Lydmor involverer sig i livet. Sit eget, andres, musikkens og samfundets. Det har alle dage været tilfældet, men det bliver særligt tydeligt på hendes nyeste musikalske hjertebarn ‘Capacity’. Et værk, der ønsker at skabe rum til livet – ja, faktisk ønsker det at skabe rum generelt.
“Det er et album, hvis grundprojekt er at udvide den emotionelle, intellektuelle, tolerancemæssige og samfundsmæssige kapacitet – deraf titlen ‘Capacity’. Det handler om at stå fast i det eksisterende, men samtidig udvide forestillingerne herom,” siger den 31-årige musiker, der bærer det borgerlige navn Jenny Rossander.
Værkets mission er at udfordre almene normer og udforske menneskets og samfundets elasticitet. Helt store eksistensspørgsmål stilles, og livets afkroge belyses, hvilket har fået Lydmor til at gå på rejse i sin inderste kerne. ‘Capacity’ er derfor utvivlsomt et meget personligt værk. Måske det mest personlige i hendes karriere.
“Det er dét album, jeg har været mest nervøs for at udgive, for det handler i virkeligheden om, hvordan fuck man er i live. Det handler om mit liv. Men det handler også om andres, og det handler om, hvordan vi forstår og gør livets kategorier. Det handler om at skabe plads. Plads til at skælve, at græde, at blive kørt over af livet, men stadig være til. Det synes jeg ikke, der er udpræget plads til nu – særligt ikke i det kapitalistiske Vesten,” siger Lydmor.
‘Capacity’ fremstår ikke blot som et værk, der kritiserer den omgivende verden og dens problematikker, men det tilbyder faktisk en alternativ og mere rummelig virkelighed. Både albummets lyrik og det gennemgående sfæriske lydbillede minder om at træde ind i en mytologisk labyrint med uendelige, små snørklede veje. Et drømmeunivers, hvor tyngdeloven ophæves, og hvor liv og død ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger.
Med det nye værk tager Lydmor således del i en tidstypisk tendens, hvor forestillingen om den binære verdensorden kritiseres og forsøges opløst. Albummet er et musikalsk rum, hvor kontraster mødes, og hvor yderpositionerne både samspiller og sammensmelter. Værket har kapacitet til at favne det vilde og det stille. Det mystiske og det virkelige. Det lyse og det mørke.
“Ved at lege med kontraster og lade dem fylde store dele af mit album skaber jeg et musikalsk univers, hvor de ikke blot kan sameksistere, men også flyde sammen. Det håber jeg, der kommer kapacitet nok til i alle livets rum.”
Men det kan være overvældende at bevæge sig ud på ukendt grund. Derfor har Lydmor haft brug for et navigationssystem, der kan føre hende gennem værkets sammensatte landskab af mytologi, personlige historier og politik. Til dette har hun allieret sig med Noa Lachmi, der er kunstneren bag ‘kapacitetskompasset’ – den illustration, som udgør albummets cover. På den måde er ‘Capacity’-universet kortlagt, og omslagets mange tegn trækker tråde til albummets indhold. Som lytter og beskuer af albummet kan det dog stadig være svært at gennemskue den lige vej i den musikalske labyrint. Men det er meningen.
“Det er et konceptalbum, der er bygget af en masse understrømninger, som alle referer til en eller anden form for kapacitet. Men forestillingen om én rigtig vej eller én sandhed er jo netop det, jeg udfordrer med dette album. Jeg hylder det underbevidste og det komplekse, og det bliver allerede fastslået gennem albummets cover,” siger Lydmor.
Meditation med David Lynch
Det underbevidste og komplekse synes netop at være nøgleord for den danske musiker, der hele sin karriere har spejlet sig i kompleksitetens absolutte mester; David Lynch.
“Jeg har uendelig beundring og begejstring rettet mod David Lynch og hans leg med det drømmebefængte og menneskets underbevidsthed. Ideen om, at man er på jagt efter en sandhed, som man endnu ikke kender, optager mig.”
