When Saints Go Machine: ”Vi har intet behov for at please”
Radio & podcast
menu-close

When Saints Go Machine: ”Vi har intet behov for at please”

2. juli 2018 |

When Saints Go Machine er aktuel med ny EP efter fem års stilhed. Og intet er længere det samme.

Journalist på Heartbeats.dk. Skriver om musik, kultur og tech. Kontakt: soren@heartbeats.dk

Fra venstre mod højre: Silas Moldenhawer, Jonas Kenton, Simon Muschinsky og Nikolaj Vonsild (foto: Kristian Embal)

EP’en It’s A Mad Love er det første udspil fra When Saints Go Machine siden albummet Infinity Pool fra 2013. Fem år er gået. Ti år siden debuten. Og tiden, mens bandet er gået fra komplet ukendt til et af Danmarks mest originale bands, føles som en menneskealder.

Allerede efter 2013-album var de kørt i sænk. Energimæssigt. Ramt på overskuddet.

”Vi har stået i situationer, i vores travleste perioder, hvor man tænker ”hvad fanden…” efter at have spillet de samme numre hver dag i to uger, med en uge fri og så gjort det igen. Når tingene begynder at dø for en, og man egentlig står og spiller for rigtig mange mennesker, men i stedet tænker, hvor fanden var det jeg lagde mit bælte tilbage i København? eller, glemte jeg at lukke vinduet derhjemme? …”

Ordene tilhører forsanger Nikolaj Vonsild. Vi møder ham sammen med bandets percussionist Silas Moldenhawer i blandingen af byggelarm og optimisme i en gammel kælderlejlighed, der står til at få en ordentlig makeover. Snart bliver det et lille underjordisk lydstudie på knap 10 m2.

Ombygningen minder bandet om deres egen udvikling. Siden sidste album er de akustiske trommer blevet skåret fra og erstattet med computere, vokalen kørt gennem maskinens autotune og sangene dekonstrueret og fjernet fra poppens genkendelige form.

Forsangeren griber tråden igen. Og siger så:

”… der skal man holde en pause og spørge sig selv: hvad er egentligt vigtigt her? Jeg plejer at fortælle folk, der ikke har noget med musik at gøre, at de skal forestille sig, at de har været på den samme arbejdsplads i 10 år. Enten har du skiftet job et par gange, fordi du har været træt af din funktion eller opgaver – ellers har du fået dem ændret.”

Og det var præcis, hvad When Saints Go Machine gjorde. De holdt en pause. Fik deres funktioner ændret. De har talt sammen regelmæssigt siden, men det var nødvendigt at vove sig ud på de mange andre veje, der gemte sig i musikken uden for When Saints Go Machine.

For Silas Moldenhawer og bandets synth-spiller Jonas Kenton er det klubmusik i den elektroniske duo Kenton Slash Demon. For Nikolaj Vonsild er det grupperne Cancer, der spiller folk, og Khalil, der for nylig udgav debutalbummet på det eksperimenterende pladeselskab Posh Isolation.

Og for det fjerde medlem Simon Muschinsky er det både blevet til filmiske musikstykker og hård techno i tiden mellem udgivelserne.

Trods projekternes forskellighed er der stor forståelse for hinandens musikalitet. Selv om han ikke selv producerer dansemusik, så har Nikolaj Vonsild enorm sympati for de tre andre bandmedlemmers udforskning af technorytmer og deslige.

”Klubmusikken er beviset på, at repetitionen i musik taler til vores underbevidsthed. Det er noget, der føles godt. Det føles stærkt i vores krop. Og ligeså snart, du har noget, der afviger fra den repetition – et break eller buildup osv. – så går vores analyseapparat i gang og begynder at tænke over, ’hvad der sker nu?’. Og når du så rammer tilbage i repetitionen igen, bliver du glad,” siger han.

Fælles for de fire er, at de nu er nået til et punkt, hvor de mærker årerne, der gik, og det fremskridt, der sker, når man bliver ældre. Og gennem byggelarmen fandt de den følelse af betydning og af deres projekts vigtighed, de havde mistet.

