Da Trickys mesterværk, ’Maxinquaye’, brød lydmuren sad jeg i en iskold lejlighed i Jægersborggade i midt-90´erne. Her boede jeg i rockergaden med petroleumsvarme og hashsælgere på hvert hjørne som en tåge af cannabis over kvarteret.
Jeg var år tilbage faldet pladask for lyden af trip hop hos Massive Attack og Portishead. Men det var først for alvor Trickys debut, der slog benene væk under mig. Et helt forunderligt, foruroligende og vidunderligt album.
Væk var start-90´ernes fremskridtstro og optimisme efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Ironiens årti var aflyst af paranoide tekster om dysfunktionelle parforhold, racisme, krigsliderlige nationer og frygten for at binde sig til andre mennesker.
Dette med et tekstunivers om fremmedgørelse i dobbelt forstand. Både over for omverden men mest af alt om Trickys egne indre dæmoner. Albummet var en lyrisk rejse af kulde og mørke tilbage til scener fra sci-fi filmen Bladerunner. Jeg var selv desillusioneret og rodløs – her i starten af 20´erne. Slog tiden ihjel med ligegyldige fodboldmanager-spil med venner, læste om Rote Armee Fraktion eller Jack Kerouac ´On The Road´. Alt imens rockerne forsøgte at kapre markedsandele af skunk og hash på gaden nedenfor mit vindue, hvor biler blev væltet og butikker blev smadret af ungerne fra ’Ungeren’.
Jeg kunne genkende det at føle sig udenfor – ikke at have et fast greb om tilværelsen – og tvivle på det meste. Og samtidig lysten til at give en stor fuckfinger til alt det etablerede, datidens samfundssandheder med dertilhørende forventninger og pres, hvis du skulle blive til noget eller nogen . Jeg hørte hip hop tilbage i slut-80´erne som Run DMC, Beastie Boys og Public Enemy. Og netop Public Enemy tager Tricky fat i og laver sin egen version af på Black Steel (in the hour of chaos). Om det, at skulle tjene et samfund – som i bund og grund aldrig har behandlet dig godt – og mest af alt ønsker dig hen, hvor peberet gror eller værste fald: Alene som kanonføde:
´I got a letter from the government the other day
Opened it and read it, it said they were suckers
They wanted me for their army or whatever
Picture me givin’ a damn, I said, never
Here is a land that never gave a damn
About a brother like myself because I never did´
Bang lige i ansigtet. Uden omsvøb og tilløb. Det er, nogle af de mest intense, vrede og stærke åbningslinjer for en sang i nyere rockhistorie.
Når teksterne ikke var fyldt med vrede og samfundskritik var de introverte og indadskuende som i ’Hell Is Round The Corner’ med en fornemmelse af at dit indre kompas eller dine nærmeste relationer altid ville kunne spille dig et pus. Den var, sammen med sangen ’Overcome’, en genfortolkning af Karmacoma med Massive Attack og hans take på Glory Box med bysbørnene fra Portishead.
Det var isnende kulde og mørke. Det var stenet og skævt. Alt andet end tidens lyd.
En magisk musikalsk mosaik
Et var lyrikkens foruroligende karakter. Et andet var musikken. Det var dub, støvet elektronisk reggae, trip hop, rock, post-punk, elementer fra techno og soul og eksperimental musik ud i dystre afkroge. Og netop den smeltedigel af musikalske referencer gjorde, at Maxinqueye blev et nyt genreskabende og definerende album. I dag kan du høre utallige af bands og kunstnere, som netop har fundet inspiration i Trickys samples og musikalske ledetråde. Midt i 90´erne var britpoppen på toppen, og Grunge-bølgen havde stadig tag i millioner af unge mennesker, men Tricky tilbød en helt anden musikalsk palette – som langtfra var tidstypisk.
Med en langt mere fremadskuende tilgang og tone sked Tricky højt og flot på genrer og havde valgt at forlade Massive Attack , da han ikke følte, at han fik nok indflydelse i Bristol bandet. Og med sig tog han skrantede beats, støvede samples og rockens tungere arsenal af guitarer og skabte hovedværket ’Maxinquaye’.
I dag et skelsættende album så dystert og mørkt som sindets dybeste lag. Et musikalsk landskab af tunge skygger, der bevæger sig ind i en smal klaustrofobisk smøge af smog. Som lyden af derangerede toge på de mennesketomme banelegemer, storbyens forfald og forladte skæbner på bænke, i parker eller i metroen – hvis liv allerede havde passeret revy. Altså outsidernes musik. Alle dem, som ikke passer ind i samfundets predefinerede rammer. Sådan voksede Tricky selv op. I en søskendeflok på 14 i et hårdt miljø infiltreret af vold og kriminalitet. Men han skilte sig ud fra flokken som en følsom, feminin og utilpasset dreng.
Han fandt hans (musikalske) vej gennem musikkollektivet ’The Wild Bunch’ i Bristol med blandt andre Neneh Cherry, Portishead og Massive Attack. ’Maxinquaye’ (som er en sammentrækning af hans moders navne) blev på en af samme tid Trickys store gennembrud men også en forbandelse. Han blev berømt og søgen efter det næste ´Maximquaye´ album skabte blot blindgyder og depressioner for manden med det borgerlige navn Adrian Nicholas M. Thaws.
Tricky kid vender hjem
I dag har han dog heldigvis genfundet glæden ved det legendariske album, og sidste år udkom sangene i nye versioner. De værste skygger og tunge lag af musikalske forventninger synes således at være forduftet for den gode Adrian. Indikationen og den både implicitte og eksplicitte samfundskritik lever stadig i bedste velgående dengang – tilbage i 1995 – ramte albummet mig som en rambuk. Det var nyskabende – og jeg havde aldrig hørt noget lignende. Det har jeg stadig ikke. Netop det tænkte jeg på i morges, da jeg placerede pickuppen og satte mig til tastaturet. Stadig lige aktuel efter knap 30 år. Stadig som en overrumplende milepæl inden for den elektroniske musik.