Den David Lynch’ske surrealisme er da også allestedsværende på ‘Capacity’, men synes hverken forceret eller ”stjålet”. Det er med stor autenticitet, at Lydmor boltrer sig i det absurde, det skæve og det underbevidste. Og for at blive fortrolig med sin egen underbevidsthed har den energiske musiker søgt mod transcendental meditation.
“Det er en meditationsform, som David Lynch længe har udøvet, og som jeg har fundet stor inspiration i. Her kan jeg gå på opdagelse i underbevidsthedens helt vanvittige og smukke lag, hvilket har været afgørende for tilblivelsen af dette album,” siger Lydmor.
Den meditative skaberproces giver genlyd på albummet. ‘Capacity’ bringer nemlig lytteren tæt på en slags meditationstilstand. Det gøres allerede fra albummets første nummer ‘Amandas Lullaby’, der sjælfuldt vugger os ind i den magiske verden. Her er grænsen mellem det at være vågen og det at sove udvisket. Men vuggevisen har ikke blot til hensigt at sætte tonen og scenen for værkets efterfølgende drømmesekvenser.
“‘Amandas Lullaby’ er i virkeligheden en trøst til alle kvinder, som deltager i den offentlige debat,” siger Lydmor, der selv peger på strofen: “The more that we open, the less space they’ll get,” som nummerets mantra. En påmindelse til kvinder om at åbne op og kræve plads i det offentlige rum.
Female gaze
Og det er netop det, Lydmor gør. Kræver sin plads – både kunstnerisk og politisk. Udover sin musikalske karriere har hun gjort sig bemærket som debattør i forbindelse med de senere års sexisme-debat. I 2020 skrev hun et debatindlæg, hvori hun kritiserede Ekstra Bladet for at lade musikanmelderen Thomas Treo benytte en evindelig sexistisk og kvindenedsættende retorik. “En systematisk sexisme”, kaldte hun det. Den trøst, der gives gennem ‘Amanda’s Lullaby’, kunne derfor meget vel tolkes som en kærlig omfavnelse af sangerinden selv. Lydmors debatindlæg fik nemlig en blandet modtagelse, og hun blev skydeskive for modstandere af den feministiske kamp.
“Det er jo helt absurd, at en revolutionær bevægelse som feminismen – og feminismen er revolutionær, da den prøver at bekæmpe en dominerende magtstruktur – af nogle betragtes som snerpet og sippet. Og at alle vi, der tager del i den, fremstilles som kontrollerende. Det er dybt frustrerende, når det jo i virkeligheden er samfundet, der er kontrollerende,” siger hun med et suk.
Mange mener dog, at Lydmors debatopråb var et vigtigt bidrag til feminismens kamp. Hun har således ikke blot markeret sig som en kvinde med en stærk sangstemme, men også som en kvinde med en stærk politisk stemme – begge stemmer manifesterer sig i ‘Capacity’s lyriske-jeg.
Men andre kvindestemmer og kvindefigurer optræder også på albummet. Der er førnævnte Amanda, hvis søvn og drøm skildres. Vi møder kvinden Emma på nummeret ’Emma Spins’, og så er det færøske stortalent Eivør featuring på kriminummeret ‘Nevada’. På den måde fornemmer man, at værket rummer et stærkt kvindefællesskab. Måske giver ‘Capacity’ endda et decideret bud på et female gaze?
“Det er helt klart det mest feministiske værk, jeg har lavet. Men jeg har ikke haft et ærinde om at lave en feministisk kampplade eller en “kvindeplade”, og jeg har heller ikke ønsket at ekskludere manden,” siger Lydmor.
Men hvor kvinden i alle sine former og med alle sine navne og stemmer tager plads og folder sig ud i ’Capacity’-universet, er manden larmende stille. Faktisk er det eneste nummer, som åbenlyst henviser til en mand ‘The Labyrinth Faced Man’. Et nummer, der foruden at være albummets korteste også er det eneste uden vokal. Med kendskab til Lydmors feministiske virke er det svært ikke at tænke, om det er en måde at fratage manden sin stemme?