”Vi havde brug for at lave noget for at bryde det ned,” starter Silas Moldenhawer.

”Det er ikke fordi, at EP’en er noget stort værk. Det var aldrig tanken. Det var heller ikke et gennemtænkt forløb fra start til slut. Det var en følelse, vi havde over en tidsperiode, og noget, der pegede fremad. Det gav os også vildt mange idéer til, hvor tingene kan komme hen og idéer til, hvordan vi kan prøve at optræde live på en ny måde. Og det gør, at vi tager folk ind i vores proces,” fortæller han.

”Ja, og så er vi jo et helt andet sted, end da vi startede. Ens holdninger har ændret sig, og måden at anskue alting på har ændret sig. Det ville være underligt, hvis musikken lød tilnærmelsesvis som den lød for 10 år siden. Og alligevel kan man godt høre, når vi fire i bandet laver musik sammen. Der er nogle ting, der går igen,” supplerer Nikolaj Vonsild.

Og sådan er det at blive ældre. Hvis man stadig opfører sig på samme måde og siger de samme ting, som mange gjorde for et årti siden, er der jo ikke sket noget spændende. Overhovedet. Så har man stået stille.

Det vil When Saints Go Machine for alt i verden undgå.

Vi har ikke noget behov for at please, men vi vil ikke være respektløse

Den nye live-optræden betyder bl.a. et farvel til nogle af fansenes favoritsange. Bandet føler af flere forskellige årsager, at det ikke længere passer ind.

Har I et ansvar i forhold til de fans, der gav jer succes?

”Vi har ikke noget behov for at please, men vi vil heller ikke være respektløse. Når man f.eks. spiller på en festival, så har man en form for ansvar for sine fans, ellers glemmer man rejsen dertil. De er jo en del af den. Bare så længe vi skubber det så meget, vi kan, inden for rammerne – og nogle gange bryder dem. Det gjorde vi på Heartland, hvor vi fik følelsen af, at vi stadig kan spille noget af det gamle, og det passer ind. De fik nyt liv,” siger Silas Moldenhawer.

For Nikolaj Vonsild handler det også om, at han er vokset fra de sange, han skrev for mange år siden.

”Jeg vil ikke stå at lire nogle ting af, som ikke har betydning for mig. Det synes jeg heller ikke, publikum fortjener. Man skal fandeme have lyst til at være der, ellers skal man stoppe,” siger han.

Ifølge bandet selv forsøger de at invitere publikum og lytterne med ind i den proces, de har været igennem.

Derfor, når de optræder live, serveres det nye materiale med enkelte gamle sange. Men de har været en tur gennem computerhardwaren, så de lydmæssigt passer til bandets nye udgangspunkt.

”Vi ønsker, at vores fans skal med på vores personlige rejse. Det er ikke fordi, vi ikke er stolte af vores historie, men det kan være besværligt hele tiden at referere til fortiden, hvis man gerne vil videre. Det kender jeg også fra folk, der laver andre ting. Arkitekter f.eks. Så er de kendte for én ting, og det er den ting, folk vil høre om for evigt. Altså, de har bygget 150 bygninger efter det! Men man er også med til selv at vælge, hvor meget man går ind i det og siger, ”det var bare det, jeg kunne, ja.” Og det synes jeg ikke, vi fortjener, for vi kan mange andre ting,” fortæller Nikolaj Vonsild.

Hvem laver I musik til?

”Jeg laver 100% musik for mig selv. Eller, det er blevet mere sådan. Det er ikke fordi, jeg ikke vil have, at folk ikke skal lytte, eller at jeg ikke tænker på, at der gerne må komme flere tusind mennesker til koncerterne. Men jeg føler, at det er mere ægte at sige: ”Det her er for mig, og alligevel deler vi noget, nogle værdier. Det er et sprog og kærlighed til lyden”. På den facon føler jeg, at det er mere ægte i forhold til at strømline noget, der er lig med økonomisk succes eller vækst,” svarer Nikolaj Vonsild.

