halvdelen af sit liv. Så hun havde det, som du altid leder efter. Både i en professionel og ikke professionel skuespiller. Nemlig tilstedeværelse.
Du virker ret modig i dine genrevalg, castings og tematikker, hvor kommer det fra?
Det er virkelig mit mantra i livet. Jeg er jo et forholdsvis roligt menneske, men jeg tror på, at hvis du skal gøre noget, så gør du det også 100%. Der er også et eller andet med, at det føles både skræmmende, men også godt at tage chancer. Og se, om du kan lande på benene. Jo flere gange, du gør det, jo mere lander du på benene med nogle ret vilde ting. Og hvis du ikke gør det, så lander du aldrig. Så det giver mig i hvert fald en kreativ gnist. Jeg plejer at sige til holdet, at vi skal flyve lidt for tæt på solen. Det er der vi skal være og i det spændingsfelt, er der noget kreativt guld, som jeg leder efter.
Hvad inspirerer dig som filmskaber?
Jeg er faktisk meget inspireret af livet selv. Jeg er selv blevet far for nogle år siden. Hvilket er noget, jeg finder en stor inspiration i for tiden. Og så selvfølgelig… Ser du en god film, bliver du inspireret. Men du kan altid blive inspireret i alle mulige retninger. Så jeg vil sige, den helt store retning er jo også, hvordan ens eget liv udvikler sig. Man bliver konstant overrasket. Du oplever konstant ting du troede, du havde regnet ud, som ikke var, som de troede. Jeg synes, der er noget meget smukt over det. Og noget skræmmende.
Og fremtiden, er der nogle ting, du gerne vil udforske?
Der er noget med manderollerne i samfundet, som jeg tror, man vil have godt af at fortælle en historie om. Det vil jeg dykke ned i. Men genremæssigt vil jeg også prøve at bevæge mig andre steder hen. Men det er aldrig genren, der kommer først. Det er altid historien. Og på en måde synes jeg, at der er noget i, hvordan manden lever i samfundet nu. Der er både komisk og tragisk. Og det vil jeg godt at udforske. Alt er op til debat lige nu. Både kønsroller, men også hvad er det gode liv? Hvad er det, som vi kender som klassiske værdier?