“Haha, ej hvor sjovt. Sådan har jeg slet ikke tænkt på det. Selvom det er et feministisk værk, så er det ikke en overlagt handling at give manden mundkurv på. Men det er det, der er så fantastisk ved at udgive materiale – det får pludseligt nyt liv og et ekstra betydningslag. Men nej, mit projekt er ikke at gøre manden stum. Slet ikke. Med ‘Capacity’ ønsker jeg jo netop at rumme så meget som muligt,” siger hun og fortsætter:
“Grundfilosofien er at skabe mere åbenhed – ikke kun for kvinden, men for alle. Jeg kan bestemt komme i kamphumør og have lyst til at tæske løs på patriarkatet, men manden er jo også underlagt nogle kønsstereotyper og dermed nægtet adgang til nogle særlige identiteter. Derfor nærer jeg også en stor empati for, hvordan det er at være mand i den moderne verden.”
Koda og Keychange
Med ‘Capacity’ ønsker Lydmor altså ikke at nægte manden hverken stemme eller adgang, men hun kritiserer den kønslige ubalance og mandens position i denne. Hvor manden får lov til at være både mand og menneske, er kvinden er ofte blot sit køn. Som kvindelig musiker kan det derfor være svært at blive opfattet som relevant, da kvinden længe har været frataget muligheden for at sige noget “sandt” om det at være menneske – eller det at skabe kunst.
“Manden er blevet vant til at identificere sig som mand, hvorfor der har været en modstand i forhold til at lade en kvinde udvide hans erfaringsrum. Når man overgiver sig til et stykke kunst – hvad end det er litteratur, film eller musik – så er man jo under dens autoritet. Jeg tror, at nogle mænd på et ubevidst plan opfatter det som et autoritetstab at lade kvinden føre pennen – altså at det er et tab for manden at skulle identificere sig med kvinden,” siger Lydmor.
Det er en gammel erkendelse, at der har været – og til stadighed er – en generel mandlig dominans. Det er gennem historien blevet tydeliggjort og kritiseret et utal af gange, men der er fortsatte kønsproblematikker – også i musikindustrien.
“Det går ned ad bakke for kvindelige musikere. Koda-tallene er dalende og har været det de sidste seks år. Hvert år er der en mindre procentdel af kvinder, der får af den samlede Koda-udbetaling, samtidig med at antallet af kvindelige medlemmer stiger. Vi er flere, der prøver, men færre der lykkes. Det peger på en stor ubalance – for kvinder er ikke dårlige til at lave musik.”
Ifølge den aktivistiske musiker har musikindustrien ikke kapacitet nok til kvinden. Gennem Lydmors kunstneriske karriere er der flere gange blevet sat spørgsmålstegn ved hendes evner som producer.
“Et problem er, at producerrollen primært har været forbeholdt manden. Jeg har så tit oplevet, at min mandlige tourmanager er blevet rost for produktionen af min musik – og han har altså intet med den at gøre. Men det, at jeg er en kvindelig artist, gør, at man ikke umiddelbart regner mig for at være producer,” siger hun og fortsætter:
“Men jeg tror desværre, det er ret “naturligt” at tænke så firkantet. Jeg kommer også til at reproducere nogle uhensigtsmæssige stereotyper og stereotype tanker, så vi skal alle være opmærksomme på vores egen position og privilegier.”
Lydmor er altså tydeligt samfundsorienteret, hvorfor hun meget passende har fået den fornemme titel som ambassadør for den internationale organisation Keychange. En organisation, hvis arbejde det er at fremme diversitet og skabe ligestilling i musikbranchen. Det gøres bl.a. ved at få festivaler til at indføre kønskvotering.
“Jeg er enormt stolt og glad over at være en del af en så vigtig organisation. Jeg tror virkelig på, at det kan skabe fokus og forandring,” siger den tydeligt begejstrede musiker.
Trods frustration over en langsommelig ligestillingsproces er der altså heldigvis også udvikling på denne front. Undertrykkende magtstrukturer kritiseres og udfordres. Det gør de af fremadstormende revolutionære bevægelser, og det gør de af Lydmor og albummet ‘Capacity’.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