Silas byder ind:

”Der er vi meget forskellige. Jeg synes ikke, det er mindre ægte at tage højde for en lytter. Jeg kan ikke lade være,” siger han og fortsætter:

”Jeg synes, der er noget ’drive’ i at vide, at der er en, der skal lytte til det og have en bestemt følelse. At jeg gerne vil give lytteren en følelse, og tager det med i betragtning, når man laver noget, og prøver at forstærke det. Det er ikke kalkuleret, og jeg synes, at det er en del af kunsten.”

Det nemmeste er at stjæle penge fra kulturstøtten

Når bandmedlemmerne har flere særegne projekter, kan det være fristende at tro, at When Saints Go Machine er et kompromis. Men sådan oplever de det ikke selv.

Mærker I et kommercielt pres i When Saints Go Machine?

”Det handler om respekten overfor folk og en selv. Det er stærkere, end at tænke, om kunsten lider under økonomiske interesser. Og så tror jeg, at produktet er stærkere, hvis der ikke er tænkt over økonomien,” starter Nikolaj Vonsild og forklarer:

”Og så er der dét med, at musikken altid skal behage. Det er den brede opfattelse af musik. Men hvorfor skal den det? Det er ikke den samme opfattelse i andet kunst. Og jeg synes det er ærgerligt, at vi får forsimplet det sprog, som jo er et sprog, der taler på tværs af alt muligt – religion, politisk overbevisning og så videre.”

Silas Moldenhawer samler tråden op.

”Altså, hvis alt omkring en altid forsøger at behage, f.eks. for at få en økonomi, så de kan fortsætte med det, de laver – så går tingene jo i stå,” svarer han, inden Nikolaj overtager igen.

”Hvis samfundets normer og værdier begynder at kigge ind i kunsten, så får vi et problem, for så ensretter vi efter noget. Men de har ikke noget at gøre der. De ensretter efter, hvad der er økonomisk bæredygtigt, og hvad der er vækst i. Kunsten skal ikke forklare en skid. Den skal ikke svare på noget som helst spørgsmål. Den har været vigtig for mange forskellige ting, men at give svar på hvorfor og hvad den skal i fremtiden, det er fuldstændig ligegyldigt. Det er det, alle de andre ting kan bruges til. Men ikke kunsten. Kunsten skal noget andet. Men det er sådan, den bliver mødt fra politikernes side – de vil have et svar på, hvorfor noget skal støttes osv. Og hver gang hopper folk i med begge ben og prøver at forklare det. Og det er det, kunsten ikke skal.”

Men der er vel ikke økonomisk vækst i kunst?

”Nej, og i stedet for, at der er en lille gruppe uden økonomi bag sig, der skal skabe al alternativ kultur, burde der jo være kommercielle kræfter, der støttede de alternative ting,” siger Silas og uddyber:

”Problemet er, når man tager tingene for givet ved ikke at gøre noget. For så går tingene i stå. Det nemmeste at tage penge fra er kulturstøtten eller kunstskolerne, for man kan ikke se udbyttet før om 10 år, og så kan man stjæle uden at nogen lægger mærke til det. Det er på en måde endnu grovere, ikk’.”

At spille musik på en computer er akkurat det samme som andre instrumenter

Uagtet grænserne mellem kunst, musik og underholdning, har de fans, som i år endnu har fået chancen for at opleve bandet live, lært, at When Saints Go Machine i deres fem-årige pause bl.a. har skåret trommesættet fra og erstattet det med en maskine. Det er de ”nye teknikker og metoder”, som bandet kalder det, og som samtalen løber vender tilbage til.

Men dem, som tror, at maskinen er en død computer, får klar besked: Du tager fejl.

Maskinen spiller ikke af sig selv; den skal have at vide, hvad den skal gøre. Og det er (indtil videre) et menneske, der giver den besked.

”At spille musik på en computer er akkurat det samme som et konventionelt instrument,” siger de i kor, da vi spørger. Nikolaj Vonsild overtager:

”Om du sidder og spiller på en guitar, eller om du ’looper’ noget på en computer, lytter og siger ”Kan vi lige pitche den ned her, eller op her,” det er det samme, ikk’. På samme måde var det også et problem for mig, da jeg skiftede min computer ud med en ny. Den får nogle buler og bliver lidt smadret, og man har en knap, der ikke funger’ helt – ligesom en gammel guitar. Det bliver et instrument. Men jeg tror, at nogle folk har svært ved at se det,” fortæller han.

Når man bruger computeren som et instrument, hvordan starter sangskrivningsprocessen så, når man er et elektronisk band?

”Altså, dels er det et enormt abstrakt spørgsmål, ’hvordan starter det?’ – for hvordan starter det, når du sidder med guitaren? Det starter inde i dig. Du kan godt lide, hvordan tonerne klinger, når du spiller dem i dét her tempo, spiller på strengene med dén her kraft. Det er lidt det samme, Nikolaj mener med computeren: hvorfor kan du godt lide, at trommerne har dén her pitch [tone, red.]?” supplerer Silas.

”Og hvis vi endelig skal tage den her snak, er det måske også en utopi, at bandmusik er skrevet af et band,” siger Nikolaj Vonsild og forklarer, ”for ofte er det den person, der står foran mikrofonen med guitaren, der har skrevet hele lortet, og så fået de andre til at spille det, han synes, de skal. Der er ikke nødvendigvis mere samarbejde i at spille i et band med almindelige instrumenter. Det tror jeg er helt forkert.”

Hvordan foregår det så?

”Samarbejdet er ikke, at man spiller sammen, men at man hele tiden svarer på hinandens ting,” siger Silas, mens Nikolaj fortæller, at de ofte sidder og arbejder på skitser i små stationer, hvor man reagerer på noget, den anden har gang i.

Alting behøver ikke være et demokrati

Noget af det vigtigste mellem de fire medlemmer, både i sangprocessen og samarbejdet, er at kunne tage beslutninger.

”Vi har arbejdet sammen i mange år, og tidligere skulle alting diskuteres og være lineært og demokratisk. Det gør, at man bliver dårligere til at tage beslutninger for sig selv, men det har vi lært i de andre projekter,” siger Nikolaj.

”I virkeligheden behøver alting ikke være et demokrati eller et samarbejde. Det er vigtigt at træne sig selv i at tage beslutninger, uanset om man arbejder med musik eller andre ting. Ellers når du ikke nogen vegne,” fortæller han.

Er der nogle, der tager flere beslutninger end andre?

”Ja, det er der nogle gange, men det må også være fint,” siger Nikolaj og fortsætter:

”Og hvis man er typen, der har lyst til at tage flere beslutninger, så må man gå ind og gøre det. Og man kan godt hjælpe hinanden til at sige, ”hvis det er det, du vil, så må du også gøre det”. Man kan jo tale om det. Men det er vigtigt ikke at se det hele, som om alle folk skal være enige. Der er en stor respekt mellem mennesker, hvis man ikke altid skal være enige om noget, men lytte til hinanden alligevel.”

Silas Moldenhawer tager ordet. ”Det handler også om, at vi godt kan overlade ting til hinanden. Og faktisk fandt vi ud af, at det bliver bedre, hvis man gør det.”

På den nye EP viser bandet også, at tiltroen til hinandens evner kan bære frugt. Den har høstet gode anmeldelser fra nær og fjern med begejstring for de nye takter. Og rejsen stopper ikke her, hvis man spørger Nikolaj Vonsild.

”Er der mon en anden måde, hvor det kan strækkes på en eller anden facon, og er det meningen, at vi altid skal arbejde med at blive der, hvor det pleaser, eller kan vi strække det i en eller anden retning?” siger han.

Silas svarer prompte på det retoriske spørgsmål.

”Det kan man, og det kan man også i populærkultur, hvis det bliver gjort oprigtigt og ikke bare for at gøre det. Hvis det bliver gjort af en følelse, så kan man.”

Søren Vestergaard Thiesen

Journalist på Heartbeats.dk. Skriver om musik, kultur og tech. Kontakt: soren@heartbeats.dk